Skip to main content

Vellykket indledende implementering af retningslinjer for sepsis i en akutafdeling

Morten Z. Plambech, Andrew I. Lurie & Helle L. Ipsen 1) Anæstesiologisk og Akutafdeling, Nykøbing F. Sygehus 2) Kirurgisk og Akutafdeling, Nykøbing F. Sygehus 3) Akutafdeling, Nykøbing F. Sygehus

7. dec. 2012
3 min.

INTRODUKTION

Morsaudit har vist, at sepsis er blandt de hyppigste dødsårsager på sygehusene i Region Sjælland. Internationale studier har vist, at tidlig screening og behandling af sepsis kan reducere mortaliteten. Derfor besluttede Region Sjælland i 2009, at alle kliniske afdelinger skulle implementere en regionalt udarbejdet klinisk retningslinje for »diagnostik og behandling af sepsis og svær sepsis/septisk shock«. Akutafdelingen i Nykøbing F. nedsatte en tværfaglig projektgruppe til at gennemføre en styret og monitoreret implementeringsproces. Målet var at vurdere effekten af en tværfaglig intervention på implementering af de kliniske retningslinjer for sepsis.

MATERIALE OG METODER

Dette var et prospektivt interventionsstudie med baseline før interventionen samt to followupmålinger ved 18 uger og et år. Målgruppen for interventionen var alle patienter over 15 år med mistanke om eller verificeret infektion samt mindst to systemisk inflammatorisk responssyndrom (SIRS)-kriterier.

Mellem baseline og 18 uger blev der givet struktureret undervisning flere gange til afdelingens læger og sygeplejersker. Endvidere blev der indført beslutningsstøttende hjælpemidler i klinikken i form af elektronisk tilgængelig klinisk retningslinje, plakater med diagnostik- og behandlingsalgoritmer, lommekort, tjeklister samt lægelige og sygeplejefaglige tovholdere.

Journalaudit blev udført ved baseline , efter 18 uger og efter et år med henblik på at bestemme komplians af sepsispakkens seks elementer: laktatmåling, O2-behandling, væskebehandling, blod til dyrkning og resistens (D+R), antibiotika (AB) og plan for monitorering før under og efter interventionen.

RESULTATER

Der indgik totalt 104 patienter i interventionsstudiet. Komplians, defineret som 3-5 af sepsispakkens seks elementer, steg fra 37% til 65% fra baseline til 18 uger (p = 0,03).

Dette afspejler, at interventionen har haft en positiv effekt på diagnostik og behandling af sepsis i akutafdelingen. Dette understøttes yderligere af, at der observeredes et fald i 3-5 elementer udført fra 18 uger til et år, dvs. i perioden hvor der ikke undervistes systematisk.

Der sås desuden en positiv tendens i den langtidsvirkende effekt på måling af laktat, blod til D+R samt AB givet fra baseline til et år, idet laktatmåling steg fra 22% til 33%, blod til D+R steg fra 48% til 58%, og AB givet steg fra 37% til 52%.

KONKLUSION

Den tværfaglige intervention med gennemførelse af struktureret undervisning samt indførelsen af beslutningsstøttende hjælpemidler i klinikken i form af en elektronisk tilgængelig klinisk retningslinje, plakater med diagnostik- og behandlingsalgoritmer, lommekort, tjeklister samt lægelige og sygeplejefaglige tovholdere havde en positiv statistisk signifikans på implementeringen af de kliniske retningslinjer, der desværre muligvis på grund af interventionens ophør og/eller udskiftning af personale i afdelingen aftog et år efter baseline-audit.

DANISH MEDICAL JOURNAL: Dette er et resume af en originalartikel publiceret på danmedj.dk som Dan Med J 2012;59(12):A4545.