Identifikationen af hvordan fattigdom og kort uddannelse forstærker de barrierer, der skabes alene af at tilhøre en etnisk minoritet (med eller uden sprogbarrierer), og hvordan disse forhold skal inddrages i en specifik sundhedsrelateret aktivitet/ydelse, kræver en særlig kombination af viden. Forståelse for konsekvensen af social skrøbelighed i patienters og borgeres møde med sundhedsvæsenet og/eller sundhedstilbud og inddragelsen af denne viden i konkrete sundhedsfaglige sammenhænge kræver en professionalisme, som ikke findes i det danske social- og sundhedssystem.
Der eksisterer en lang række kulturelle interventionsformer, og hver især er de testet i en bestemt kontekst med et bestemt formål. Der er indsatser, der er kulturelt neutrale, dvs rettet mod alle typer af borgere/patienter med særlige udfordringer, der er kulturelt sensitive interventioner, hvor der anvendes tosproget informationsmateriale og etnisk tilpassede sundhedsviden om f.eks. diæt og medicin, der er kulturelt innovative interventioner, der er ligeledes kulturelt innovative interventioner, der inddrager kulturelle symboler, sygdomsopfattelser i sundhedsbudskaber, og hvor der er brugerinddragelse i formuleringen, endelig er der kulturelt transformative interventioner, hvor drivkraften og formuleringen af indhold primært kommer fra bruger/interesseorganisationer inddragende sundhedsprofessionelle sekundært.
Valget mellem disse interventioner er et valg, der kræver faglig og professionel indsigt, som samtidigt inddrager sundhedsfaglige vurderinger, kontekst, helbredsproblemets art, målgruppens ressourcer og behov, specifikke kulturelle forhold og fagpersoners kompetencer.
Undersøgelser tyder på, at tosprogede ansatte i sundhedsvæsenet er mere tilbøjelige til at inddrage sociale og etniske aspekter i deres professionelle arbejde med patienter, og er mere interesserede i at tilegne sig yderligere viden og sociale determinanter for sundhed.
Med den nye lov om, at alle kommuner nu skal tilbyde en udvidet helbredsvurdering af alle nyankomne flygtninge/indvandrere og de deraf afledte nye krav om en helhedsorienteret integrationsplan for både den enkelte flygtning og for dennes familie, er behovet for etniske kulturelle kompetencer i sundhedsfaglig kommunikation blevet endnu tydeligere.
Der er behov for kulturelle kompetencer i selve helbredsvurderingen, i den helhedsorienterede plan og i planens udførelse, samt i vurderingen af planens forløb med henblik på evt. forlængelse ved udløbet af den normale 3 årige integrationsperiode.
Rehabilitering er nu lagt ud til kommunerne fra tidligere at have været en sygehusopgave. Rehabiliteringsteams i kommunerne får samtidig en lang række andre opgaver bla. i forlængelse af den nye helbredsvurdering af nyankomne flygtninge/indvandrere. Kommunerne har ikke ansatte med kulturelle etniske rehabiliterings kompetencer til at udfylde denne opgave.
Mange integrationsmedarbejdere i kommunerne er uddannet socialrådgivere, men deres viden er fra et uddannelsesmæssigt synspunkt meget sparsom. Det meste af deres viden er opsamlet gennem deres normale arbejde og i projektsammenhænge. Der er ingen formel professionalisering af integrationsområdet i kommunerne, den bygger på personafhængig erfaringsopsamling oftest i samme kontekst, men uden kendskab til andre interventionsmuligheder, særlige sproglige udfordringer eller kulturelle etniske forhold af betydning for modtagergruppens optagelse og brug af en given intervention.
Ofte er der tillige en vis grad af private aktører involveret, som ofte tilbyder et begrænset gennemprøvet antal interventionsmodeller, mens andre eller nye modeller ikke altid inddrages. Overblik over områdets sundhedsfaglige interventioner af betydning for integration kræver en særlig professionalisme, som ikke eksisterer på kommunalt (eller regionalt) niveau.
I en ny videnskabelig undersøgelse af modtagelse af flygtninge påvises det, at de fleste kommuner enten ikke har et sundhedsfagligt tilbud med vurdering af nye flygtninge, ikke bruger tilbud eller kun i begrænset omfang anvender integrationstilbud til flygtninge, selvom det er lovbefalet.
Næsten hver 5. kommune vidste ikke, hvad de skulle svare, eller hvem der havde ansvaret for integrationsområdet i kommunen. Rapporten, bestilt af Integrationsministeriet, påpeger vilkårligheden i de enkelte kommuners indsats på integrationsområdet, og at der er behov for standardisering og generel professionalisering af området.
Hele integrationsområdet har altid været og vil med stor sandsynlighed være et projektdrevet område med tydelig og hyppig politisk regulering. Det betyder, at der er brug for medarbejdere i disse projekter, som har brede kompetencer uden forenklet professionalisering, og som i deres uddannelse er omstillingsparate og projektrettede. De projekter, der er tale om, er typisk udviklingsprojekter, der styrker arbejdet for og med traumatiserede flygtningefamilier og sikrer en sammenhængende, helhedsorienteret og virkningsfuld indsats. Indsatserne skal typisk bidrage til: at flygtninge/indvandrere får bedre muligheder for tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet, aktivt medborgerskab, forældrekompetencer og ansvar, børn og unges trivsel og udvikling.
Alle regioner har været igennem en proces, hvor der blev defineret en ulighedspolitik, og særlige regionale indsatsområder blev defineret. Det typiske billede i disse processer var, at etniske minoriteters ulige adgang til sundhed var inddraget i starten af processen, men forsvandt ud af den endelige politik og dens prioriteringer. Sundhedsministeriets seneste rapportudspil om ulighed i sundhed omtaler ikke etniske minoriteter eller overhovedet socialt sårbares modtagelse i og møde med sundhedsvæsenet.
Der er på alle niveauer af sundhedsvæsenet (og i den sociale sektor) et behov for at inddrage kulturelle sundhedsfaglige kompetencer i sundhedskommunikation. De skal defineres professionelt, udvælges på et evidensbaseret grundlag og sættes i spil efter en tværfaglig og tværkulturel model og teori. Den faglighed, der kan formidle, facilitere og styre denne proces på et professionelt grundlag, er en bachelor i tværkulturel sundhedskommunikation. Det gælder lige fra Sundhedsministeriets kampagnekontor og Lægemiddelstyrelsen over Dansk Flygtningehjælp, Røde Kors, herberger, psykiatriske skadestuer, Tolkebureauet, intensivafdelingen på Skejby Sygehus, Danske Regioners Sundheds-it afdeling, og universiteterne til Sct. Maria Hospice i Vejle samt til socialpsykiatriske væresteder/cafeer, rygestopskursus i Varde og den sociale skadestue i Ålborg Kommune.
Læs også: Hos lægen taler jeg med fingeren - 1
