Bliver parkinsonisternes behov for den nye operation dækket?

Villy Frølund Thomsen, pensioneret overlæge, København, E-mail: vft@dadlnet.dk

De to danske centre for parkinsonkirurgi publicerede i 2000 deres indtil da indhøstede erfaringer med den nye epokegørende »Deep Brain Stimulation« (DBS) [1-3]. I en korrespondance [4] henledte jeg opmærksomheden på den beskedne operationskapacitet på ca. 50 årligt. Konsekvenserne kunne let blive, at kriterierne for operationsindikation ville blive så snævre, at mange først ville blive henvist, når de medicinske behandlingsmuligheder var gennemprøvede og ikke længere var i stand til at udvise en tilfredsstillende virkning, hvor de så til gengæld måtte afvises, fordi deres tilstand i mellemtiden var forringet, så operation måtte frarådes.

De to gruppers besvarelser af min korrespondance indeholdt et fælles ønske om at indhøste yderligere erfaring med den nye behandling, som da betegnedes som værende på det eksperimentelle stade, førend man gik i gang med at udvide kapaciteten. Tiden måtte så vise behovet. Samtidig gav århusgruppen sit skøn over størrelsen af puljen af parkinsonramte, som ved den nye behandlings indførelse havde et umiddelbart og påtrængende behov for operation. En pulje på ca. 500, hvortil måtte lægges ca. 50 nytilkomne hvert år. Skønnets begrænsning til den yngste tredjedel begrundedes med de alvorlige komplikationers relation til alderen.

Det oplyses, at der indtil nu er foretaget omkring 130 DBS-operationer fordelt med 80 i Århus og 50 i København. Det synes således, at den tilstedeværende operationskapacitet ikke har kunnet udnyttes fuldt ud. Dette er bemærkelsesværdigt i betragtning af det meddelte skøn. Det er også bemærkelsesværdigt at den beskedne operationsaktivitet, som har udfoldet sig i den forløbne periode, ikke har givet sig udslag i stigende ventetider. Begge centre oplyser, at man stort set ekspederer uden nævneværdige ventetider.

Operationskriterierne modereres kontinuerligt. Hidtil har det været gældende herhjemme, at de medicinske muligheder skule være afprøvede. Selvom det angiveligt er sket en vis opblødning af kriterierne, må den danske linje beskrives som ganske restriktiv i sammenligning med de internationale rekommandationer. Mest markant i forhold til Benabid & Azis, som i marts 2002 sammen med det europæiske parkinsonforbund EPDA udsendte opfordring til en fælles europæisk indsats til styrkelse af operationskapaciteten på området [5]. Det må konstateres, at denne opfordring i mere end et år herhjemme er gået ubemærket hen.

Der må derfor konkluderes, at både et ældre dansk skøn og et nyere europæisk skøn peger på, at der er en stor pulje parkinsonister, som af en eller anden grund ikke bliver tilbudt dette epokegørende fremskridt, men som ifølge internationale vurderinger burde tilbydes operation.

Hvorfor går flere hundrede danske parkinsonister rundt uden at forsøge at få et væsentligt bedre liv gennem denne operation. En verden til forskel siger man med rette.

For 2-3 år siden havde man ret til at se tiden an, men nu må det konstateres, at dette argument er udtømt. Behovet er der. Problemet er at få det synliggjort og dækket.

Litteratur

1. Østergaard K, Sunde NÅ, Dupont E. Kirurgisk behandling af Parkinsons sygdom. Ugeskr Læger 2000;162:5484-8.

2. Brennum J, Madsen FF, Regeur L et al. Neurokirurgisk behandling af Parkinsons sygdom. Ugeskr Læger 2000;162:5489-91.

3. Østergaard K, Sunde NÅ, Sørensen JCH et al. Behandling af svær Parkinsons sygdom med elektrisk stimalation i nucleus subthalamicus. Ugeskr Læger 2000;162:5491-6.

4. Thomsen VF. Et tvivlsomt signal, med svar. Ugeskr Læger 2001:163:69-71.

5. www.parkinson.dk/links/epda/media centre/press release/march 26.2002.