Varierende vurdering af kredsløb hos intensivpatienter med shock

Introduktion

Kredsløbssvigt forekommer hyppigt hos intensivpatienter og er forbundet med høj mortalitet og morbiditet. Der er ikke konsensus om, hvilken parameter der bedst diagnosticerer tilstanden, og klinisk praksis vedrørende kredsløbsvurdering er ukendt. Det var vores formål at beskrive, hvilke parametre intensivlæger anvender i vurderingen af kredsløbssvigt hos intensivpatienter med shock.

Materiale og metoder

Studiet var et prospektivt, observationelt kohortestudie på en intensivafdeling på et universitetshospital. Intensivafdelingens læger registrerede deres kredsløbsvurderinger af konsekutive patienter med shock. Lægerne blev spurgt om type af shock, anvendte parametre (markører for hypoperfusion, hypovolæmi og flow), den af lægen vigtigste anvendte parameter samt initieret behandling efter kredsløbsvurderingen.

Resultater

I løbet af en firemånedersperiode udførte 23 læger 210 kredsløbsvurderinger, mediant otte (interquartile range: 5-14). Middelarterietryk (MAP) var den hyppigst anvendte parameter, og den hyppigste kombination af parametre var MAP og hjertefrekvens. Hypoperfusionsmarkører blev anvendt i 99% af vurderingerne, og i 83% af disse vurderinger (95% konfidens-interval (KI): 78-88%) blev en hypo-

volæmimarkør anvendt samtidig.

Væske var den hyppigst initierede behandling givet efter 150 kredsløbsvurderinger. I 13% af disse tilfælde (95% KI: 9-20%) var en hypovolæmimarkør ikke anvendt i vurderingen. Kursister anvendte hjertefrekvens (76% versus 54%; p < 0,01), systolisk blodtryk (70% versus 46%; p < 0,01) og central venøs iltsaturation (63% versus 35%; p < 0,01) signifikant hyppigere end speciallæger. Både kursister (23%) og speciallæger (30%) vurderede, at MAP var den vigtigste parameter i kredsløbsvurderingen.

Konklusion

MAP var den hyppigst anvendte parameter og væske den hyppigst initierede behandling, når intensivlæger vurderede intensivpatienter med shock. Vores resultater indikerer, at brug af en hypoperfusionsmarkør under kredsløbsvurdering førte til anvendelse af en markør for hypovolæmi, men i nogle tilfælde blev væskebehandling givet uden en forudgående hypovolæmivurdering. Kursister og speciallæger anvendte forskellige parametre ved kredsløbsvurdering.

Korrespondance: Louise Inkeri Hennings, Intensiv Afdeling Afsnir 4131, Rigshospitalet.

E-mail: louise.inkeri@gmail.com.

Resume af originalartikel publiceret på danmedj.dk: Dan Med J 2013:58(9);A4676