Alle operationer egner sig til uddannelse

Højtærede professores

Vi tillader os at kommentere en leder i Ugeskrift for Læger nr. 39 (2004;166:3381) af professor Søren Laurberg & professor Jacob Rosenberg omhandlende »uddannelseskrisen inden for mave-tarm-kirurgi«.

Forfatterne anfører, at en yderligere forlængelse af arbejdstiden ikke i sig selv vil forbedre den kirurgiske uddannelse og henfører til et arbitrært regnestykke vedrørende elektive operationer (bestemt højt sat - »tre kolecystektomier eller seks hernier pr. dag« - hvor mange laver det?). Til vores store undren påstås det også, at »i større omfang er kun laparoskopisk kolecystektomi, operation for lyskebrok og resektion af colon egnede til kirurgisk træning«. En sådan holdning blandt ansete kirurgiske professorer er måske en af grundene til »uddannelseskrisen« inden for mave-tarm-kirurgi. Næsten alle operationer er egnede til kirurgisk undervisning. Dele af komplicerede operationer kan naturligvis også anvendes. Eksempelvis kan Whipples operation indledes af uddannelsessøgende læge med åbning, frilægning til lille sæk, Kochers manøvre, intraoperativ UL etc. Skulle man kræve 200 laparoskopiske kolecystektomier i speciallægeuddannelsen, måtte mange overlæger på universitetssygehuse tilbagesende deres autorisation.

Førsteforfatter på denne korrespondance har selv været kursist på Kirurgisk Afdeling C, H:S Rigshospitalet, og foretog superviseret hepaticojejunostomi, leverresektion og endda donorhepatektomi - men kun få laparoskopiske kolecystektomier. Herefter fulgte en fremragende, mere almen kirurgisk baggrund som 1. reservelæge på Afdeling D, Amtssygehuset i Glostrup - og vi anbefaler varmt kombinationen af højt specialiseret og almen afdeling i uddannelsen. En uddannelse, kun baseret på de tre grupper af operationer, som nævnes i lederen, vil efter vores mening medføre generelt dårligere kirurger. I mangel på »egnede basisoperationer« må vi udnytte de højt specialiserede afdelingers muligheder (ventrikel, esophagus, pancreas, lever, traumer etc.), nuancere mål og krav til uddannelsen afhængigt af uddannelsesstedet, kombinere uddannelsessteder med forskellige operative tilbud, hvilket vil medføre bedre udnyttelse af de kompetencegivende resurser.

Forfatterne foreslår endvidere store akutenheder, hvilket efter vores mening vil medføre en massiv vagtbelastning på sådanne steder. Dette kan bestemt ikke være en fordel, idet flertallet af mave-tarm-kirurger i forvejen er meget vagtbelastede og ydermere så ikke kan være tilstede i dagtiden.

I stedet må man endnu en gang understrege vigtigheden af at udbetale timer for vagten, og derudover have fuld dagarbejdstid, således at den uddannelsessøgende er en del af afdelingens daglige arbejde både kirurgisk håndværksmæssigt og i det almene arbejde. Glem ikke at en kirurg også skal oparbejde klinisk rutine ligesom andre lægegrupper ved stuegang, ambulatoriefunktion og bestemt omkring den voksende endoskopifunktion. En seriøs kirurgisk lægefaglig baggrund + et kirurgisk håndværk kan ikke læres på 37 timer [1]. Dette er også tidligere anført i en leder i Ugeskrift for Læger af Jacob Rosenberg & Henrik Kehlet, hvor løsning af den kirurgiske krise »nødvendigvis må implicere en bevaret dagtidsfunktion med lønkompensation for vagten« [2].

Så kære kolleger. Med respekt!

Alle operationer egner sig til uddannelse, der er et stort uddannelsespotentiale i avancerede operationer og omstruktureringer, centralisering og andre krumspring gavner ikke den kirurgiske uddannelse, hvis ikke de uddannelsessøgende kirurger er til stede.