Atomoxetin til ADHD er værre end sit rygte

I en oversigtsartikel om atomoxetin til behandling af børn og unge med ADHD (Ugeskr Læger 2014;176:V07130447) skriver Katarina Resen, Gesche Jürgens & Anne Katrine Pagsberg, at atomoxetin er ”et nonstimulant præparat”. Eli Lilly, der prøvede at få stoffet godkendt til behandling af depression, men mislykkedes, sælger det ganske vist som "ikkestimulerende" behandling af ADHD, men det er løgn (1, 2).

Atomoxetin forårsager faretruende, stimulerende symptomer hos mange børn, og den amerikanske indlægsseddel har en sort boksadvarsel (2). Den advarer om, at selvmordstanker opstod hos fem ud af 1.357 patienter, der fik atomoxetin, mod ingen ud af 851 patienter, der fik placebo. Mange børn har udviklet selvmordsadfærd og endda morderiske impulser på atomoxetin, som også kan forårsage leversvigt (3).

Som altid er det langt værre i klinisk praksis, end hvad firmaerne har fortalt os i deres forsøg. I en kohorte af 153 børn, der blev behandlet med atomoxetin, udviklede 51 børn (33%) ekstrem irritabilitet, aggression, mani eller hypomani (4). Hvor var det lige, den "ikkestimulerende" effekt blev af?

Resen, Jürgens & Pagsberg skriver, at sygdomsmekanismerne ved ADHD endnu ikke klarlagt, men at de formentlig omfatter afvigelser i den dopaminerge og noradrenerge transmission i centralnervesystemet. Der eksisterer ikke nogen pålidelig forskning, der sandsynliggør, at ADHD skyldes en hjernedefekt, men der er en masse underlødig forskning, der påstår det (1). ADHD er i øvrigt slet ikke nogen biologisk sygdom, det er en social konstruktion for en adfærd, nogle børn har (1,2).

Resen, Jürgens & Pagsberg nævner, at forbruget af atomoxetin hos børn og unge har været kraftigt stigende, og at det formentlig kan forklares med en tilsvarende stigning i incidensen og prævalensen af ADHD. Det er jo ikke noget naturfænomen, at prævalensen er steget, men skyldes, at de diagnosiske kriterier er så håbløst fjollede, at mange af vore børn og også os selv sagtens kunne få diagnosen (1).

I den nationale kliniske retningslinje for voksen-ADHD anføres det: ”Der var en lille effekt af atomoxetin på funktionsniveau, ADHD-kernesymptomer og livskvalitet, men kvaliteten af evidensen var lav til meget lav”, og at ”Mange af studierne inkluderede kun patienter, hvor det forud var vurderet, at de responderede positivt på behandlingen. De gavnlige virkninger kan derfor være overvurderet og de skadelige virkninger undervurderet i metaanalyserne” (5). Der er ganske tilsvarende problemer med de forsøg, der er udført med ADHD-medicin til børn (4).

Hvilke forældre ville ønske, at deres barn skulle tage atomoxetin, methylphenidat eller nogen anden ADHD-medicin, hvis de blev ærligt informeret om, at der ikke er nogen langsigtede gavnlige virkninger, og at dyreforsøg har vist, at stofferne kan forårsage permanente hjerneskader (1)?

Læs statusartiklen "Atomoxetin til behandling af børn og unge med ADHD" (link)