Skip to main content

ADHD-medicinering nedsætter risiko for unaturlig død

ADHD er kendt som en bidragsyder til præmatur død i den almene befolkning. Et nyt studie viser, at korrekt medicinering kan nedsætte denne risiko.

Redigeret af Jens Peter Gøtze, jpg@dadlnet.dk

30. apr. 2024
2 min.

En præmatur død kan skyldes et væld af faktorer. En ADHD-diagnose er i sig selv associeret til en let øget risiko for præmatur død. Et stort studie med næsten 150.000 patienter med ADHD i medicinsk behandling for sygdommen viser, at denne risiko kan nedsættes ved korrekt behandling.

Professor, overlæge Per Hove Thomsen, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, kommenterer: »Vi ved fra RCT-studier, at optimal behandling med medicin er effektiv til at reducere kernesymptomerne ved ADHD (hyperaktivitet, impulsivitet og opmærksomhedsvanskeligheder). Vi ved mindre om effekten på længere sigt af medicin. Tidligere registerstudier har vist nedsat risiko for bl.a. kriminalitet, involvering i trafikulykker, men også en potentiel let øget risiko for kardiovaskulære bivirkninger ved langvarig behandling. I dette studie baseret på data fra svenske registre inkluderedes alle patienter med en ADHD-diagnose i alderen 6-64 år, og de blev fulgt i to år. Mandlige patienter, som startede og forblev i behandling med medicin (alle typer), havde en signifikant lavere dødelighed (af alle dødsårsager samlet og af unaturlige dødsårsager, herunder selvmord og forgiftningstilfælde). Med hensyn til signifikante fund gjaldt for kvinder kun dødsfald af naturlige årsager. Associationen fandtes for såvel yngre (6-24 år) som ældre (25-64 år). For patienter med en observationstid på fem år fandtes fortsat signifikant association til nedsat risiko for tidlig død af unaturlige årsager. Forfatterne konkluderer, at medicinsk behandling kan nedsætte risikoen for selvmord, både via en direkte reduktion af ADHD-symptomer og indirekte via nedsat risiko for udvikling af depression og stofmisbrug. Studiet er veldesignet og veludført med en lang followuptid. Studiet har klinisk stor betydning, da vi ved, at compliance til medicinsk behandling blandt ADHD-patienter er lav. Studiet understreger nødvendigheden af veltilrettelagt psykoedukation og hjælp til fastholdelse i den medicinske behandling samt tid til nødvendig monitorering og evt. præparatskift ved bivirkninger. Forfatterne understreger, at behandling af ADHD involverer mere end blot det at tage medicin. Derfor kan den nedsatte mortalitet i dette studie også delvis skyldes nonfarmakologisk behandling i form af social støtte, psykoedukation, m.v.«.

Interessekonflikter Per Hove Thomsen har modtaget honorar for foredrag for Medice samt Takeda inden for de seneste tre år.