Skip to main content

Andreasen J. Mandesygdomme

1. nov. 2005
3 min.

Det ser ud til, at 2003 er året, da manden for alvor bliver synlig som køn i relation til sundhed og sygdomme. Som et led i den internationale Men’s Health Week afholdtes der for første gang i Danmark arrangementer (på H:S Rigshospitalet og Odense Universitetshospital) for at markere det vigtige ved indfaldsvinkel til sundhed og sygdom, som endnu er uopdyrket i Danmark. Ideen bag Men’s Health-initiativet er, at vi ved at sætte fokus på mænd som køn i sundhedsvæsnet får viden på en ny måde vedrørende bestemte sygdomme, epidemiologiske forhold, sundhedsadfærd, oplevelser af sundhed og sygdom og kommunikation med patienter. Ligesom vi tidligere har fået det ved at fokusere på fx sociale forskelle og kvindesygdomme.

Jan Andreasens »Mandesygdomme« er derfor »bog til tiden«. »Mandesygdomme« er en lille let læst faktabog om mænds sygdomme. Med udgangspunkt i en gennemgang af epidemiologiske undersøgelser, der viser særligt dårlige tal for mænd – ikke mindst kønsforskellene i middellevetid – gennemgås en række sygdomme, det er særligt vigtigt for mænd at være opmærksomme på: stofskiftesygdomme, depression, hjerte-kar-sygdomme, lungesygdomme, nyre- og urinvejssygdomme og mave- og tarmsygdomme. For hver sygdom beskrives kendte årsagsforhold, symptomer, undersøgelsesformer og behandlingsformer. Det er imidlertid svært for forfatteren hele vejen igennem at holde en mandespecifik synsvinkel – hvilket først og fremmest har årsag i manglen på forskning på området.

Bogen er meget konkret og systematisk i sin opbygning og derfor meget brugbar for den ikke-medicinske læser (som fx anmelderen). Bogen præsenterer på pædagogisk vis forskellige pludseligt opstående og langsomt udviklende symptomer, som det er vigtigt at være opmærksom på. For den mand, som ikke ellers forholder sig til sit helbred gennem læsning af sundhedslitteratur eller via tv-programmer som »Lægens Bord«, der står bag bogen, er det ganske nyttig læsning. Selv om den slags bøger jo altid kan overbevise den sarte sjæl om, at man fejler fem-seks alvorlige sygdomme.

I sin form er bogen tydeligt forsøgt skrevet til mænd – og både den mandlige forfatter og den mandlige udgiver bruger betegnelserne »vi« og »vi mænd« i den direkte henvendelse til læseren. Men her er samtidig en svaghed og en fare, ikke kun ved denne bog, men hver gang kønnet søges sat i fokus: Nemlig, at man bliver for bastant og generaliserende og ikke holder sig for øje, at »mandlige træk« er noget gennemsnitligt, og at mænd er forskellige. Der er også mænd, der har det lige omvendt af det, som »vi mænd« tænker og gør. Disse nuancer og forskelligheder blandt mænd er det naturligvis svært at få med i en pamflet som denne. Men det er en pointe, som det er vigtigt at tænke med fra starten af udviklingen af et Men’s Health-initiativ i Danmark. Det gør imidlertid ikke denne lille bog mindre velkommen. Brug den, drenge!

København: DR Multimedie, 2003.

80 sider. Pris: 69 kr.

ISBN 87-7953-303-5

Svend Aage Madsen, Chefpsykolog