Volontør i ballerinalængde

Det første møde med kommende kolleger var bevægende. Ville vi som en flok grimme ællinger blive accepteret af den hvide svaneflok?

Efter tre års slid med anatomi, kemi og andet kedeligt samt beståelsen af første del oprandt endelig den længe imødesete tid, hvor man som medicinsk student skulle se og røre ved rigtige patienter. Nu skulle det være slut med faste vagter, hvor man ikke forstod et levende suk af, hvad der foregik, nu skulle man være rigtig læge ... næsten.

Den hvide kittel

Vi stillede første dag som volontør kl. 8 om morgenen på Rigshospitalet. Ordet voluntør betyder noget med frivillig og ulønnet tjeneste, men selv om det var ulønnet, var der bestemt ikke noget frivilligt over det. Det var så helt afgjort obligatorisk. En sygeplejerske tog imod og sukkede over, at der nu igen kom et nyt hold, indtil hun kom i tanker om, at man havde været så snedig at beholde en student fra sidste hold, som så kunne sætte de nye ind i deres pligter og rettigheder.

Det begyndte med, at vi blev fulgt hen til omklædningsrummet, og nu skulle vi for første gang iklædes den hvide kittel.

Rigshospitalet har altid været foregangssted, og allerede den gang havde man såkaldt onesize, der var fremstillet ud fra målene på den højeste og tykkeste professor. Den kittel, som jeg blev iført, havde derfor samme længde som min konfirmationskjole: ballerinalængde, dvs. den sluttede midt på læggen. De korte ærmer nåede langt nedenfor albuerne og med stetoskop, lygte, reflekshammer, medicinfortegnelse, chirurgia minor etc. stod der student over hele min person.

Stiksning

Vores pligter var bl.a., at vi skulle stikse uriner hver morgen. Døgnets produktion befandt sig i et lille skyllerum, hvor uringlassene stod stillet op på en reol i maleriske rækker foran vinduet. Morgensolen havde allerede i lang tid skinnet igennem dem og frembragt de forunderligste farver afhængig af, hvilken sygdom glassene afspejlede. Den havde også varmet det lille rum op og gjort lugten næsten ubærlig.

Resultatet af stiksningen skulle føres ind i en bog. Den afgående volontør havde nu hurtigt luret fidusen, som han indviede os i: den patient, hvis urin havde et monstrøst bundfald af protein, havde det hver eneste dag, så den kunne man godt springe over. Og sådan var det med flere af de andre.

Mislyde

En anden pligt, eller måske rettighed, var at gå bagest i stuegangen og være opmærksom, hvis der skulle falde et guldkorn af. Den 1. reservelæge, som skulle tage sig af os studenter, var i færd med at skrive disputats om medfødte hjertefejl og gik derfor meget op i mislyde ved hjertet. Alle vi volontører satte efter hurtig forespørgsel om lov af patienten vores små stetoskopfødder side om side på brystet af patienten og lyttede tavst og koncentreret. Det lykkedes i et beskedent omfang at høre forskel på mislydene, og vi høstede indimellem ros fra 1. reservelægen, som var en venlig mand.

Da jeg senere fik ansættelse på en medicinsk afdeling i provinsen glædede jeg mig til at brillere med mine erhvervede færdigheder inden for mislydsstetoskopi, men til min store skuffelse udeblev den slags patienter helt og aldeles. Jeg havde ellers fra den disputatsskrivende kollega fået indtryk af, at medfødte hjertefejl var en af de hyppigste lidelser i befolkningen. Patienterne i provinsen havde den uforskammethed i stedet at lide af blodprop i hjertet, men det havde jeg ikke lært noget om, for det var jo en universitetsafdeling, og der beskæftiger man sig ikke med almindelige menneskers almindelige sygdomme.

Hjælp!

Jeg fik set 32-sengsstuerne ved højlys dag, hvilket de nu ikke blev mere imødekommende af. Patienterne hostede, hev efter vejret, kastede op og led i fuld offentlighed, og det var indimellem overvældende, men de var ikke det ubehageligste at møde. De kunne jo trods alt heller ikke gøre for, at de havde det sådan.

Det absolut mest frygtindgydende og skrækkelige syn var Rigshospitalets plejemor. Hvis det ikke havde været for knuden i nakken, ville jeg have troet, at det var en soldat fra Fremmedlegionen, der havde klædt sig ud i dametøj. Alt fra kappen på hovedet med den ildevarslende sorte stribe på, over det stivede kjolebryst, de lange, pletfrit kridhvide ærmer, batmankappen med det røde foer til snøreskoene med officershæl, udstrålede autoritet og disciplin.

Ansigtet og øjnene fik man aldrig mod til at se på.

Man reddede sig ved flugt og opdagede efterhånden, at selv de magtfulde professorer kom til kort over for hende, og at hun i øvrigt heldigvis ikke beskæftigede sig med noget så inferiørt som medicinske studenter.

Efter to ugers lærerigt ophold kunne vi med en erfaren mine instruere de nye volontører til afdelingen, sætte dem ind i deres pligter og rettigheder, oplyse om ham med proteinurinen etc. etc.

På Frederik d. V's vej

Den sidste del af volontørtiden var en måned på Obstetrisk Afdeling. Nu var jeg blevet til en af de ældste studerende, men kitlen var stadig i ballerinalængde. Obstetrisk Afdeling havde til huse i de gamle bygninger på Frederik d. V's vej, og de udstrålede en egen storladenhed med runde hjørner, højt til loftet og - helt efter moderne hospitalsforhold - meget skidt på gulvet.

Den kliniske undervisning omfattede også tre nattevagter, så man måske kunne være med ved en fødsel. Det skete nu kun for de færreste, da det godt kunne tage omkring fem minutter at få gnedet søvnen ud af øjnene, efter at den store klokke på gangen havde ringet. På disse minutter havde fødekvinden efter jordemoderens oplysning klaret at føde sit barn, og studenten måtte gå til sengs igen lige så uvidende som før.

Vintermørke

Det var november og netop blevet det tidspunkt på en grå og tåget eftermiddag, hvor alle andre er på vej hjem, da en bil bremsede hårdt op ved den store indgangsdør. Øjeblikket efter kom en praktiserende læge op ad trappen, og i sine arme bar han en kvinde indpakket i lagner og tæpper. Hun blev båret ind på en stue, hvor man kunne konstatere, at blodet silede i en stille, men konstant strøm per vaginam.

Hun havde født hjemme, og den praktiserende læge havde ment det bedst selv at bringe hende til fødeafdelingen frem for at tilkalde en ambulance. Ambulancetjenesten bliver ofte udsat for kritik, men når andre forsøger sig med sygetransport, går det meget værre. Fødegangen rådede nemlig ikke over utensilier til anlæggelse af intravenøst drop, selv om året var 1966.

Fødsler blev dengang som nu betragtet som en helt naturlig foreteelse.

Den indbragte kvinde blev lagt i Trendelenburgs og gynækologisk leje, og nu bemærkede en kvik student - det var desværre ikke mig - at det blod, som samlede sig i spanden under hende, manglede evnen til at størkne. Behovet for at give transfusion eller i det mindste saltvand var nu tydeligt for enhver, og der blev ledt i alle skabe. En sygeplejeelev mente at have observeret et dropsæt under en tidligere oprydning. Heldigvis blev der også sendt bud til operationsgangen.

Problemet var at opnå en intravenøs adgang. Der var ingen synlige vener på den stakkels blege, nedblødte og næsten bevidstløse kvinde, men nu d emonstrerede obstetrikerne deres handlekraft. Man fandt skalpeller frem og sutursæt beregnet til episiotomier og begyndte at foretage venefremlægning. Det viste sig imidlertid ikke at være så nemt, og i løbet af kort tid flød blodet også fra alle fire ekstremiteter.

De undervisningssøgende og undrende studenter stod i en krog og så til.

Kavalleriet kommer

Imidlertid havde en eller anden ringet efter »narkosen« og en mærkelig fremtoning dukkede op.

Det var en lille mand i krøllet hvidt hospitalstøj med træsko under den ene arm, en iltbombe under den anden og en rejsekuffert i hånden. Den blå lærredshue sad i nakken, men forhindrede ikke håret i at stritte til alle sider, og en forhenværende steril maske hang ned på brystet.

Han tog et hurtigt overblik over det herskende kaos, mens han mumlede nogle uforståelige eder og lod til at have alverdens tid. Først fik patienten ilt fra iltbomben, så lagde han en staseslange om hendes overarm, og kort efter stod venerne frem, ikke de flotteste, man har set, men tilstrækkeligt til at anlægge et drop uden særligt besvær.

Først derefter stillede han spørgsmål og fordelte opgaver. Det var især det med staseslangen, som virkede imponerende, og så var det, at tanken fødtes i min sjæl. Sådan en vil jeg også være!

Else Bønsing , Anæstesiafdeling, Nykøbing Falster Sygehus, DK-4800 Nykøbing F. E-mail: boensing@dadlnet.dk

Interessekonflikter: Ingen