I hovedstadsområdet fik Bispebjergs haveanlæg lov at ligge relativt uberørt. Det er vi glade for i dag. Og det lader til, at de nye bygge- og anlægsplaner for hospitalet er historiebevidste. Man er klar over, at man har noget enestående, som man skal hæge om.
I dag indgår der ikke imposante parkanlæg, når der planlægges nye supersygehuse. Jo, når man bygger på den bare mark, indgår de grønne omgivelser som et rekreativt element. Problemet er, at der SKAL være plads til et par tusind biler, og det er svært at forene med fransk havekunst.
Hvad gør man så? Man tænker i terapihaver, restorative haver, baseret på litteraturstudier, brugerundersøgelser, miljøpsykologi og fokusgruppeinterviews, og lader ”organisk formsprog med sanseoplevelser og aktiviteter påvirke det endelige designforslag”.
Og det er bestemt et fremskridt, sammenlignet med 70’ernes brutalisme. Spørgsmålet er, om designerhaverne fungerer? Da brugerne blev spurgt om deres oplevelse af Rigshospitalets have, som blev anlagt i 2006, var den overvejende stemning, at haven primært fungerede ”som en kontrast til hospitalet”.
Haven blev anlagt 40 år efter hospitalets opførelse som et forsøg på at opbløde ubehaget ved at være indespærret mellem himmelstræbende betonklodser. Så i den forstand er der tale om ”en lindrende have” – den lindrer oplevelsen af at være i fængsel!
De store hospitalsparkers tid er forbi. De patienter, som er indlagt længe nok til at have glæde af dem, vil ofte være for dårlige til at benytte dem. Og hvor skulle man i øvrigt gøre af alle bilerne? Så den indelukkede hospitalshave er nok fremtiden.
Og måske bliver det bedre, når nye hospitalshaver anlægges – ikke som en forsinket eftertanke, men som en naturlig del af byggeriet. Lidt i stil med de hensigter, som blev beskrevet ved anlæggelsen af haven i et fransk klosterhospital i 1100-tallet:
”I dette indelukke danner mange og forskelligartede træer en veritabel lund … Den syge mand sidder på plænen… han er sikker, skjult, i skygge for dagens hede; til lindring af hans smerter dufter alskens græsser i hans næsebor. Smukke grønne urter og træer glæder hans øje. Koret af farvede fugle kærtegner hans øren. Jorden ånder frugtbarhed, og den invalide selv inddrikker med øjne, ører og næse fryden af farver, sang og dufte…”*
Måtte den slags tanker blive vejledende, når landskabsarkitekter og miljøpsykologer planlægger de hospitalsparker, der skal glæde vores øjne de næste 100 år. Nogle gange betaler det sig at se sig tilbage, før man ser fremad.
*Citeret fra Julie Foged Andersen: ”Rigets have – en lindrende have?”, p. 12. (Eksamensarbejde, Sveriges Lantbruksuniversitet, 2008).