Dansk forskning har åndenød og syre i lårmusklerne. Forskningsfonde er faldet i en strategisk tornerosesøvn, mens forskere kun er interesserede i kedelige, sikre studier, der nok bibringer dem en personlig, kort, videnskabelig karriere, men som ikke bringer verden et skridt videre.
Dansk forskning har åndenød og syre i lårmusklerne. Forskningsfonde er faldet i en strategisk tornerosesøvn, mens forskere kun er interesserede i kedelige, sikre studier, der nok bibringer dem en personlig, kort, videnskabelig karriere, men som ikke bringer verden et skridt videre.
Forskningsfonde støtter forskning, der har et tydeligt, sikkert outcome. Det betyder, at fonde støtter ikke-risikabel forskning, der læner sig tæt op ad og ikke afviger fra eksisterende viden.
Store forskningsenheder og centralisering af forskningsmidler i meget store fonde har pottetrænet forskerhjerner til sikker traditionel metode og modeltænkning.
Det fører til en trist kombination af funding bias, der i synergi med publikations bias presser forskere til at tæmme de vilde ideer til fordel for de to sikre valg: follow the money og publish or perish. Der tælles, registreres og kategoriseres om og om igen, mens den opsøgende, kritiske, nysgerrige forskning drukner under krav om at holde sig på den metodiske måtte og det etablerede vidensgrundlag.
Men måske er de traditionsbunde forskningsstrategier direkte risikable og sundhedsskadelige, samtidig med at de forhindrer et innovationsdrevet forskningsmiljø. Det er der forskning, der tyder stærkt på: antallet af innovative risikobetonede forskningsprojekter er faldet til en sjettedel siden 1938 mens traditionelle forskningsprojekter, der ikke skaber nye forskningsveje, har erstattet dem. Store forskningsenheder og centralisering af forskningsmidler i meget store fonde har pottetrænet forskerhjerner til sikker traditionel metode og modeltænkning.
Det siges, at halvdelen af forskeres tid går med at finde en plausibel løsning til et problem, den anden halvdel går med at overbevise andre om, at der overhovedet ér et problem. For nogle forskere ender hele deres liv med at gå med at overbevise andre om, at der overhovedet ér et problem. De får ofte første anerkendelse, når de ligger sikkert begravede under låg og halvanden meter muld uden internetadgang. Det har ligget snublende nært at forestille sig, at stædige forskere med meget irriterende ideer ligefrem blev lagt ufrivilligt og præmaturt i kiste (f.eks. Svalens graf og Den standhaftige gartner).
Faktaboks
De vigtigste videnskabelige fund er ofte også de mest uventede fund –happy accidents. Forskning, der flytter os til en ny virkelighed og nye horisonter, er sjældent planlagt. Etablerede forskningsmetoder har en tendens til ikke at producere de store overraskelser. Forskere ignorerer ofte direkte uventede fund, når de opstår: det må være en fejl, det må være en tilfældighed, vi må nok gentage studiet. Og som sagt så kan det være mere tidkrævende, og dræbende, at skulle overbevise chefen, forskningsfondene og tidsskrifterne om, at man har fundet en løsning, der er helt usandsynlig, men rigtig spændende.
Så man vælger den sikre men dødkedelige midterbane: vi stiller bare det samme spørgsmål igen (og igen). Vi holder for os selv, at vi i et kort øjeblik havde den der susende Nobel-agtige Lancet fornemmelse i maven. Men så trådte selvcensuren endelig i karakter: det er nok bare en fejlagtig observation, eller tidsskriftets reviewer overtager censurrollen og nailer forfatterens manglende indsigt med en skarp kommentar: det er et uplanlagt, tilfældigt fund i en svag subgruppe-analyse, der ikke kan ikke tillægges betydning, da 117 andre studier har vist det modsatte - og det strider i øvrigt mod alle biomedicinske teorier.
(Fortsættes i næste blogindlæg).
