Det er yderst sjældent, at et forskningsresultat i sig selv er banebrydende eller bør få os til at ændre praksis.
Ethvert forskningsresultat er i bedste fald et bidrag til sandheden, en byggeklods i det store spil. Hvordan denne klods passer ind i spillet, skal ikke afgøres af de forskere, der selv har bedrevet forskningen. Der er forskningsmæssigt påvist en klar tendens til, at forskere ser på egne frembringelser med andre (mere positivt stemte og mindre kritiske) øjne end på andres forskning.
En betydelig del af konklusionerne i videnskabelige artikler kan ikke underbygges af de data, der fremlægges, og den videnskabelige publikation i tidsskrifter for fagfolk er vel en slags fordøjelsesproces og mulighed for diskussion og relativering af resultaternes kvalitet, tyngde og betydning for det felt de omhandler - og for praksis.
Vi planlægger en presseindsats, som prøver at perspektivere og sætte spørgsmålstegn ved det principielt uhensigtsmæssige i denne form for præmatur forskningsformidling, som jeg mener, det er udtryk for, når man bypasser den videnskabelige debat, ved at gå direkte i pressen med sine egne (over-)fortolkninger af egne resultater.
(Teksten er en lettere redigeret version af et indlæg på DSAMs formandsblog, som kan læses her).