Bivirkninger ved effektivisering af det videnskabsetiske komitésystem

Interessekonflikter: ingen

I 2011 var det en politisk prioritering, at Danmark skulle være et mere attraktivt sted at starte forskningsprojekter. Dette blev realiseret i form af Sund Vækst-initiativet, hvis formål var at skabe »bedre sundhed og økonomisk vækst til gavn for danske patienter og dansk økonomi« [1]. Planen var at styrke rammevilkårene for den offentlige og private sundhedsvidenskabelige forskning. Som led i dette initiativ blev der fra daværende Indenrigs- og Sundhedsministerium lagt op til at »revidere lovgrundlaget for de videnskabsetiske komitéer således at det i højere grad understøtter smidig godkendelse af kliniske forsøg« [1]. Målet var i denne forbindelse at effektivisere det videnskabsetiske komitésystem ved en revision af komitéloven. Lovrevisionen mødte bred tilslutning blandt sundhedsordførerne i Folketinget. Reglerne for og behandlingsprocessen af forskningsanmeldelser blev således anset som begrænsende for udvikling af nye forebyggelses- og behandlingsmetoder, hvor en effektivisering af komitésystemet ville være en løsning på disse begrænsninger. I fremsættelsen af lovforslaget blev der ikke lagt skjul på dette ønske, da ord som smidiggørelse, forenkling og forbedring var hyppigt anvendt. Som tilhører var det svært ikke at få en forestilling af, at lovrevisionen ville bevæge komitésystemet i en hensigtsmæssig retning.

Politisk blev lovrevisionen således fremstillet som en teknisk ændring under den større Sund Vækst-dagsorden, der skulle være i hele samfundets interesse. Det, vi imidlertid vil sætte spørgsmålstegn ved i denne kronik, er, dels hvem der er kommet til orde i det lovforberedende arbejde? Og dels hvad der kunne være af implikationer ved denne lovrevision? Vi stiller disse spørgsmål efter at have fulgt det lovforberedende tæt og vil besvare dem ud fra nogle udvalgte ændringer i loven.

Bag om lovrevisionen

Det videnskabsetiske komitésystem i Danmark har til formål at vurdere, hvorvidt sundhedsvidenskabelige forsøg med mennesker og humant materiale er etisk forsvarligt ud fra nogle lovmæssige bestemmelser. Det beskytter således forsøgspersonerne ved at sikre, at ønsket om at udvikle ny evidensbaseret viden ikke kommer i konflikt med forsøgspersoners sikkerhed.

Inden lovrevisionen blev der nedsat et eksternt udvalg til at udarbejde konkrete lovforslag for komitésystemet. Blandt forslag til strukturelle ændringer af komitésystemet var, at Den Nationale Videnskabsetiske Komité (DNVK) kunne udstede bindende retningslinjer til de regionale videnskabsetiske komitéer (RVK), og at RVK kunne afgøre sager ved flertalsafstemning. Disse ændringer var således rettet mod sagsbehandlingerne og beslutningsprocesserne i RVK tro Sund Vækst-initiativets dagsorden.

Lovændring forringer

Ved at give DNVK mulighed for at udstede bindende retningslinjer var det hensigten at undgå, at RVK skulle lave selvstændige vurderinger af sager inden for retningslinjerne, hvilket kunne forkorte sagsbehandlingstiden og sikre mere ensartede vurderinger. Den daværende Centrale Videnskabsetiske Komité og Danske Regioner så imidlertid ikke dette forslag som en hensigtsmæssig omstrukturering. I deres høringssvar til lovforslaget fremgik det, at de så det som et problem for sagsbehandlingernes forsvarlighed. De mente, at retningslinjerne ville komme til at regelstyre RVK, i stedet for at der i de enkelte sager blev lavet en konkret vurdering af fordele og ulemper ved det anmeldte forsøg [2, 3]. I den forbindelse blev det desuden påpeget af Danske Regioner, at det var »problematisk, at Den Nationale Videnskabsetiske Komite, der har mindst praktisk erfaring og ekspertise med videnskabsetiske problemstillinger, skal udarbejde vejledende retningslinjer for hvordan de regionale komitéer skal udføre sagsbehandlingen« [2]. Ud fra dette perspektiv kan man se lovændringen som en forringelse af kvaliteten i vurderingsarbejdet, da nogle forsøg ikke vil blive underlagt en konkret vurdering.

Brud med konsessuskultur

Forslaget om at indføre flertalsafgørelse ville betyde hurtigere beslutningsprocesser i komitéerne og ville således gøre op med konsensuskulturen, der tidligere var karakteristisk for sagsbehandlingen. Udvalgets argument var, at resurserne kunne allokeres mere effektivt og tilmed frigive mere tid i komitéerne, når de kunne træffe beslutninger om sager ved afstemninger [5]. Flere af de regionale komitéer delte imidlertid en bekymring i forhold til afviklingen af konsensuskulturen. Denne bekymring udtrykkes eksempelvis af Komité D i Region Hovedstaden, der mente, »at de nuværende afstemningsregler motiverer komitéen til at opnå enighed. Dette giver nogle meget interessante og nødvendige videnskabsetiske drøftelser, der i sidste ende tjener forskningen og sikrer forsøgspersoners rettigheder« [4]. Konsensuskulturen blev desuden værdsat, da den gav mulighed for at medlemmerne både kunne ændre deres umiddelbare holdning og gøre komitémedlemmerne opmærksomme på problemstillinger, de ikke selv var stødt på.

De udvalgte ændringer kan yderligere problematiseres som en underminering af komitésystemet som institution. Herved mener vi, at man netop inden for den offentlige administration benytter råd og nævn til at diskutere og afgøre sager i fællesskab. Hvis denne mulighed begrænses, fjernes noget af idéen med at benytte videnskabsetiske komitéer til at afgøre sager. Det vil have konsekvenser for den sundhedsvidenskabelige forsknings virke, hvis man ikke kan have tillid til, at der bliver foretaget kvalificerede vurderinger af forskningsprojekterne.

Herudfra kan man se, hvordan der kan identificeres forskellige problemstillinger i forhold til disse forslag til lovrevisionen. Fra politisk hold prioriteres en mere effektiv og hurtig sagsbehandling, mens de med praktisk kendskab til komitésystemet vægter hensynet til en gennemdiskuteret videnskabsetisk vurdering af alle forskningsprojekter.

Sat på spidsen kan man spørge, hvad der er i den sundhedsvidenskabelige forsknings interesse: effektivitet eller kvalitet?

Er effektivisering lig optimering?

I lyset af ovenstående diskussion mener vi ikke, at man udelukkende kan fremstille effektivisering som en forbedring af det videnskabsetiske komitésystem. Fra politisk side har man ellers forsøgt at lave en entydig fremstilling, hvor selve begrebet effektivisering har den fordel, at det er svært at modargumentere og synes derved at placere sig uden for diskussion. En anden interessant detalje er, at det udvalg, der blev nedsat til at udarbejde forslagene til lovrevisionen, havde fået en specifik opgaveformulering forud for deres arbejde. I den lød det, at de skulle sikre ensartet og effektiv sagsbehandling [5]. I en sådan formulering er der en forudindtaget forståelse af, at komitésystemet ikke var effektivt nok. Det undrer os, at man ikke har valgt at lave en indledende undersøgelse af komitésystemet for at afd ække, hvilke problemstillinger og udfordringer, de måtte have. Ved en sådan tilgang til arbejdet ville en effektivisering ikke nødvendigvis fremtræde som førsteprioriteten. Det er tilmed bemærkelsesværdigt, at de argumenter, som fremføres af dem, der faktisk arbejder i komitéerne, ikke er blevet anset som afgørende for den endelige lovændring.

Når man hverken undersøger de virkelige forhold eller lytter til dem, der har praktisk erfaring inden for området, giver det en fornemmelse af, at der er en arrogant holdning til, at effektivisering er the one best way. Det, vi finder uheldigt i denne sammenhæng, er, at når man stirrer sig blind på denne løsningsform, kan det ske, at værdien af den kvalificerede videnskabsetiske vurdering af forskningsprojekter negligeres.

Vi har på denne måde forsøgt at eksemplificere, hvordan effektiviseringstankegangen ikke nødvendigvis sikrer en hensigtsmæssig optimering af sundhedsvæsenets institutioner, og endda kan skabe nogle utilsigtede problemer.