Skip to main content

Utilstrækkelig håndtering af præterme fødsler i lav- og middelindkomstlande

Redigeret af Siri Vinther, sirivinther@dadlnet.dk

8. dec. 2014
2 min.

På verdensplan er der ca. 15 mio. præterme fødsler årligt; 60% af disse finder sted i Afrika og Asien. Præterm fødsel, dvs. fødsel i gestationsuge 22-37, er forbundet med stor morbiditet og mortalitet, som dog kan mindskes ved brug af steroid og tokolytika (calciumkanalblokkere, oxytocinantagonister, evt. β-agonister). Steroid, hvis givet i gestationsuge 26-34, modner barnets lunger, og tokolytika udsætter fødslen og dermed steroidets virkningsvarighed. Formålet med dette studie var at undersøge den medicinske håndtering af præterm fødsel i 29 lav- og middelindkomstlande.

I en WHO-baseret database, som dækkede 359 fødesteder i 29 lande, blev der over en 20 måneder lang periode registreret 303.842 fødsler, heraf 17.705 (6%) præterme. Steroid blev administreret til 19% af dem, som fødte i uge 22-25, 52% af dem, som fødte i uge 26-34, og 24% af dem, som fødte i uge 35-36. Variationen i brug mellem lande var stor (median: 54%, spændvidde: 16-91%). Tokolyse blev administreret til 48% af dem, som var kandidater til en sådan behandling; 18% fik både steroid og tokolyse. I konklusionen anfører forfatterne, at den medicinske håndtering af præterme fødsler i lav- og middelindkomstlande er utilstrækkelig, og at der er brug for oplysning og sundhedspolitiske initiativer i forhold til at fremme evidensbaseret behandling på området.

Overlæge Birgitte Bruun Nielsen, Gynækologisk-obstetrisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, kommenterer: ”WHO-undersøgelsen dokumenterer endnu en gang, hvor stor forskel der er på at være gravid og føde et barn forskellige steder i verden. Medicinsk forskning bør også undersøge, hvorfor relativt billig evidensbaseret behandling bliver implementeret i nogle lande, men ikke i andre. Gennem de seneste næsten 20 år har årlige nationale guidelinemøder i Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi i væsentlig grad homogeniseret og fremmet evidensbaseret behandling i Danmark”.

Vogel JP, Souza JP, Gülmezoglu AM et al. Use of antenatal corticosteroids and tocolytic drugs in preterm births in 29 countries: an analysis of the WHO Multicountry Survey on Maternal and Newborn Health. Lancet 2014 Aug 12. pii: S0140-6736(14)60580-8. doi: 10.1016/S0140-6736(14)60580-8 (e-pub ahead of print).

Interessekonflikter: ingen.