Skip to main content

Vaccination mod rotavirus reducerer antallet af diarrérelaterede kontakter med sundhedsvæsenet

Redigeret af Siri Vinther, sirivinther@dadlnet.dk

3. jul. 2014
2 min.

Rotavirus er den hyppigste årsag til alvorlig gastroenteritis blandt små børn. I USA har man siden 2006 vaccineret børn rutinemæssigt. Formålet med dette amerikanske studie var at undersøge vaccinationsdækning og -effekt, herunder udviklingen i antallet og arten af diarrérelaterede kontakter med sundhedsvæsenet.

Børn under fem år, som havde været lægeligt vurderet på grund af diarré, blev identificeret via en database indeholdende data fra en række amerikanske forsikringsselskaber. Vaccinationsdækning og kontakter med sundhedsvæsenet blev analyseret for perioderne 2001-2006 og 2007-2011, henholdsvis før og efter vaccineimplementering.

Ud af ca. 406.000 børn var 63% vaccineret mod rotavirus ved udgangen af 2010. Sammenlignet med perioden 2001-2006 faldt antallet af rotaviruskodede indlæggelser med 60-94% i årene 2007-2011. Sammenlignet med gruppen af ikkevaccinerede børn var der 94% færre vaccinerede børn, som blev indlagt i perioden 2010-2011. For ikkevaccinerede børn faldt antallet af rotaviruskodede indlæggelser med 25-77% i årene efter vaccineimplementeringen (perioden 2008-2009 undtaget).

Overlæge, dr.med. Thea Kølsen Fischer, Statens Serum Institut, kommenterer:

”Danske undersøgelser har vist, at rotavirus giver anledning til sygdom hos 31.200-52.000 danske børn årligt, hvilket medfører 6.500-31.000 henvendelser til praktiserende læge og ca. 1.200 hospitalsindlæggelser. Det er yderst sjældent, at børn i Danmark dør af rotavirussygdom. De sjældne dødsfald og manglen på kroniske senfølger efter rotavirussygdom fremhæves i sammenfatningen af Sundhedsstyrelsens Medicinske Teknologivurdering fra 2012, og er væsentligt for Vaccinationsudvalgets efterfølgende nedprioritering af rotavirusvaccinen i det danske børnevaccinationsprogram”.

Leshem E, Moritz RE, Curns AT et al. Rotavirus vaccines and health care utilization for diarrhea in the United States (2007–2011). Pediatrics 2014 Jun 9. pii: peds.2013-3849.

Interessekonflikter: ingen.