Inden man ser sig om, har man lært lektien: Der skal ske noget, og vi skal ikke dvæle ved problemer, men se at få givet dem et navn og et nummer gennem hurtigt overblik, snap handling og videre til næste patient. Langsomt skiftes drømmen om den svævende, lyttende, empatiske doktor ud med en effektiv flyvende Ajaxtornadodoktor, der hurtigt rydder ambulatorier, klinikker og sygehuse – ingen skal se en læge stå med hænderne i kittellommerne med et fjernt uforetagsomt blik. Så hellere gøre noget – der er ikke plads til de der pauser, hvor ekkoet fra den sidste patients indtryk når at indhente en med en nagende tanke: Hvad var det egentlig patienten mente, da han sagde »… men det er også lidt hårdt derhjemme for tiden … men det skal jeg ikke trætte dig med«. Man hørte det jo egentlig godt, men Ajaxtornadodoktoren gjorde ikke. Og så får den dårlige samvittighed over at stå og dvæle over en patient overtaget, og man finder noget andet at lave.
Som der stod på et banner på et stort sygehus (et citat fra en patienttilfredshedsundersøgelse): »Det gik så hurtigt, at jeg slet ikke nåede at forstå, hvad der skete«. Vi dyrker og perfektionerer barndommens skræk for lediggang og slendrian, så den får os til at arbejde så hurtigt, at patienterne (næsten) ikke har betydning, som personer, længere – målet er, at vi »får gjort noget«, og de bliver »raske« (i hvert fald i abstrakt lægelig forstand).
Men man kunne jo vende den småborgerlige ide om, at lediggang er roden til alt ondt, på hovedet og mene, at foretagsomhed kan skabe flere problemer, end det løser – i hvert fald i sundhedsvæsenet. Et nyt motto kunne være: »Så lad dog være med bare at gøre noget – stå dog stille«. Vi laver mange fejl i samtaler med patienterne, men nogle af fejlene er usynlige for os. Det er en grundlæggende fejl med alvorlige konsekvenser, at vi hele tiden tror, at vi skal gøre noget i en patientsamtale, og at vi ikke må se ud som om, vi »står stille«, lytter og fintænker. Pauser i samtalen er hæslige: »Begynder patienten at græde, har jeg tabt«, »Hvorfor siger patienten dog ikke noget? … det er mig, der er lægen, så må jeg jo sige noget«, »Tiden går, jeg får en høj løn, nu må jeg bare sige et eller andet« etc. Men pauser betyder, at patienten (og lægen) tænker, og at noget i samtalen har fået patienten til at tænke. Man kunne lade patienten tænke og så spørge: »Jeg kan se, at der er noget, der har fået dig til at tænke – er det svært at sætte ord på?«.
En læge-patient-samtale er ikke en hyggelig samtale med et familiemedlem eller en ven. Det er en målrettet samtale med fokus på patientens historie, styrker, svagheder, behov og mål. Samtalen bør være baseret på teori og klinisk erfaring, men må aldrig blive ortodoks og skal tilpasses hver patient. En samtale uden en individualiseret strategi giver et forvirret uklart fokus i samtalen, hvilket kan ryste og afstøde patienten og afspore samtalen. Empatiske behandlere bruger f.eks. begreber, der er (relativt) utvetydige, eller hvor der kan opnås en tydelig fælles meningsfuldhed med anvendte begreber – empatiske behandlere sikrer sig, at der er rum til fortolkninger, hvis patienten ikke er helt sikker eller helt enig med lægen. Og studier af behandlersamtaler tyder på, at det i mindre grad er indholdet af en samtale, der bestemmer, hvor empatisk den forløber: Det afgørende er graden af samstemmende sprogstil, dvs. hvor sprogligt (begrebsligt) ensartet behandler og patient udtrykker sig, og i hvor høj grad de opfatter begreber på samme måde.
På den anden side kan patienterne godt lide samtaler, hvor der anvendes mere abstrakte begreber, som de tillades at forstå i deres egne betydningssystemer – samtalen opleves som inkluderende og motiverende, fordi lægen åbner for, at patientens egne fortolkninger har værdi.
Læger kan, gennem ordvalg og opmærksom lytning påvirke, om patientsamtalen maler sig op i et hjørne (samtaleselvmord), eller om samtalen bliver til en venlig frugtbar vekselvirkning.
Her er to samtaleforløb, der ender hvert sit sted:
1. Patient: … du ved, når man mærker en knude ... i brystet … så føler man sig … altså sådan (stemmen bliver lav og tøvende og dør ud, mens patienten kigger ned, og der er tårer i øjnene).
Læge A: Hvornår mærkede du første gang knuden? Det er nok ikke noget …
Patient: (Lidt fjern i blikket, ser ud ad vinduet) … øh … det kan jeg ikke huske … det er vist længe siden … hvorfor?
Læge A: Narhhh … den knude betyder nok ikke noget. Lad os se, du skal ikke bekymre dig så meget.
2. Patient (samme):
Læge B: Det lyder lidt skræmmende pludselig at mærke en knude.
Patient: ... ja, på en måde …
Læge B: skræmmende på en måde?
Patient: Ja, men … jeg føler, det er som om mit liv pludselig er slut, lige med et, og det gør mig bange … min datter er også gravid.
Læge B: Det forstår jeg godt. Du er bange … men måske også ked af det?
Patient: ja, præcis, det er lige sådan det føles … måske når jeg ikke at se mit barnebarn, men det giver mig også kræfter til at slås, hvis det er kræft … men det er det nok ikke.
I eksempel 1 dør samtalen, fordi lægen bliver bange for patientens tårer og prøver at aflede med et (i sammenhængen ligegyldigt) spørgsmål om, hvornår patienten opdagede knuden. I eksempel 2 får samtalen sit eget liv, hvor lægen er fødselshjælper, samtidig med at han sender et par prøveballoner op (»… måske også ked af det?«), som patienten selv kan få lov at skyde ned, holde svævene eller brodere videre på.
Som Henrik Pontoppidans knokkelmand siger: »Hvad er farligt? Man kan overleve et sabelhug og dø af et myggestik«. Det er ikke op til os som læger at afgøre, hvad der i første omgang er farligt eller skræmmende for en patient. Det afgør patienten – ellers dør samtalen hurtigt ud. Vi skal stikke fingrene i lommen, se dovne ud og lade patienten definere sin frygt og angst. Derefter kan vi være fødselshjælpere, der regulerer og justerer patientens bekymring til et mere nøgternt niveau – men med patienten som den talende. Der er to slags trøst og lindring: Den ene er den lumske småborgerlige trøst, som vi som læger føler os tvunget til at komme med: Vi bliver bange for pauserne og den truende gråd, og vi må for alt i verden ikke virke handlingslammede og uprofessionelle … så vi siger noget bare for at sige noget i stedet for at holde mund: »Nu skal du ikke bekymre dig, der er ikke noget at græde over – det er sikkert bare en virus«. Lægen føler sig professionel, fordi han/hun kan fortolke patientens oplevelse og sætte lægeligt lindrende ord på, mens patienterne føler, at deres oplevelser bliver diskvalificeret eller bagatelliseret: Lægen er uempatisk. Den anden trøst er den professionelt empatiske, hvor man i stedet for at fortolke eller gætte patientens følelse alene er et instrument eller en fødselshjælper, der går lige bag patienten, som prøver at finde de rigtige ord eller at forklare en følelse: »Jeg forstår din bekymring for, at det kan være kræft, sådan vil de fleste mennesker nok føle. Selvom der ikke meget, der tyder på, at det er kræft, så er det vel normalt at være bange, og der er mange tanker, der presser på. Hvad tænker du, når jeg siger det?«
Ved at analysere samtaler har man opdaget, at patienterne opsender mange »prøveballoner« under en samtale – eller som det også beskrives – patienterne »føler temperaturen på vandet« flere gange i løbet af en samtale. Det er patienternes måde at føle lægen på tænderne: Taler vi samme sprog? Vil lægen kunne forstå det, jeg ikke har fortalt? Kan jeg overhovedet forklare lægen det her rod? Den empatiske læge hører undertonerne og griber fat i de grundlæggende følelser eller oplevelser, der kun lige netop antydes. Den uempatiske læge hører konkret og uabstrakt, tager udsagn for pålydende og lader samtalen styre af indpakningen i stedet for af de beskeder, der ligger i indpakningen. Den uempatiske læger udrenser eller bagatelliserer patientens udsagn om de mest dybe følelser, der findes: følelser af meningsløshed, hjælpeløshed og håbløshed, men som i samtalen udtrykkes som frustration over manglende kræfter i hverdagssituationer i stedet for den eksistentielle og dybe meningsløshed, der faktisk er patientens reelle altoverskyggende problem:
Patient: »… altså nogle dage så er smerten så kraftig, at jeg kun har lyst til at ligge i sengen og kigge op i loftet … (pause) … (med lav stemme:) … hvad er meningen med det hele?«
Læge A: »Så du er egentlig bare frustreret over smerten – skal du så ikke have mere smertestillende?«
Læge A overhører fuldstændig den prøveballon, som patienten sender op, og lukker i stedet for samtale ved at foreslå mere medicin. Et alternativt svar kunne have været:
Læge B: »Det virker som om, du er helt overvældet af din situation … ja, det lyder næsten som om, du føler, at det er helt håbløst det hele … (lang pause, patienten græder lidt) … (lægen siger ikke noget) …?«
Patient: »… det var godt at få det sagt … det var sådan en tung sten … (pause)«
Læge B: »Er stenen lettere?« etc. etc.
Patienterne opsender prøveballoner, spærreballoner små hentydninger og bevidste selvmodsigelser, fordi de prøver at etablere et fælles sprog med lægen, så lægen kan hjælpe med at finde de rigtige ord ud af den rigtige tankebane. Desværre, og det her er vigtigt, så ignorerer læger ofte netop prøveballonerne og skifter derfor hurtigt emne, fordi de (fejl-)opfatter det som en afledning, et irrelevant sidespor eller en direkte forhindring for, at den foretagsomme læge kan komme hen til det, som han/hun har besluttet sig for for længe siden, er kernen i patientens historie (mere smertestillende i ovenstående tilfælde).
Læger laver, ubevidst, diagnostisk selvforvirring, fordi de tror, at de hele tiden skal gøre noget, og misser alle de diagnostiske spor, som patienterne drysser rundt om sig – fordi vi har vore egne spor, og vi har alt for tralvt med at have travlt. Det skal lægerne ikke, de skal bare stå der og glo med hænderne i lommerne og lave ingenting, mens patienten gør arbejdet. I satireprogrammet Leika på DR P1 var der en sketch, hvor to velhavende, højtuddannede førstegangsmødre sidder på café med de sovende nyfødte. Den ene mor siger til den anden: »Det sværeste ved at blive mor er, at man også får et barn. Det skriger og råber hele tiden og vil have én til at gøre både dit og dat. Jeg har da travlt nok med at være mor!«. Læger skal holde op med at være travle foretagsomme spejdertornadodoktorer. De skal bare lytte, høre og følge patienten – så får patienten nemlig travlt med at fortælle, hvad det egentlig er, der foregår derinde i kroppen. Så lad dog være med bare at gøre noget – stå bare helt stille og lyt.
