Skip to main content

Dansk register for Astma: Komplet og effektiv registrering, ja tak!

Valide og komplette data er forudsætningen i klinisk kvalitetsudvikling. Nu høstes frugterne af et årelangt fokus på forbedring af registreringspraksis, således at behandlingskvaliteten til patienter med astma kan komme i fokus.

Hanne Madsen (formand), Vibeke Backer, Lone Agertoft, Charlotte Suppli Ulrik, Inger Merete Jørgensen, Josefine Gradman, Tina Skjold, Sune Rubak, Karin Dahl Assing, Lisbeth Venø Kruse, Lucely Calderon Dongo, Rune Ahrensberg, Lene Thougaard, Iben Brock Jakobsen, Jens Søndergaard, Christine Højer Eriksen, Jonathan Emil Andreasen, Niels Bjerring, Anne Helene Spannow, Anne Sofie Bjerrum, Tom Vilhelmsen, Howraman Meteran, Henrik Hallas, Pernille Fjordside Iversen, Lene Korshøj og Christina M. Stapelfeldt. Interessekonflikter: Inger Merete Jørgensen. Advisory Board. Sanofi. Charlotte Suppli Ulrik. Payment or honoraria for lectures, presentations, speakers bureaus, manuscript writing or educational events. Or Data Safety Monitoring Board or Advisory Board. AZ, GSK, TEVA, Novartis, BI, TFF Pharmaceuticals, Berlin Chemie, Orion Pharma, Sanofi, Takeda, Pfizer Chiesi.

15. apr. 2024
3 min.

Resultat fra årsrapporten for 1/1-31/12 2022 (ny-diagnosticerede) og 1/7 2022-30/6 2023 (prævalente), Dansk register for Astma (DrAstma) fra Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP).

Årsrapporten omfatter 8387 ny-diagnosticerede og 15388 prævalente patienter med astma behandlet i hospitalsregi.

Fokus har været på at forbedre registreringspraksis, for at den kliniske kvalitet kan vurderes på et så retvisende datamateriale som muligt. Erfaringerne fra DrAstma viser, at det er muligt at opnå komplet og tidseffektiv registreringspraksis. Det kræver dog, at der er allokeret en person, der har ansvaret for at udarbejde en systematisk registreringspraksis, der er tilpasset arbejdsgangen på det pågældende arbejdssted.

Overordnet set er der fremgang på størstedelen af indikatorerne. Det er særdeles positivt, at 85% af de ny-diagnosticerede patienter har fået verificeret astmadiagnosen ved relevant diagnostisk test, hvilket er en forbedring ift. sidste års resultatet (81%). Den samme positive tendens ses for prævalente patienter, hvor 91% fik foretaget lungefunktionsundersøgelse (LFU) mindst en gang årligt sammenlignet med 88% sidste år.

Tobaksrygning er en essentiel indikator for patienter med lungesygdom, hvor der desværre er problemer med manglende registrering. Region Hovedstaden har den laveste målopfyldelse (62%), mens Region Midt- og Nordjylland har nået standarden på mindst 80%. Det er især registrering af e-cigaret brug, det kniber med (27% manglende indberetninger mod 21% for tobaksrygning). Børnene er vores fremtid, og deres ryge- og e-cigaret status bør målrettet blive registreret, for at der hos aktive brugere kan igangsættes forebyggelse. I Region Hovedstaden er manglende registrering af rygestatus udtalt på 4 afdelinger, hvoraf 3 er pædiatriske. Desværre er der for disse afdelinger ikke set en forbedring af registreringspraksis i de seneste 3 opgørelsesperioder.

For at optimere registreringspraksis skal fokus være på at undgå dobbelt eller unødig registrering. Selv om indikatorerne for højde- og vægtmåling er vigtige i særdeleshed for børn og unge, fordi en dårlig astmakontrol giver væksthæmning, udfases disse indikatorer. Baggrunden er, at højde, vægt, køn og alder indgår i udregningen af lungefunktion. I alle regioner samt på nationalt niveau er der en høj målopfyldelse for LFU (Tabel 1) og den har været stigende fra 2020 til 2023, selv om standarden for højde og vægt ikke er opfyldt (resultater ikke vist).

Årsrapporten har været i kommentering i alle regioner.