Er man dansk læge med en speciallægeanerkendelse, er det nærmest en formsag at få denne overført, så man også bliver norsk speciallæge. Dette giver - naturligvis - et pænt løft i lønnen, hvis man tager et vikariat i Norge.
Men: Den norske speciallægeanerkendelse er tidsbegrænset til fem år. At få den prolongeret kræver et bureaukratisk og indviklet videre- og efteruddannelsesprogram, som kun med stort besvær kan gennemføres, hvis man ellers arbejder her i Danmark.
Efter et vikariat i Norge i påsken 2001 syntes jeg, at det var pænest at få overført min danske speciallægeanerkendelse i almen medicin til norsk, hvilket skete uden problemer. Men det skulle jeg aldrig have gjort.
I sommeren 2006 tog jeg et femugers vikariat i Norge fra den 26. juni - vel vidende, at min norske speciallægeanerkendelse udløb den 12. juni 2006. Jeg regnede med, at den kunne forlænges disse få uger. Men ak: Den norske lægeforening - som administrerer dette - var ikke til at hakke eller stikke i. Afslag! Sikke en behandling af en ældre dansk kollega! Det har koster mig 12.681 norske kroner.
Det var så mit sidste vikariat i Norge.