Der er brug for en markant øgning i antallet af almenmedicinere, hvis de mange nye opgaver skal kunne løses.
Kjeld Møller Pedersen har i sin kronik (Ugeskrift for Læger nr 14) efterspurgt almen praksis' rolle i det kommunale sundhedsvæsen: Hvad vil vi, og hvad kan vi? Han svarer jo næsten selv på det sidste spørgsmål, idet han pointerer, at almen praksis er det bedste bud på løsningen af de opgaver, der lige nu vælter ind over den kommunale dørtærskel. Vi er uddannet til at primærbehandle, visitere og triagere i en helt anden grad end andre specialer, og derfor er det vel naturligt, at de opgaver tilfalder os – ligesom andre specialer gør det, som de er bedst til.
Så spørgsmålet om, hvad vi kan, er til at svare på – selvom der er selvfølgelig er en faglig afgrænsning, der handler om mere intensiv behandling – der er eksempler på, at det allerede nu glider over i kommunalt regi. Måske også i en grad, der overstiger almen praksis' faglige kompetencer – intensiv overvågning med intravenøsterapi hører hjemme på sygehuset og ikke i primærsektoren.
Vi må se i øjnene, at de læger, der skal betjene de kommunale rehabiliterings- og plejecentre, må have en tilknytning til disse, som de nuværende praktiserende læger ikke kan have hver især – ellers bliver opgaven ikke løst ordentligt.
Erfaringen med disse patienter er sparsom i almen praksis, og den manglende mulighed for monitorering med laboratoriefaciliteter m.m. taler imod at lade den type patienter glide fra hospitalsregi til kommunalt regi. Men der er stadig mange patienter, der i stigende omfang udskrives fra sygehuset tidligere end før. Til hjemmet eller mere almindeligt til kommunale behandlings- og rehabiliteringspladser på institutioner, der i stigende grad får ”hospitalspræg”. Spørgsmålet er, hvem der skal servicere disse patienter rent lægeligt.
Ud fra en faglig synsvinkel er jeg ikke i tvivl om, at almen praksis vil være de bedst egnede – men vi oplever allerede nu et sammenstød mellem to forskellige kulturer, som i deres organisation er designet til to forskellige formål.
Hospitalerne og de kommunale ”semisygehuse” er bygget op på traditionel vis med et fast personale, der servicerer de indlagte patienter – man er ansat på almindelige lønmodtagervilkår, og der er en traditionel ledelsesform. Organisationsformen afspejler de behov, der er – de opgaver, der skal løses. Man har en struktur, der er givet på forhånd, hvor patienterne så tilpasser sig den rytme, der er – de forhold, der tilbydes.
Heroverfor står så en almen praksis, der har nogle helt andre opgaver som de primære – nemlig at kunne stå til rådighed for de sundhedsmæssige behov, som patienterne har og ønsker hjælp til at løse. Dette udgør – helt uvidenskabeligt – vel omkring 75% af vores arbejde – tidligere nærmere 100%.
Vores arbejdsform og -struktur er bygget op omkring at løse denne kerneopgave – små selvstændige fleksible enheder – primært defineret ved, at patienterne kommer til os. Den opgave, som de sidste 25% repræsenterer, er helt anderledes og typisk genereret fra sygehusene – vi skal her indgå i et fast teamarbejde med mere veldefinerede opgaver, der i lange stræk ligner sygehuslægernes. Men det ville i virkeligheden kræve, at vores måde at organisere arbejdet på skulle indrette sig efter de 25%, hvis det skulle løses på fornuftig måde. Det vil formentlig ligne en svensk model med offentligt ansatte almenmedicinere på store lægeklinikker, og det er nok også mange politikeres inderste drøm. Problemet bliver så, at vores kerneopgave – som er 75% af arbejdet – ville lide svært under det.
Så hvad er vejen ud af dilemmaet? At nationalisere hele primærsektoren ville i min optik være en katastrofe – ikke kun for lægerne, men også for patienterne. Men vi må se i øjnene, at de læger, der skal betjene de kommunale rehabiliterings- og plejecentre, må have en tilknytning til disse, som de nuværende praktiserende læger ikke kan have hver især – ellers bliver opgaven ikke løst ordentligt. At lade dem være kommunalt ansatte er jeg meget skeptisk over for – de fleste kommuner er for små til at kunne opbygge et klinisk miljø, der vil være frugtbart – måske skal det være regionerne, der står for den lægelige betjening. Vi har en præhospital enhed – man kunne overveje en posthospital enhed – og her ville almenmedicinere være den naturlige faglige figur. Men hvis vi skal den vej, må det første skridt, der skal tages, være en markant øgning i antallet af almenmedicinere – og det skal være nu .
