Der må være gået noget galt i Jyllands-Posten-blogger Mikael Jalvings gymnasieuddannelse, hvis det i hans verden giver mening, at følelser og videnskab skal holdes adskilt, og at Medina skal være rektor på Syddansk Universitet i Nordkorea.
Mikael Jalving skriver i sin blog på Jyllands Posten den 2. juni en kommentar til, at flere universiteter nu vil indføre samtaler, sammen med karakterer, til vurdering af, om studerende er egnede: ”Hvis det er følelser, der styrer, kan man vel lige så godt gøre Medina til rektor for Syddansk Universitet. Og hvis det er antal kandidater, vi vil have, jamen, så lad os da gøre som i Nordkorea”.
Der må være gået noget galt i Jalvings gymnasieuddannelse, hvis det i hans verden giver mening, at følelser og videnskab skal holdes adskilt, og at Medina skal være rektor på Syddansk Universitet i Nordkorea. Tankerækken, der førte Jalvig til den sammenligning, må hans historie– og samfundsfagslærere i gymnasiet stå til regnskab for.
Tilbage står, at Jalvings grundholdning er en døende dinosaur værdig. Medina forbindes normalt ikke med kompetenceforskning, Nordkoreas universiteter har ikke den store internationale karma, og Jalving har ikke, mig bekendt, en fortid i uddannelse og innovation på universiteter i Danmark eller Nordkorea.
Empati er åbenbart en flygtig evne, for studier tyder samstemmende på, at lægestuderende mister empati i studiet samtidig med, at de begynder at møde patienter 3 år inde i studieforløbet
Syddansk Universitet har i årevis, som det eneste universitet, haft optagelsessamtaler, hvor en del af de studerende kan få adgang til lægestudiet, hvis de har en række kompetencer som f.eks. empati, kombinationsevne, samarbejdsevne, social intelligens, overblik og indlevelsesevne. Det er først nu gået op for landets politikere og de øvrige universiteter, at det er samfundsmæssigt fornuftigt at placere studerende på de rigtige studier baseret på en målrettet samtale, i stedet for et tal for, hvor gode de er til at lære udenad.
Der er oceaner af solid forskning der påviser, hvordan ”følelser” påvirker vores tilsyneladende professionelle dømmekraft som læger og lægestuderende. I et simuleret studie af ”likeable-competent” patienters interaktion med 94 læger ifht. ”unlikeable-competent”, ”likeable-incompetent” og ”unlikeable-incompetent” patienter, fik ”likeable-competent” patienter tilbudt hyppigere kontrol besøg og blev oftere opfordret til at ringe ved tvivlsspørgsmål, og de fik hyppigere en mere specialiseret og tilpasset behandling end de”mindre sympatiske” patient grupper [1].
I et kvalitativt studie af læge-patient interaktion fandt man, at læger var mere patientcentrede i deres kommunikation, hvis de vurderede, at patienten var god til at kommunikere, fremstod som en tilfreds patient, og hvis lægen umiddelbart vurderede, at deres compliance ville være høj. Der var en klar skævhed i retning af, at læger generelt vurderede, at etniske minoritets patienter var dårligere til at kommunikere, mere utilfredse og mindre compliante end andre patienter[2].
Læger tror ikke, at de kategoriserer patienter efter social position (vi har jo skrevet under på, at vi ikke vil gøre det i lægeløftet, høres ofte som argument), men det sker alligevel som en del af en sofistikeret teknik til at signalere professionalisme, fælles sprog og til at retfærdiggøre ens lægelige kliniske beslutning (som man måske ikke er helt sikker på, når det kommer til stykket).
I et studie lod man 84 læger vurdere en lidt uklar, men almindelig, sygehistorie, hvor akut myokardieinfarkt (AMI, blodprop i hjertet) skulle være en af de diagnostiske overvejelser. Halvdelen af lægerne mistænkte AMI fra starten, mens den anden halvdel fra starten så en pylret patient med muskelinfiltrationer (myoser) og ”hørte” alle patienters symptomer og sygehistorie gennem dét filter [3].
Den sidste gruppe læger kom dermed til at misfortolke relevante symptomer og snød eller forvirrede deres egen diagnostiske proces, så den mest vigtige diagnose ikke kom i spil. Det pudsige var, at 90 % i begge grupper var ”meget sikre” på deres diagnose forslag, om det så var AMI eller muskelinfiltrationer.
Denne mekanisme kaldes Coherence-based decisionmaking eller kontekstbaseret beslutningstagning. Som læger tager vi en indledende (ikke-faglig) beslutning baseret på konteksten (situation og sammenhæng), som præger og styrer vores efterfølgende lægelige og faglige beslutningsproces. Vi tror måske, det er den sidste proces, der er den objektive vidensbaserede beslutning, men for halvdelen af os er det helt uvedkommende signaler, der tager beslutningen for os. Læger ”vrider” og omfortolker ny information i en sygehistorie eller diagnostisk proces, afhængigt af hvor stærk deres tro er på deres initielle vurdering (pylret eller reel), så der er tale om mekanismer, der udspiller sig i hele den diagnostiske proces [4].
En hollandsk dotorafhandling, der kombinerede journaloplysninger, interview og lægeobservation, fandt, at læger, der havde begået diagnostiske lægefejl,var mere selektive i deres udvalg af information, mere selektive i den kognitive bearbejdningen af den udvalgte kliniske information, mere upræcise og overfladiske i deres udelukkelse af andre diagnoser og hyppigere ignorerede betydningen af co-morbiditet. De hyppigste fejl skyldtes en kombination af, at lægen ikke brugte fornøden tid på at lytte til patienten, forsømte at indsamle al relevant information fra patienten og samtidig bestilte for mange irrelevante undersøgelser, hvis resulater forvirrede diagnoseprocessen [5].
Skjulte moralske værdier påvirker lægers kliniske dømmekraft og burde bearbejdes gennem lægeuddannelsen [6]. Der er solid dokumentation for, at mænd er overrepræsenterede i forsinkede diagnoser, fordi deres interaktionsstil er mindre tydelig, når det kommer til sårbarhed og formulering af behov for hjælp [7]. Mandlige læger har imidlertid også en et andet klinisk beslutningsmønster end kvindelige læger f.eks. i ordination af smertestillende og antibiotika (styrke og varighed) [8].
Fakta
Empati er godt for sjælen, men at det også er god medicin, er måske mindre indlysende. I et studie af sammenhængen mellem diabeteskontrol og lægens empati for patienten var der signifikant lavere HbA1c og LDL-kolesterol indhold i blodet, hvis patienten havde en høj empatiscore, og der var tilsyneladende en vis dosis-respons effekt [8]. Samme effekt er vist i en lang række andre kliniske sammenhænge [9].
Empati er åbenbart en flygtig evne, for studier tyder samstemmende på, at lægestuderende mister empati i studiet samtidig med, at de begynder at møde patienter 3 år inde i studieforløbet[10].
Mandlige studerende mister mere empati end kvinder under lægestudiet og studerende, der tænker en fremtid i mere teknologisk baserede specialer, mister mere empati end dem, der tænker sig i mere menneske/person orienterede specialer. Mens dem, der har mest empati fra starten af studiet, mister mindst empati i løbet af studiet, har studerende med mindst empati en høj risiko for at miste den lille smule empati, de måtte møde med første dag i lægeskolen [11].
Den eskalerende kynisme og ”idealatrofien” er beskrevet som en del af den socialisering af medicinstuderende, der sker som led i at forberede dem på deres professionelle lægeliv [12]. Processen fortsætter som den “etiske korrosion”, der indtræder under de lægestuderendes kliniske træning [13].
Blandt medicinstuderende har 80 % gjort noget, de fandt direkte uetisk, eller de har bevidst fejlinformeret, og 98 % har overværet en ældre kollega tale nedsættende om patienter [14].
Nogle studerende udvikler en kollektiv ”social amnesi”, hvor empati gradvist forsvinder ”som en truet dyreart”[15 -16]. Mary-Jo Good har i kvalitative studier af lægestuderende påvist, hvordan det ”medicinske blik” gradvist bliver den eneste dominerende forståelsesramme på lægestudiet, og de studerende lærer at værdsætte og prioritere tidsforbrug, styring og effektivitet. Lægestuderende lærer af deres ældre kolleger at være mest interesserede i, og at gøre mest for, de patienter, der gerne vil være en del af den ”lægelige fortælling”, vi har, og de undersøgelser og behandlinger, vi gerne vil nå frem til [17].
Studerende med høj empati ved starten af studiet mister mindst empati under deres uddannelse – modsat studerende med lav empati, som mister det lidt de har og ender med at være ude af stand til at forstå en moderne patient.
Det er synd for Medina at hun skal tages som gidsel for en døende dinosaurs ide, men det er mere synd for de mange unge mennesker, der kunne have været fantastiske læger, men som blev valgt fra på universitetet, fordi de var bedre til empati og indlevelse end udenadslære.
Empati er lige så godt som piller til at behandle sukkersyge - det er ikke lykkedes at vise den samme effekt af høje karakterer. Derfor er følelser, empati og en humanistisk tilgang til patienter mindst lige så vigtige for at blive en god læge, der har glade patienter.
