Behandlingsgaranti, udvidet frit sygehusvalg og institutionernes tyranni

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

I Ugeskrift for Læger den 7. marts 2011 forsvarer sundhedsminister Bertel Haarder »behandlingsgarantien« og forklarer den dårlige prioritering af patientbehandlingen som følge af »at det er en hel forkert og uacceptabel måde at varetage sit lægelige ansvar på« [1]. Sundhedsministeren (eller hans spindoktor?) var ude i samme ærinde i Børsen den 27. oktober 2010 med titlen »succes at opbygge privat alternativ«. Som argumenter for succes for det private alternativ fremhæves »188.000 flere operationer om året«; »ventetiden faldet fra 90 til 60 dage« og »årligt sparer samfundet 800 mio. kr. i sygedagpenge«.

Relativ indikation

De ekstra 188.000 operationer er et »succesmål« ligesom socialsektorens ekstra 25.000 borgere på førtidspension. For en stor andel af de ekstra operationers vedkommende savnes der dokumentation for, at de hjælper patienterne. For mange operationer er indikationen relativ, og den tolkes forskelligt af lægerne. Tolkningen forsøger sundhedsvæsenet at påvirke med forskellige »incitamentsstyringer« til især at vælge dyre undersøgelser og behandlinger. Med den tiltagende markedsgørelse af sygdom er der på dette punkt ikke den store forskel på private og offentlige hospitaler. Patienterne er blevet reduceret til forbrugere og sundhedsvæsenet til et supermarked. Og forbrugere vælger gerne behandling, som de vælger tobak, fedt og alkohol. Forebyggelse af undersøgelses- og behandlingsbehov er blevet et fyord i supermarkedet.

Ventetidsopgørelser er svære at gennemskue og ofte vildledende. Den samlede ventetid kan nedsættes ved at tilbyde simple operationer uden ventetid, mens nødvendige behandlinger for alvorlige og komplicerede sygdomme upåagtet får øget ventetiden. I mange situationer er ventetider en god idé, fordi mange patienter bliver raske af sig selv, og netop for disse lidelser er der indført særlig korte ventetider.

Sandheden om sygedagpenge viser, at blot fra 2006-2009 er de samlede årlige udgifter steget med 2.500 mio. kr. til 14.760 mio. kr. Borgerne forlader som aldrig før arbejdsmarkedet med livslange helbredsbetingede overførselsindkomster. I dag forlader mindst fire af ti danskere arbejdsmarkedet, før de bliver 60 år på grund af »sygdom«. Gennemsnitsalderen ved afgang er 46 år.

Fiaskorekorder

Det danske sundhedsvæsen har også andre triste fiaskorekorder i »verdensklasse«. Forbruget af afhængighedsskabende morfin til godartede smerter er stigende og er det højeste i verden. Den forventede gennemsnitslevealder i Danmark er kun 77,2 år. Det er den laveste i 18 europæiske lande og på niveau med gennemsnitslevealderen i Albanien.

Hvordan kunne det gå så galt med det danske sundhedsvæsen? Og hvad kan man gøre ved det syge sundhedsvæsen? Sundhedsministeren stillede faktisk selv tidligt diagnosen og anviste behandlingen i sit forfriskende ungdomsværk »Institutionernes tyranni« [2]. Ulykkerne ved institutionalisering af sundheden blev et år senere endnu skarpere beskrevet af Ivan Illich [3]. Sundhedsvæsenet er en institution, og institutioner korrumperer. Hver gang der træffes en beslutning, skal institutionen vælge mellem at varetage egne interesser eller sundhedens interesser. I den situation bliver sundheden uafvendeligt taberen.

Vejen frem er en afinstitutionalisering af sundheden - som Bertel Haarder selv tidligere var talsmand for. Måske kan forandringen ske ved skabelse af en sygekasse, som solidarisk vogter over borgernes begrænsede penge, når regninger fra private og offentlige sygehuse skal betales? Medlemskab af sygekassen kan være gratis for alle borgere, og den skal bestyres af medlemmerne med egne fagfolk som rådgivere. På den måde kan man både liberalisere og samtidig tilbyde en behandling i verdensklasse inden for overkommelige økonomiske rammer.