Bevar lægeløftet af 1815

Lægeløftet fra 1815 er senest gengivet i Ugeskrift for Læger nr. 9 [1]. For dets praktiske anvendelse er punkterne om:

1. Efter bedste skøn(nende) at anvende mine kundskaber med flid og omhu til mine medmenneskers gavn, og

2. at jeg ikke ubeføjet vil åbenbare, hvad jeg i min egenskab af læge har erfaret,

3. oftest relevante.

Disse to punkter blev allerede ved undervisningen i retsmedicin analyseret og kommenteret for medicinske studerende i 1950'erne ved Københavns Universitet, dengang af Harald Gormsen, 1909-1996, og bliver det vel stadig.

Punkt 1 er overskriften for alt lægeligt arbejde på videnskabeligt grundlag - nu kaldet evidensbaseret - og punkt 2 er jævnligt tema for de udøvende og dømmende magters interesse for læger og andet sundhedspersonale.

Ad 1. Den kliniske mikrobiolog oplever, at enkelte klinikere fremmaner amerikanske tilstande ved at påstå, at behandler de ikke alle febrile patienter med antibiotika, vil de være strafværdige. Men vi diagnosticerer og behandler ikke patienterne af frygt for straf. Vi gør det af en indre tilskyndelse, Kants gode vilje, som er summen af vore rationelle forbilleder fra en guldalder, da mennesket uden frygt for straf, af egen kraft dyrkede sandhed og ret [2] - vindice nullo, sponte sua fidem rectumque colebat [3]. Dette er særligt relevant ved behandling med antibiotika, fordi virkningen er kausal, både den helbredende virkning og de økologiske bivirkninger.

Ad 2. Tavshedsrettens opretholdelse efter forbrydelser, der er kommet til en læges kundskab, synes somme tider at bero på myndighedernes skøn over forbrydelsens grovhed, økonomisk eller over for liv eller helbred.

Men brud på tavshedsretten er kun beføjet ved risiko for gentagelse eller formodning om ny forbrydelse, altså forebyggende. Som det ses, er den gamle læge tilfreds med lægeløftet af 1815. Men det bør ledsages af udførlige bemærkninger, som hviler på love og disses anvendelse før og nu.