Skip to main content

ALOOHA

KRONIK - En medicinstuderendes refleksioner over ALOHA-proceduren: ask, listen, observe, help, ask again – med en enkelt tilføjelse.

Rikke Viggers. Privat foto
Rikke Viggers. Privat foto

Stud.med. Rikke Viggers, 12. semester ved Aarhus Universitet
E-mail: rikke@viggers.dk
Interessekonflikter: ingen

25. nov. 2016
6 min.

Prolog

Hvis du frit kunne vælge én ny evne eller egenskab, hvad skulle det så være?

Nysgerrighed

Spørgsmål er fabelagtige, et produkt af tankevirksomhed og nysgerrighed, som danner en ny problemstilling at løse. En dag uden at stille spørgsmål er som at børste tænder uden tandpasta efter en doven koldskål med fuldkornskammerjunkere og citronmangel. Det er ikke godt.

Der findes ikke problemer uden endelsen -stillinger. De kan løses. Man kan i hvert fald forsøge. Hvad hedder den, man aldrig kan nå, men altid har brug for, når man står i kø til kassen? Hvad er snot? Hvorfor får spætten ikke multiple kontusionsblødninger? Ja, det undrer også mig, at jeg lige har fået mit KBU-nr.

Men er dét relevant for eksamen? Det er et dumt spørgsmål og dog noget nær det eneste, som florerer i toppen af den medicinstuderende. Det er der ikke meget neuroplasticitet over. ”Der findes ikke dumme spørgsmål, kun dumme svar”, kan undertegnede ikke tilslutte sig.

Det er svært irrelevant for vores pensum i nyrens fysiologi at vide, hvorfor pingvinen ikke får forfrysninger i fødderne. Seks års studie uden at have tid til at læse det pensumirrelevante, hvilket jeg, meget ubelejligt, ofte fandt interessant. Det blev til otte år i stedet. 75% need to know og 25% nice to know – 75% vilje og 25% talent. Det kræver gennemsnitligt 10.000 timers effektiv træning, før man bliver rigtig dygtig [1]. Hvis det forudsættes, at vi studerer 37 timer om ugen i seks år med ferie, er det 10.434 timer. Hvis jeg skal nå at blive så god, at jeg kan lære at være læge, er der ikke mange minutter til sammenhængen mellem pingvinfodens blodcirkulation og den glomerulære filtration.

Ansvar?

”Primum non nocere”, for det første, gør ingen skade.

Medicinstuderende er underlagt lægens ansvar. Vi kan ikke gøre rigtig skade. Endnu. Det er min erfaring, at en af de vigtigste observationer gennem klinikopholdene er, hvordan man ikke skal opføre sig. Desuden har jeg som studerende en ambivalens over for patienterne. Vi uddanner os til at behandle og helbrede, men har i det hemmelige og usagte et brændende ønske om, at det går galt. På lægens fadæser og patientens bekostninger.

En forårsmorgen overværede jeg en laparoskopisk operation. To læger opererede. To studerende betragtede deres evner på skærmen. ”Perforation! Vi må åbne”. En overlæge kiggede op, betragtede mig med sit røntgenblik: ”Gå i vask. Nu!”. Jeg fik leveren i hånden. Den ondelyme om ikke tarmene også har peristaltik i virkeligheden! Jeg var paralyseret af fascination. Nysgerrigheden kriblede i fingrene. Patienten havde nu hul på tyndtarmen. Jeg var ligeglad. Og uvidende om de fatale postoperative komplikationer og det 40 cm lange ar i dobbeltlynformation. Så meget for empatien.

”Du slipper intet, før du får besked på det! Hold ureter i stedet”. Jeg blev kastet tilbage til min praktik i flyvevåbnet. Parerede ordrer og begyndte at vippe lidt på tæerne. Det sidste, jeg havde brug for, var sort skærm med ureter mellem første og anden finger. Efter lidt tid skubbede afdelingslægen til mig: ”Hvorfor holder du stadig ureter?”. Dumt spørgsmål. ”Vi skal have lagt et kateter”. Hun så på kateteret i min højre hånd og min fumlende venstre. ”Tag nu fat! Patienten skal lette fra lejet!”.

"Errare humanum est" –den sætning lærte jeg som tiårig. Jeg nåede lige akkurat kantinen. Der var heldigvis tarteletter og jordbærkoldskål. Med de rigtige kammerjunkere.

Bunden

Jeg skulle gå til svømning i fem år. Indiskutabelt. Jeg kan svømme og dykke. Men vigtigst: Jeg kan trykudligne.

Det er min overbevisning, at ingen ansat i det offentlige system har tid til at behandle andre med bevidst foragt og umedgørlighed. En spydig bagvagt er ikke bevidst irritabel. Husk at trykudligne. Og husk at stille spørgsmål. Også de dumme! På et tidspunkt synes vi heller ikke selv, at de er så elendige længere. Det er der, vi flytter grænsen for luftmangel. Jeg vil helst ikke krydse min grænse, men jeg bestræber mig hele tiden på at flytte den.

Under mine to kortvarige vikariater på studiet fik jeg lov til at flytte på grænsen. Jeg blev en dygtig dykker og en endnu mere fortrinlig trykudligner. Jeg var så ”heldig” at få tilnavnet "magnet-Rikke" under mit første vikariat. Nogle bagvagter er bare inspirerende. Under anlæggelse af dræn i en skrotalabsces fik jeg bemærkningen: "Du må jo huske på, at forvagtens fornemmeste opgave er at huske at spise sin frokost". To dage senere kaster en anden overlæge et flygtigt blik på patienttavlen i akutmodtagelsen: "Hvad laver du? Du skal jo ikke ligefrem hente patienterne på gaden! Magnet-Rikke! Jeg skal vist se vagtplanen for næste måned”. Selvfølgelig med et smil på læben; kirurger vil jo egentlig helst have travlt.

Mit andet korte vikariat er i skrivende stund på Færøerne og nær sin ende. Uden mellemvagt blev overlægen vækket, da jeg var utryg ved en ung psykomotorisk ustabil patient natten til søndag. Jeg mistænkte encefalitis. Der var høj feber. En feber forårsaget af en infektion, som åbenlyst aldrig havde været eller ville komme i nærheden af kraniekassen. Overlægen så på mit komplet udechifrerbare A4-ark, som skyldtes kombinationen af for mange patienter og en uacceptabel kuglepensstregtykkelse: »Der er altid en magnet iblandt os«. Deja-vu. Og touché, igen.

Den nat lærte jeg vigtigheden af en kuglepen, som kan levere en stregtykkelse under 0,3 mm; det øger signifikant sandsynligheden for at kunne læse papiret til morgenkonferencen dagen efter (selvstudie). Med sin rustfri stålspids inkorporeret med en wolframkarbidkuglespids på 0,7 mm præsterer den en streg på 0,27 mm. Specialudviklet letflydende oliebaseret blæk sikrer en jævn streg. Pilot Pb-S Matic Fine er uundværlig. Jeg kan ikke fungere uden denne pen. Jeg er blevet bestjålet flere gange, omend aldrig lagt den ubevogtet fra mig. På dag 19 i Torshavn måtte jeg skrive hjem til min mor. Jeg modtog derefter 84 g pen med express to Faroe Islands; ingen magnet uden Matic.

Bamses sæk

Sig ALOOHA til patienten og vær stjernen i SOAP-operaen ved morgenkonferencen. En nylig film [2] beretter om ALOHA; et akronym for ask, listen, observe, help, ask again. Fuldstændig fundamentalt ved modtagelsen af en hvilken som helst patient. Jeg vil blot udvide den til ALOOHA og tilføje objective. Har du gjort dette, er der kun en primærjournal mellem dig og en Emmy for bedste birolle ved konferencen dagen efter, hvor ALOOHA transformeres til (p)SOAP: problem, subjektivt, objektivt, analyser, plan. Det er folkeskolelærdom: husk altid efter bedste evne at besvare problemstillingen i konklusionen.

Efter seks års studie er man næsten overbevist om, ikke kun at være omniscient, men også omnipotent. Den kolossale bunke viden på studiet kan få Bamses sæk til at blegne. Der kan ikke komme et bogstav mere ned, og hvis der kan, flyver et andet op. At vi har tilegnet os viden, er dog ikke ensbetydende med, at vi har evnerne til at anvende den. Det kræver træning, ca. 10.000 timer. Efter studiet. Overlevelse blandt kolleger og patienter kræver en kombination af optimisme og realisme samt en portion professionel distance. Og selvfølgelig den essentielle kompetence-trykudligning.

Læger er hverken omnisciente eller omnipotente, de ved det bare ikke altid selv. Kontraintuitivt og svært selvmodsigende. Der uddannes endnu flere uvidende alvidende. Jeg vil så nødig være en af dem! Jeg har heldigvis mødt læger, som ikke kan placeres i ovenstående kategori. Der er håb. Fascinationen og inspirationen er altafgørende i ”dykkerdygtiggørelsen”. Respekt og anerkendelse opnås på fornemmeste vis gennem ydmyghed over for egne evner. Det er ikke kun inspirerende at overvære en læge, som besidder dette; det er fascinerende.

Epilog

Alt taget i betragtning ville jeg vælge at kunne teleportere.

Referencer

LITTERATUR

  1. Gladwell M. Outliers. London: Penguin Books Ltd., 2008.

  2. Burnett R. The fundamentals of caring. USA, 2016.