Vold mod kvinder: sundhedsvæsenets rolle

Samtidig med at Nordisk Ministerråd har udsendt en indholdsrig rapport om køn og vold i Norden (1), udsendte tidsskriftet Women and Health et særnummer om emnet med fokus på sundhedsvæsenets rolle (2). Problemet vold mod kvinder har stået på dagsordenen gennem mange år, uden der er sket en reduktion i antallet af tilfælde, ligesom der er en lang række uafklarede problemer omkring, hvordan disse kvinder bedst kan hjælpes.

I USA besluttede man i 1992 inden for sundhedsvæsenet at sætte fokus på problemet vold mod kvinder (3). Man pegede bl.a. på vigtigheden af at afdække partnervold, men også af til stadighed at undersøge voldens omfang med henblik på behandling og forebyggelse. På trods af dette viste bl.a. Chamberlain og Perham-Hester ud fra en spørgeskemaundersøgelse blandt praktiserende læger (svarprocenten var 80), at spørgsmålet om partnervold ikke er med i de praktiserende lægers undersøgelser, medmindre patienterne kommer med oplagte skader (2). Dette på trods af at mindst 10% af patienterne har været udsat for vold i parforholdet, og den praktiserende læges indsats derfor er oplagt i forbindelse med screening for vold. Et andet oplagt sted for screening er ved graviditetsundersøgelser, ud fra den viden vi har, om at volden i mange tilfælde begynder under graviditeten. Når en sådan screening ikke er en del af det almindelige lægearbejde, kan det skyldes en ambivalent holdning til spørgsmålet, som vist af Ramsay et al (4). Disse viser i en oversigtsartikel, at der er delte meninger både hos kvinderne og de professionelle om, hvorvidt screening er ønskelig.

Fordi vold er afskyelig, er vi tilbøjelige til at rubricere al familievold under samme kategori, men som Brandl & Horan påpeger, kan vold finde sted i afmagtssituationer (2). Her skal man i første omgang gå ind og afhjælpe årsagerne til afmagten. Dette gælder i småbørnsfamilier, men fx også ved den vold, der udøves mod ældre, hvor familierne frivilligt eller ufrivilligt har måttet påtage sig en større pasningsbyrde, end de er i stand til at varetage.

Det er derfor ikke altid et teraputisk program rettet mod parret, der skal være hjælpeforanstaltningen. Det skal det til gengæld være ved den grovere og alvorligere vold mod kvinder. Brandl & Horan går så langt som til at pege på, hvad man ofte griber til, men ikke skal gøre: 1) udskrive antidepressiva eller beroligende midler (som ud over at gøre den voldsramte dårligere til at reagere i akutte situationer også sender et budskab om skyld til den voldsramte), 2) anbefale terapi og rådgivning til den voldsramte uden at tilbyde hjælp til den voldelige, 3) pålægge den voldsramte skylden (det sker fx let, når man ikke forstår familiedynamikken og alene presser den voldsramte til at handle), 4) undskylde volden med indtagelse af alkohol el.lign., og 5) undervurdere den voldeliges trusler, både mod familiemedlemmer og personale (der findes en lang række eksempler, også fra Danmark, på at man ikke har behandlet sådanne trusler professionelt, har taget den voldeliges parti eller ikke har ønsket at se truslerne i øjnene).

Volden findes i alle samfundslag, men med en stor social slagside. Jo fattigere man er, jo vanskeligere er det at komme ud af et voldeligt parforhold, men for kvinder i alle sociale lag er skam en hindring i at søge hjælp. I alle tilfælde er det vigtigt, at der findes muligheder for interventioner. I Danmark har vi ud over rådgivningscentre især fokuseret på krisecentre, hvor kvinderne kan henvende sig, hvis de føler sig truet. Ofte sker henvendelserne med politiets hjælp.

En mulig anmeldelsespligt ved henvendelse til sundhedsvæsenet diskuteres ud fra en række undersøgelser, hvor man har spurgt kvinderne om deres syn på anmeldelsespligt. Ikke uventet er de kvinder, der ikke har været udsat for vold, mere positive over for anmeldelse end dem, der har været udsat for vold. Dette på trods af at politiet har været indblandet i langt de fleste tilfælde af vold. Ramsay et al efterlyser projekter, hvor man kan få erfaringer med, hvad der er godt og dårligt ved en screening for vold (4). Der efterlyses også diskussion om intervention med eller uden anmeldelsespligt. En sådan diskussion har vi stadig ikke i Danmark trods øget fokus på problemet, ligesom der er alt for få muligheder for hjælp både til de voldsramte og til de voldelige. Kunne vi ikke snart få diskussionen i gang i Danmark, med samtidig handling fx i form af flere interventionsprojekter?

Københavns Universitet, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Medicinsk Kvinde- og Kønsforskning.