Akutlæger forsinker

Debatten om akutmedicin som speciale er højaktuel. Dette debatindlæg er et udtryk for min personlige holdning som kardiolog vedr. modtagelse af akutte kardiologiske patienter.

Over de senere år er der i forbindelse med etablering af FAM’erne kommet en øget fokus på effektiviteten i behandling af akutte patienter. Al argumentation for oprettelse af et akut speciale bygger på denne effektivisering. Efter min mening bør man i stedet have fokus på »den rette læge til den rette patient«.

Sundhedssystemet i Danmark er bygget op omkring princippet om »speciallæger i front«. Disse speciallæger er de praktiserende læger, som er ret godt og bredt uddannede med erfaring fra behandling af mange forskellige typer af patienter. De har et godt fundament til at vurdere og visitere patienterne. Fejlene er få, og disse kan næppe udbedres ved endnu et led i vurderingen af de akutte patienter.

Forsinkende led

Som kardiolog vil jeg nødig se kardiologiske patienter gå igennem et forsinkende led med vurdering fra en akutlæge. Uanset hvordan akutuddannelsen sammensættes, vil denne akutlæge skulle håndtere så mange forskellige specialer, at dennes viden indenfor det enkelte speciale vil være begrænset. Hvis akutlægens rolle er at håndtere de få hyper-akutte medicinske tilstande, som man ser i en FAM og igangsætte den korrekte behandling for derefter at tilkalde det relevante speciale, så bør disse forudsætninger allerede være til stede hos læger med et internmedicinsk grenspeciale. De er alle uddannede i håndtering af disse tilstande.

Hvis akutlægens rolle også er at håndtere de hyperakutte tilstande indenfor kirurgien, så skal de også have en reel kirurgisk uddannelse. Ellers er de netop det forsinkende led, hvor man i stedet for at tilkalde speciallægen direkte, venter på at en akutlæge tilser patienten først.

Der argumenteres også for, at akutlægens rolle skal være at behandle det flertal af patienter, som vi kan hjemsende allerede fra FAM, men er denne rolle ikke allerede udfyldt? Det behøver vi ikke et nyt speciale for.

Forringet uddannelse

I min optik vil overdragelsen af behandlingsansvaret for de akutte kardiologiske patienter til akutlæger forringe uddannelsen af kommende kardiologiske speciallæger, og denne bekymring bør også forekomme hos alle de andre specialer. Meningen er, at akutlægen skal kunne tilkalde specialisten, når akutlægens kompetencer ikke slår til. Men hvis specialisten ikke længere er vant til at se et højt flow af akutte patienter, risikerer vi at vores patienter i virkeligheden får en mindre kompetent behandling.

Som kardiolog er det vigtigt at understrege, at en akut kardiologisk patient skal visiteres korrekt og ses af en kardiolog som den første læge i sygehusregi. Dette sikrer vi ved, at det er en praktiserende læge, som vurderer patienten og visiterer patienten til en kardiologisk modtageenhed med kardiologiske sygeplejersker og læger uden nogen forsinkelse.

Styrk det præhospitale

De patienter, som kontakter alarmcentralen, visiteres telemedicinsk via kontakt til en kardiologisk læge. Vi bør tilstræbe en struktur, hvor præhospital diagnostik og behandling styrkes, således at patienten ved ankomst til en skadestue eller FAM ses af det relevante speciale fra begyndelsen i stedet for at tilstræbe en uddannelse, hvor man ved lidt om en masse specialer, men ikke har dybdegående kendskab til nogen. Det vil hos kardiologiske patienter kunne medføre en forsinkelse af korrekt diagnostik og behandling, som i værste fald kan medføre en forringelse af prognosen for patienten. Jeg vil derfor argumentere for, at akutmedicin forbliver et fagområde, og man i stedet bruger ressourcerne til forbedring af den præhospitale diagnostik og behandling. Ydermere vil jeg argumentere for, at patienter med formodet kardiologisk sygdom ses i kardiologiske modtageenheder med kardiologiske teams bestående af kardiologiske sygeplejersker og læger. I den kontekst bør akutlægen være overflødig i relation til de kardiologiske patienter.