Kære Lisbeth Lintz
Nu er vi kommet ind i det nye år, og opgraderingen af Sundhedsplatformen til SP18 står for døren. Vi er alle i gang med at uddanne os til at blive autoriserede SP18-brugere. Men vil SP18 indfri forventningerne? Vil 2019 blive året, hvor Sundhedsplatformen kommer til at fungere?
I Ugeskrift for Læger den 25. juni 2018 er du under overskriften »Bring medicinmodul og data i orden eller skrot Sundhedsplatformen« citeret for følgende: »SP står i vejen for kerneopgaverne. Det er gået den modsatte vej med kvaliteten – forbedringerne, som vi var lovet, er ikke kommet. Systemet er stadig ekstremt tidskrævende, så vi kan ikke nå at behandle det samme antal patienter som før ...«.
Da jeg læste artiklen, blev jeg glad. Det virkede, som om du trak en linje i sandet. Det glædede mig, at den storm af protester, der har været mod Sundhedsplatformen, var blevet hørt. At FAS forstod, at medlemmernes interesser ikke blot drejer sig om løn, arbejdstid, frokostpauser, hæve-sænke-borde etc.
Men hvad nu hvis SP 18 trods alle løfter ikke bringer de lovede forbedringer. Hvis systemet stadig er ekstremt tidskrævende, medicinmodulet uændret en trussel mod patientsikkerheden, og helt fundamentale sundhedsfaglige data fortsat ikke kan overføres til de landsdækkende registre?
Står du da ved dine ord? Eller vil FAS føjeligt og afmægtigt se til fra sidelinjen, mens alt fortsætter uændret? Har vi et svar på Sundhedsplatformens negative virkning på vores daglige arbejde? Eller vil foreningen, paralyseret af regionsledelsernes uendelige benægtelser og luftige løfter blot se til. Kan FAS acceptere, at dens medlemmer i hele Østdanmark igen og igen tvinges væk fra faglige, relevante aktiviteter og i stedet skal bruge uanede mængder af tid på e-learning, sidemandsoplæring, superbrugeruddannelse, »spar 1000 klik-kurser« etc.?
Efter at have arbejdet med SP i to år er jeg overbevist om, at SP ikke kan »reddes«. SP er en kafkask regeljungle, en syg tankeverden formuleret i et uforståeligt »SP-ranto«-sprog. SP vil aldrig kunne skabe overblik, lette arbejdsgange, understøtte patientsikkerheden og sikre dataoverførsler.
Lad mig prøve at illustrere hvorfor:
Nedenfor er et af udpluk af de områder, hvor der vil komme »forbedringer« i den opgraderede Sundhedsplatform. Overskrifterne (sic.) er taget fra Region Hovedstadens intranet , hvor de kommende »forbedringer« illustreres i en række kortfilm for regionens ansatte.
Emner:
1. Visit Taskbar
2. Highlights i »Personlig gør«
3. Guardian funktionalitet
4. LDA Avatar
5. Order Reconciliation
6. After Visist Summary.
Hvis du føler dig henvist til Ministeriet For Gakkede Gangarter og Stavefejl, er du ikke alene.
Vi ses i Helpdisk
Med venlig hilsen
Niels Gadsbøll, overlæge, dr.med.
Fakta