Skip to main content

Valganciclovir til symptomatisk kongenit cytomegalovirusinfektion

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox. (Foto: colourbox.com)

Redigeret af Siri Vinther, sirivinther@dadlnet.dk

20. maj 2015
2 min.

Hørenedsættelse er blot en af de mange komplikationer, der kan opstå hos børn, som i fostertilstanden inficeres med cytomegalovirus (CMV). Intravenøs behandling med ganciclovir i seks uger, påbegyndt i neonatalperioden, er tidligere vist at have en beskyttende effekt på hørelse og neurologisk udvikling, men effekten ud over første leveår er ikke undersøgt. Med hørelse som det primære effektmål var formålet med dette randomiserede, placebokontrollerede multicenterstudie at sammenligne effekt og sikkerhed af hhv. seks ugers og seks måneders behandling med det peroralt administrerede prodrug valganciclovir.

I studiet indgik 94 nyfødte børn med symptomatisk, kongenit CMV-infektion. Mht. hørelse fandt man ingen forskel mellem grupperne i seksmånedersalderen, men i både et- (73% vs. 57%, p = 0,01) og toårsalderen (77% vs. 64%, p = 0,04) havde relativt flere af de børn, som havde fået den lange behandling, enten uændret normal eller forbedret hørelse. For denne gruppe fandt man også, at den psykomotoriske udvikling omkring de to år var ca. en standarddeviation bedre for det sproglige (p = 0,004) og det receptiv-kommunikatoriske område (p = 0,003). I løbet af de første seks ugers behandling udviklede 19% af børnene moderat eller alvorlig neutropeni, men i de efterfølgende 4,5 måneder var der mht. forekomsten af denne bivirkning ikke forskel på dem, som fortsatte behandlingen med valganciclovir, og dem, som fik placebo (21% vs. 27%, p = 0,64).

Afdelingslæge Ulrikka Nygaard, BørneUngeKlinikken, overlæge Michael Bille, Audiologisk Klinik, og professor Gorm Greisen, Neonatalklinikken, Rigshospitalet, kommenterer: »Peroral behandling med valganciclovir i seks måneder, påbegyndt i neonatalperioden, kan reducere risikoen for forsinket psykomotorisk udvikling og høretab i toårsalderen hos børn med symptomatisk kongenit CMV. Vi anbefaler, at fordele og ulemper ved behandlingen diskuteres med det nyfødte barns forældre, herunder bivirkninger i form af bl.a. neutropeni og den teoretiske risiko for senfølger i form af testisatrofi og kræft. Behandlingen anbefales varetaget på højtspecialiserede afdelinger«.

Interessekonflikter: ingen

Kimberlin DW, Jester PM, Sánchez PJ et al. Valganciclovir for symptomatic congenital cytomegalovirus disease. N Engl J Med 2015;372:933-43.