Antinukleære antistoffer og ikkeækvivalente assays

Undersøgelser for antinukleære antistoffer (ANA) i patientsera er indgangsporten for laboratorieudredningen af kroniske immuninflammatoriske sygdomme [1, 2]. Den klassiske indirekte immunfluorescensteknik (IIF) på HEp-2-celler har givet en stor viden om betydningen af positive ANA-fund ved symptomer på bindevævsimmunsygdomme og andre lidelser. Da IIF-teknikken er relativt arbejdskrævende og fordrer oplæring for korrekt aflæsning, har man forsøgt at udvikle kvantitative, automatiserbare immun-assays til ANA-screening. Der findes nu en række assays, der alle bygger på reaktion med en blanding af autoantigene proteiner bundet til en fast fase som f.eks. plastik. Der foregår en meget aktiv markedsføring af disse assays. For nylig er Københavns Praktiserende Lægers Laboratorium overgået til et sådant ANA-screenings-assay, hvor en blanding af de mest almindelige antigener benyttes. Efterfølgende bliver positive prøver testet i monospecifikke assays. I mange tilfælde vil resultaterne fra klassisk IIF-ANA-screening og de nye kvantitative immun-assays korrelere godt. Vi vil dog understrege, at der ikke er tale om ligeværdige analyser [3-5]. De kvantitative immun-assays kan kun give positivt resultat med ANA rettet mod et af de 10-12 autoantigener i blandingen, mens IIF på HEp-2-celler ikke har denne begrænsning. Den klassiske teknik kan afdække reaktioner med et hvilket som helst antigen i cellerne og gennem specifikke mønstre give resultater, der direkte kan anvendes i diagnostik og prognostik samt til rationel videre testning for specifikke ANA [2].

Hos patienter med Sjögrens syndrom, sklerodermi, dermato- og polymyositis, juvenil kronisk artritis og systemisk lupus erythematosus giver de nye fastfaseteknikker 5-90% falsk negative ANA, værst ved diagnostik af oligo-artikulære børneartritter og primær biliær cirrose [5]. Dette skyldes, at specifikke autoantigener enten ikke findes i blandingen, ikke kan bindes til fast fase eller bliver molekylært ændret, så de ikke reagerer med ANA. Talrige undersøgelser viser, at alle p.t. tilgængelige fast-fase-assays har disse begrænsninger, og i internationale komiteer anbefales IIF-teknik udført på HEp-2-celler derfor som eneste valide metode til ANA-screening.

Før skift til nye laboratoriemetoder bør det være et minimumskrav at teste med »lokale« patientprøver parallelt i de to assays [4]. Resultaterne med det nye assay bør være mindst lige så klinisk anvendelige som med det gamle assay.

Når en ny analyse indføres uden at drøfte konsekvenserne med brugerne, tilsidesætter man mangeårige bestræbelser på at øge samarbejdet mellem klinisk arbejdende læger og servicelaboratorier, som disse er helt afhængige af. Tillige vil en reduktion af udgifter til serologisk testning meget ofte medføre en øget udgift andre steder i sundhedsvæsenet.

Interessekonflikter: Niels Henrik H. Heegaard er ansat ved Statens Serum Institut, Autoimmunafdelingen, som udfører serologiske undersøgelser for autoimmune sygdomme.