Billeddiagnostik ved lungeemboli

I Ugeskriftet (2007;169:2032-3) præsenterer Lidegaard et al en kasuistik, hvori de beskriver et fatalt og initialt overset tilfælde af lungeemboli hos en yngre kredsløbspåvirket kvinde, der var i hormonel antikonceptionsbehandling. Problemstillingens hyppighed er underestimeret [1], og artiklens konklusioner er væsentlige og maner til eftertanke. Den valgte udredning med magnetisk resonans-skanning (MR) indbyder dog til debat.

Når der er mistanke om lungeemboli som årsag til svært kompromitteret kredsløbsfunktion, kan ekkokardiografi tjene som første og ofte eneste undersøgelse inden intravenøs trombolysebehandling. Ekkokardiografiske fund ved lungeemboli har høj specificitet [2], og undersøgelsen tager kun få minutter. Ligeledes kan den på mange akutafdelinger gennemføres på sygestuen kort efter indlæggelsen [3].

I mindre hastende tilfælde er der indikation for supplerende udredning med spiral-computertomografi (CT), lungescintigrafi eller eventuelt MR afhængigt af de lokale forhold og præferencer [2]. Med disse metoders udbredelse og fortsatte udvikling (specielt i form af multislice-CT-teknik), finder pulmonal angiografi efterhånden kun anvendelse i særligt udvalgte tilfælde.

Om end sjældent anvendt [3] er MR udmærket til påvisning af lungeemboli, men evidensniveauet er ikke så højt som for CT og lungescintigrafi. Undersøgelsen er desuden forholdsvis langvarig, hvilket er et problem i hyperakutte tilfælde med truende eller manifest kredsløbskollaps. Hertil kommer, at det ikke er nemt at observere og monitorere patienten under MR-optagelsen, og at metoden mange steder ikke er umiddelbart tilgængelig [4].

Kasuistikken giver i øvrigt anledning til at påpege, at trombolyse kan have gunstig effekt i forbindelse med genoplivning af patienter med akut lungeemboli [5]. Behandlingen kan iværksættes alene på den kliniske mistanke om lungeemboli, således som anbefalet i de nyeste retningslinjer fra European Resuscitation Council og dermed også fra Dansk Råd for Genoplivning.