Ønsket om at hjælpe kan trække hårde veksler på selv den bedste læge. Men vi kan ikke yde tilstrækkeligt god lægefaglig behandling, hvis vi har tabt vores empati et sted på vejen, skriver Line Soot.
En af de væsentlige drivende kræfter, når unge mennesker vælger at kaste sig ud i medicinstudiet, er et ønske om at gøre noget godt for andre. Et ønske om at gøre en forskel. Dette ønske ligger rodfæstet også i færdiguddannede lægers grundvold, hjulpet godt på vej af det aflagte lægeløfte, der forpligter os til med flid og omhu at bruge vores evner til at gavne vores medmennesker.
En af de væsentligste almenlægelige kvaliteter, der følger med lægeløftets forpligtelser, er empatien: Indlevelses- eller indfølingsevnen, om man vil. Evnen til at møde patienten, der hvor patienten er.
For at være gode læger, der kan yde sundhedsfaglig hjælp af høj kvalitet til vores patienter, skal vi først og fremmest være hele mennesker med balance i vores liv.
For i sandhed at kunne hjælpe vore patienter er det en basal forudsætning, at vi for det første erkender, at vi i udgangspunktet intet forstår om den enkelte patient, før vi er blevet det fortalt. Og for det andet, at vi har et ønske om at komme til at forstå: Hvem patienterne er, hvad de kommer fra, hvad de tidligere har oplevet, hvad de ønsker af kontakten til os, og hvilke forestillinger de har omkring udredning og behandling i sundhedsvæsenet. Hvis vi ikke har et ønske om at forstå og en erkendelse af, at vi intet ved, vil vores hjælp til patienten blive reduceret til en standardvare, hvor alle tilbydes det samme, og ingen derfor får den bedste hjælp.
Læger, der besidder evnen til at møde patienten på dennes egne præmisser, har de bedste forudsætninger for at levere en tilfredsstillende sundhedsydelse, fordi patienten tilbydes den for patienten relevante udredning og behandling, og fordi det øger sandsynligheden for, at patienten har tillid til - og derfor følger - den plan, som patient og læge i fællesskab får lagt. Evnen til at arbejde på denne måde er en selvstændig kvalitet, der desværre får alt for lidt politisk opmærksomhed. Formentlig fordi den ikke kan sættes på formel, og fordi vi ikke har nogen indikator for den.
Empatien og ønsket om at hjælpe kan trække hårde veksler på selv den bedste læge. Ved for hårdt træk på medmenneskeligheden og indlevelsesevnen kan lægen langsomt blive drænet for overskud og få nedbrudt sine personlige og arbejdsmæssige ressourcer.
Læger lever i en konstant balanceakt, hvor empati og lydhørhed, der er basale forudsætninger for en ordentlig udførelse af vores lægearbejde, skal afvejes nøje mod risikoen for udvikling af en paradoks effekt: Hvor vi bliver overbrugte, udbrændte og følelsesflade.
Når læger arbejder i hverdagen, skal der jongleres med mange forskellige kasketter: Vi skal være faglige eksperter, sundhedsvæsenets gatekeepere, gode klinikchefer, inspirerende tutorlæger, venlige kolleger og altså også empatiske hjælpere for vores patienter.
Fakta
For at kunne magte alle disse forskelligartede funktioner skal der være balance i vores liv, arbejdsmæssigt som socialt. Der er faktorer, der giver os energi og overskud, og der er faktorer, der nedbryder vores personlige balanceregnskab. Det er meget individuelt, hvordan denne balance ser ud. Nogle er fra naturens side stærke og meget modstandsdygtige overfor nedbrydende processer, andre er mere følsomme og får lettere rod i balancen. Det handler både om vores individuelle personligheder, vores arbejdsbetingelser, vores privatliv med venner og familie, vores almene livsførelse og de øvrige livsbetingelser, vi hver især udsættes for.
Hvis vægtskålen på den ene eller anden måde bliver forrykket, så der ikke længere er en positiv balance mellem vores ressourcer og belastninger, er empatien noget af det første, der ryger. Vi mærker det bedst ved, at vi ikke længere er så interesserede i vore patienter, de føles måske i højere grad irriterende, end de plejer. Det er ikke længere så nærliggende selv at opsøge patienter, som eks. har fået en alvorlig diagnose eller som vi ved, har det skidt på den ene eller den anden måde. Arbejdsdagen virker måske længere og tungere, ligesom det kan være svært at overskue nye eller ændrede arbejdsopgaver. Der kommer lettere konflikter med personalet eller vores kollegaer, og vi kommer til at længes mere efter ferien, end vi ellers ville gøre. Interessen for vores medmennesker over en bred kam bliver altså reduceret, og vi yder derigennem en dårligere kvalitet i vores daglige arbejde, uanset om det handler om at være ledere, faglige eksperter, gode rollemodeller eller lydhøre behandlere.
Vi kan ikke yde tilstrækkelig god lægefaglig behandling, hvis vi har tabt vores empati et sted på vejen. Uden empati skyder vi forkert, fordi vi ikke tager afsæt i de behov, patienten har, men i vores egen forestilling om, hvad der er godt for patienten.
Der findes ingen smutveje. For at være gode læger, der kan yde sundhedsfaglig hjælp af høj kvalitet til vores patienter, skal vi først og fremmest være hele mennesker med balance i vores liv.
Facit findes ikke for, hvordan denne balance kommer i stand, men det giver mening, at vi hver især anstrenger os for at lave vores helt personlige regnestykke: At vi opgør vores ressourcer og anerkender de faktorer, der tynger os og dræner os for energi. At vi prioriterer, hvad der er vigtigt for vores personlige regnskab, og hvad der er mindre vigtigt. At vi hjælper os selv først, for kun derigennem kan vi efterleve lægeløftet og yde god lægehjælp til vores medmennesker.
Læs også: Perspektiv: Narrativ medicin er blevet pensum i Odense
