Skip to main content

Ved patientens side

Overlæge Else Bønsing Nykøbing Falster Sygehus, Anæstesiafdelingen

12. dec. 2008
7 min.

De faste vagter i studietidens første år var overvældende og lærerige.

Måske havde de været mere lærerige og mindre overvældende, hvis man havde fået lidt vejledning og undervisning i, hvad der egentlig gik for sig.

Min mor havde lært mig at måle blodtryk, min far havde lært mig at føle pulsen, og de ældre studenter havde sagt, at man bare skulle gøre, hvad sygeplejerskerne sagde, så jeg følte mig egentlig ret godt rustet til den første nattevagt. Det var på Kommunehospitalet - en ung mor fra Vejle, som var svært forbrændt af en flaskegaseksplosion. Desværre kunne man ikke måle hendes blodtryk pga. forbrændingerne, men jeg kunne føle pulsen. Hun længtes hjem til Vejle til sine børn og sin mand, så hun kunne ikke sove. Jeg prøvede at opmuntre hende, vi talte om alt muligt og blev vel en slags veninder.

Næste nat begyndte hun at blive hallucineret, og tredje nat kunne jeg slet ikke komme i kontakt med hende. Da jeg skulle hjemmefra den fjerde nat, ringede sygeplejersken og sagde, at de havde ikke brug for mig. Det forstod jeg ikke, for jeg syntes egentlig, at jeg havde gjort det, som jeg havde fået besked på. Hun forklarede, at patienten ikke var på afdelingen mere, men var gået hjem.

Gennem uendelige forblommede vendinger forstod jeg endelig, at hun var død. Nu var det godt at have både en far og en mor, som var læger.

Næste levende billede

Nu glædede jeg mig til næste vagt, hvor jeg rigtig skulle måle blodtryk og tælle puls. Denne gang var det Rigshospitalet, og da natsygeplejersken havde fundet noget tøj til mig, som kun var tre numre for stort, blev jeg fulgt hen til den patient, som jeg skulle passe.

Vi vandrede ad dunkelt oplyste gange, drejede til højre og til venstre og til højre igen, og endelig kom vi til en bælgmørk stue med 32 mandlige patienter. Jeg kunne høre dem snorke og hoste, men kun ane konturerne af senge. Vi gik videre gennem midtergangen mod en opholdsstue nede bag ved, hvor der brændte en ensom, nøgen pære i loftet, og nedunder stod sengen med min patient. Sygeplejersken forklarede nu, at de havde kørt ham herind, fordi de forventede, at han ville dø i løbet af natten. Jeg forklarede om mine evner for at måle blodtryk og tælle puls, og at jeg også var god til at berolige patienterne.

Desværre var der ikke behov for nogen af mine færdigheder, for patienten var bevidstløs, og da man forventede, han skulle dø, var der ingen mening i at måle puls og blodtryk.

Min opgave bestod udelukkende i at observere, om han trak vejret. Til min adspredelse befandt der sig på opholdsstuen en bibel og et enkelt tyndslidt Billedblad. Når og hvis han holdt op med at trække vejret, var det min opgave at vandre ned gennem den mørke 32-sengsstue hen ad de dunkle gange, og meddele det på kontoret. For som sygeplejersken sagde: »Vi synes, det er synd, at han skal ligge her og dø alene.«

Det var jo en smuk tanke, men han holdt ud hele natten, og jeg fik læst hele Billedbladet - bagfra, flere gange.

Endelig puls og blodtryk

Da jeg blev vist ind til den næste patient, som jeg skulle sidde fast vagt hos, så jeg straks, at der stak en tyk rød elastik ud af næsen på ham. Den var meget lang og stram og bundet til en snor, som endte nede over fodenden på sengen. Det forstod jeg ikke lige, før sygeplejersken sagde, at han ikke måtte stå ud af sengen. Det virkede som en noget hårdhændet, ja næsten veterinær måde at holde ham fast på, men den var sikkert effektiv.

Han måtte heller ikke få noget at drikke. Sygeplejersken så bestemt på mig og præciserede, at det var mit ansvar, at han ikke stod ud af sengen og drak af vandhanen.

Men - hurra - blodtrykket skulle måles hvert kvarter og pulsen tælles. Så snart hun var gået, åbnede patienten øjnene og sagde: »Må jeg ikke få en Valash?«, og næsten før jeg havde nået at svare nej, sagde han: »Må jeg så ikke få en tår vand?« og så længselsfuldt på vandhanen.

Der stod en dør åben til stuen ved siden af, og nu kom der en ældre sygeplejerske ind derfra. Hun sad fast vagt ved en ung mand derinde og syntes meget venligt, at jeg også skulle lære noget. Hun gik hen til sin patient, mens hun forklarede en hel masse med så mange ukendte fagudtryk, at jeg kun kunne nikke, men ikke forstå. Hun trykkede på en knap på den maskine, som stod og pustede ved siden af patienten. Derefter blotlagde hun patientens hals og hejsede et tyndt gummirør ned i det sorte hul, som var fremkommet på forsiden af halsen. Han blev blåligt-rød i hovedet og hostede, så han var ved at kvæles.

Jeg var nu overbevist om at være vidne til et overlagt mord. Det var udelukkende, fordi jeg var lammet af skræk, og det hele gik så hurtigt, at jeg ikke gjorde anskrig eller forsøgte at standse hende med magt. Overraskende nok faldt patienten til ro igen og genvandt sin kulør. Sygeplejersken smilede til mig og sagde: »Nu kan du gøre det næste gang«. »Mig« tænkte jeg i mit stille sind, »aldrig«. Det var med garanti livsfarligt.

En Valash

Mine tanker blev imidlertid afbrudt af, at min patient for gud ved hvilken gang råbte på en Valash.

Jeg gik ind og forklarede ham detaljeret og tålmodigt om baggrunden for forbuddet mod at drikke, men da det efterhånden gentog sig cirka hvert femte minut, blev mine afslag efterhånden mere summariske. Indimellem så han bedende på vandhanen og på mig, men der var heller ikke noget at hente. Så faldt han endelig lidt til ro eller sov, men så var der jo blodtrykket, som skulle måles. Det vækkede ham, og så begyndte det hele forfra med Valash og vandhanen.

Måske var det derfor, at jeg trak den lidt, og der fik lov at gå mere end et kvarter siden det sidst målte blodtryk. Imidlertid lød det pludselig underligt, når han trak vejret og blodet begyndte at løbe ud af hans mund. Jeg blev straks grebet af dårlig samvittighed over den manglende blodtryksmåling, som måske kunne have opdaget problemet tidligere og efter at have ringet på klokken, skyndte jeg mig at rette op på det forsømte, men jeg kunne ikke måle noget blodtryk.

Stuen fyldtes hurtigt af tililende læger og sygeplejersker, men de kunne ikke forhindre blodet i at fosse ud af hans mund. Heldigvis havde ingen tid til at se på skemaet, som jeg havde ført, og hvor der manglede et blodtryk. Der var heller ingen, som blev vrede over, at det ikke var muligt for mig at måle noget nu, og i det hele taget var der ingen, som tog nogen som helst notits af min tilstedeværelse.

Det hele sejlede efterhånden i blod: sengen, gulvet, personalets hænder og alt det hvide tøj. Så holdt det op med at løbe ud, og de sagde, at han var død, men at jeg ville få betalt for hele vagten alligevel. Det var lidt overvældende, når han nu lige havde været levende. Og kunne han så ikke lige så godt have fået den Valash?


Summary

By the patient's side

Ugeskr Læger 2008;170(51):4213-4214

Student experiences looked upon in a humorous way. As a very young medical student, I earned my living through bedside care . The experience was overwhelming and maybe somewhat instructive. It might have been more instructive and less overwhelming if someone had bothered to tell me what was going on and what it was all about.


Else Bønsing , Anæstesiafdelingen, Nykøbing Falster Sygehus, DK-4800 Nykøbing F. E-mail: boensing@dadlnet.dk

Interessekonflikter: Ingen

Summary

Summary By the patient's side Ugeskr Læger 2008;170(51):4213-4214 Student experiences looked upon in a humorous way. As a very young medical student, I earned my living through bedside care. The experience was overwhelming and maybe somewhat instructive. It might have been more instructive and less overwhelming if someone had bothered to tell me what was going on and what it was all about.