Udviklingen i forsætlig vold i Odense 1991-2002

Studiet inkluderede 14.316 konsekutive voldsofre registreret på Odense Universitetshospital og/eller på Retsmedicinsk Institut ved Syddansk Universitet 1991-2002. Incidensraten var 9,9 og 3,4 pr. 1.000 indbyggere pr. år for henholdsvis mænd og kvinder. For mænd faldt incidensraten i undersøgelsesperioden. Andelen af lette skader steg i undersøgelsesperioden, mens andelen af potentielt alvorlige skader såsom knoglebrud og dybere skader faldt i undersøgelsesperioden. Andelen af voldsofre med skader fra knive eller skydevåben var uændret i undersøgelsesperioden.

I nyhedsmedierne får man ofte indtrykket af, at volden i Danmark er blevet både hyppigere og alvorligere. Ifølge Statens Institut for Folkesundhed undgår 42% af kvinder og 9% af mænd øde områder i byerne på grund af risikoen for at blive offer for fysisk vold eller seksuelle overgreb [1].

I tidligere undersøgelser baseret på politiregistreret vold har man da også påvist en stigning i forekomsten af vold [2, 3]. Studier har imidlertid vist, at data baseret alene på politiregistreret vold er mindre anvendelige til at beskrive hyppigheden og udviklingen i vold i et geografisk område [3-5]. Der-imod er anvendelsen af data fra sundhedsvæsenet blevet anbefalet til monitorering af vold og udviklingen i vold i et geografisk område [5, 6].

I en tidligere undersøgelse er der påvist et signifikant fald i incidensraten for voldsofre behandlet på Odense Universitetshospital fra 8,4 pr. 1.000 population pr. år i 1988 til 5,7 pr. 1.000 population pr. år i 1996 [7]. Den tidsmæssige udvikling i alvorligheden af vold i Odense er ikke tidligere undersøgt.

Formålet med dette studie var baseret på data fra skadestuen ved Odense Universitetshospital og Retsmedicinsk Institut ved Syddansk Universitet at beskrive udviklingen, hyppigheden og alvorligheden af fysisk vold i Odense Kommune 1991-2002.

Materiale og metoder

Inkluderet i undersøgelsen var alle, der havde været ofre for fysisk vold og var blevet behandlet på skadestuen ved Odense Universitetshospital og/eller indbragt til Retsmedicinsk Institut på Syddansk Universitet i perioden 1991-2002. I tilfælde af mere end en henvendelse for den samme skade, indgik kun første henvendelse i undersøgelsen. Inkluderet blev kun voldsofre, der var bosiddende i Odense Kommune på tidspunktet for voldsepisoden.

Fra skadestuens rutinepatientregistrering inkluderedes voldsofrene prospektivt og konsekutivt. Hvert år behandles i alt ca. 37.000 patienter på skadestuen på Odense Universitetshospital efter tilskadekomst. Skadestueregistreringen foretages af skadestuens sekretærer. Diagnoser kodes af skadestuens læger. Før 1994 anvendtes International Classification of Diseases (ICD)-8 med maksimum tre diagnoser for hver patient, mens der fra 1994 anvendtes ICD-10 med maksimum fem diagnoser for hver patient. Voldsofrene fra Retsmedicinsk Institut blev inkluderet vha. gennemgang af alle obduktionsrapporter for perioden.

For alle voldsofre blev der indhentet information om alder, køn, brug af våben, diagnose, behandling og antal indlæggelsesdage fra skadestueregistret, journaler og obduktionsrapporter.

Baseret på indbyggertal i Odense Kommune beregnedes alders- og kønsspecifikke årlige incidensrater i fem forskellige aldersgrupper. Udviklingen i alvorligheden af vold blev beskrevet vha. udviklingen i brug af våben for hele perioden samt ved udviklingen i diagnoser (skadetype og kropsregion) for perioden 1994-2002. Sidstnævnte valgtes på grund af uoverensstemmelse mellem ICD-8 og ICD-10.

Nonparametrisk statistik med STATA 8 blev anvendt til alle analyser. Poisson-regression blev anvendt til analyse af udviklingen i incidensrater og nonparametrisk trendtest blev anvendt til analyse af udviklingen i skadede kropsregioner og skadetyper.

Resultater

I alt 14.316 voldsofre inkluderedes i undersøgelsen, idet 14.282 voldsofre inkluderedes fra skadestueregistret på Odense Universitetshospital, 20 voldsofre fra Retsmedicinsk Institut, og 14 voldsofre inkluderedes fra begge steder. Samlet var 1.481 (73%) mænd, hvilket giver en kønsratio på 2,7. Medianalderen var 25 år (0-94 år) for mænd og 31 år (0-99 år) for kvinder (Mann-Whitneys test, p = 0,000).

Den samlede incidensrate var 6,5 (95% konfidensinterval (KI): 6,4-6,6) pr. 1.000 indbyggere pr. år og faldt signifikant i perioden (Poisson regression, p = 0,01). For mænd var incidensraten 9,9 pr. 1.000 indbyggere pr. år (95% KI: 9,7-10,1) og faldt signifikant i perioden (Poisson regression, p = 0,001) (Tabel 1 ). For kvinder var incidensraten 3,4 (95% KI: 3,3-3,5) pr. 1.000 indbyggere pr. år uden ændring i perioden (Poisson regression, p = 0,588).

For både mænd og kvinder forekom de højeste incidensrater blandt 15-24-årige, henholdsvis 27,7 (95% KI: 26,9-28,5) og 6,0 (95% KI: 5,7-6,4) pr. 1.000 indbyggere pr. år. Blandt mænd var der ingen signifikante ændringer i incidensraterne, mens incidensraten steg signifikant blandt 15-24-årige kvinder (Poisson regression, p = 0,004) og faldt signifikant blandt 25-39-årige kvinder (Poisson regression, p = 0,030).

I perioden 1994-2002 inkluderedes i alt 10.669 voldsofre med samlet 16.733 skader svarende til 1,6 skade pr. voldsofre. Tabel 2 viser den procentvise fordeling og udvikling i skadede kropsregioner og skadetyper for mænd og kvinder 1994-2002. For begge køn forekom størstedelen af skaderne på hoved/hals (63% og 49%) og på arme (18% og 24%). Den procentvise andel skader på hoved/hals faldt signifikant blandt mænd (nonparametrisk trendtest, p = 0,01) og steg signifikant blandt kvinder (nonparametrisk trendtest, p = 0,03). For både mænd og kvinder var overfladiske læsioner (abrasio eller kontusion) og sår (penetrerende alle hudens lag) den hyppigste læsionstype (48% og 64% vs. 27% og 13%). Henholdsvis 3% og 2% af læsionerne hos mænd og kvinder var dybere læsioner (læsioner af organer nerver, sener eller blodkar). Blandt både mænd og kvinder steg andelen af overfladiske læsioner (nonparametrisk trendtest, p = 0,01). Blandt mænd faldt andelen af sår (nonparametrisk trendtest, p = 0,01). Den procentvise andel af knoglebrud og dybere skader faldt signifikant for mænd (nonparametrisk trendtest, p = 0,01 og p = 0,02) og kvinder (nonparametrisk trendtest, p = 0,02 og p = 0,03) i perioden 1994-2002.

91% af mændene og 95% af kvinderne var ofre for stump vold (knytnæver, køller m.m.), mens 8% af mændene og 4% af kvinderne var ofre for skarp vold (kni ve, flasker, skydevåben m.m.). Hos 1% af voldsofrene var voldsmåden uoplyst. 3% af voldsofrene var ofre for knivstik, og 0,4% havde læsioner forårsaget af skydevåben. Den procentvise andel af våbenbrug var konstant i perioden 1991-2002 (nonparametrisk trendtest, p = 0,91, p = 0,94). Samlet blev 8% indlagt med en median indlæggelsestid på tre (spændvidde: 1-184) dage. Andelen var uændret i perioden 1991-2002 (nonparametrisk trendtest, p = 0,25).

Fireogtredive voldsofre (2,5 pr. 1.000 voldsofre) døde som følge af deres læsioner, hvilket giver en mortalitetsrate på 1,6 pr. 100.000 indbyggere pr. år. Mortalitetsraten var konstant i perioden 1991-2002 (Poisson-regression, p = 0,168).

Diskussion

Baseret på sygehusdata og retsmedicinske data fandt vi et signifikant fald i den samlede incidensrate for vold og i incidensraten for vold blandt mænd i Odense Kommune 1991-2002. Ydermere fandt vi ingen tegn på, at volden i Odense Kommune var blevet alvorligere. Mænd havde en trefold højere incidensrate for vold end kvinder (9,9 vs. 3,4 pr. 1.000 indbyggere pr. år). Den højeste incidensrate var blandt 15-24-årige. Blandt mænd var der ingen ændring i de aldersspecifikke incidensrater i perioden, mens incidensraten viste en henholdsvis stigende og faldende tendens blandt 15-24-årige og 24-39-årige kvinder.

Et tidligere studie fra Odense viste et signifikant fald i incidensraten for vold fra 8,4 til 5,7 pr. 1.000 indbyggere pr. år i perioden 1988-1996 [7]. Vores studie har vist, at denne udvikling er stoppet. I et lignende studie af vold i Århus faldt den samlede incidensrate fra 6,5 til 4,6 pr. 1.000 indbyggere pr. år i perioden 1981-2000 [4].

De incidensrater, der er beskrevet i vores studie, inkluderer kun voldsofre, der har været i kontakt med Odense Universitetshospital og/eller Retsmedicinsk Institut. En underestimering af incidensraterne er mulig, da vi ingen information har om antallet af voldsofre fra Odense, der har været i kontakt med de praktiserende læger eller nabosygehusene. Et tidligere studie fra Odense har vist, at ca. 11% af alle akut opståede skader behandles hos egen læge [8].

Desværre foreligger der ingen pålidelige oplysninger om voldsofre, der ikke registreres i sundhedsvæsenet. Især vil vores registreringsmetode underestimere incidensen af voldsepisoder, hvor voldsofferet var i et afhængighedsforhold til gerningsmanden. Ifølge Statens Institut for Folkesundhed har henholdsvis 6% og 4% af danske mænd og kvinder været udsat for vold inden for det seneste år [1]. Disse tal er i klar kontrast til antallet af henvendelser til sygehusene.

Vi fandt i undersøgelsesperioden ingen tegn på, at alvorligheden af skaderne ved vold er blevet større, hvilket er i overensstemmelse med resultaterne fra en tidligere dansk undersøgelse [9]. Samlet havde 3,4% af voldsofrene skader, der var forårsaget af skydevåben og/eller knive, og andelen var konstant i undersøgelsesperioden. Brink har tidligere påvist en uændret andel af skader, der var forårsaget af våben, blandt voldsofre i Århus [9]. Den samlede mortalitetsrate var 1,6 pr. 100.000 indbyggere pr. år, hvilket svarer til en tiendedel af den samlede globale mortalitetsrate for vold [10]. Mortalitetsraten i vores undersøgelse svarer til mortalitetsraten for andre lande i den vestlige verden bortset fra USA [10].

Ifølge en tidligere dansk undersøgelse undgår 42% kvinder og 9% mænd øde områder i byer på grund af risikoen for at blive udsat for vold [1]. Dette står i kontrast til vores resultater, hvor mænd er ca. tre gange mere udsat for vold end kvinder. På den ene side kan den megen medieomtale af vold føre til utryghed og ændret adfærd, på den anden side kan den megen fokus på vold og en ændret adfærd føre til reduktion i hyppigheden af vold.

Christian Færgemann, Ulykkes Analyse Gruppen, Ortopædkirurgisk Afdeling, Odense Universitetshospital, DK-5000 Odense C. E-mail: christian.faergemann@ouh.fyns-amt.dk

Antaget: 15. marts 2007

Interessekonflikter: Ingen angivet

This article is based on a study first reported in the Journal of Forensic and Legal Medicine 2007;14:20-6.

Taksigelser: Undersøgelsen blev støttet økonomisk af Klinisk Institut ved Syddansk Universitet, Dagmar Marshalls Fond, Foreningen Østifterne a.m.b.a., Grethe og Sigurd Pedersens Fond samt Fyns Amt.