BLOG - Morten Sodemann: Rigtige kirurger hader cateringkompetencer

Hjernekirurg Henry Marsh sagde i et interview til JyllandsPosten 2.april 2016 (i anledning af hans anmelderroste bog "Gør Ikke Skade"), om undervisning i empati på sygehuset, hvor han er ansat: ’Hvor er det mærkeligt, at jeg nu skal høre en ung mand med baggrund i catering fortælle mig, at jeg skal udvikle empati, fastholde fokus og forblive rolig. Når man har kæmpet med død, ulykke, kriser og katastrofer i 30 år, er det svært at skulle undervises i den slags. Det er en fornærmelse. At kommunikere med patienter lærer man meget langsomt. De pårørende ringer ikke dagen efter patientens dødsdom og siger, at det klarede Henry Marsh vel nok godt’.

Første gang, jeg læste interviewet, syntes jeg, han havde ret. Men så læste jeg det igen. Det, han mener, er jo dybest set, at læger tror, de kan udvikle kommunikative evner og empati med sig selv – og at de er tvunget til det, fordi de ikke får feedback, og fordi ingen har de samme erfaringer som os læger. Det, kirurgen i virkeligheden beskriver, er, at mange læger lever ego (-fag)centrisk forankret i hver sit historiske øjeblik, i sit eget lukkede samfund og fysiske miljø: lukket inde i en boble af deres egen erfarede virkelighed og i deres egne kundskaber.

Det er et kald at være læge, og den allerfineste afdeling, man kan blive indlagt på, er utvivlsomt: neurokirurgisk. Men så kommer den her unge fløs, der med erfaringer fra et mellemstort cateringfirma underviser i professionel empati. Han kommer til at virke som en særdeles rød klud i ansigtet på den erfarne tyr: hjernekirurgen, der ikke er vant til at tage imod råd fra andre end sin ægtefælle (og kun om tøjvalg).

Det, Marsh også afslører mellem linjerne er, at når der aldrig er nogen patienter, der giver ham feedback, så kunne det også skyldes en sandsynlig kombination af:

1. At han ikke er den (person-)type hjernekirurg, man giver feedback. Det indbydes der ligesom ikke til – og det ved alle kollegerne, mens patienterne intuitivt opfanger, at her er en mand, hvis stil ikke kan kommenteres.

2. At han måske slet ikke er så empatisk og så god en kommunikator, som han selv har fundet ud af (med sig selv). Og det er der ikke nogen af kollegerne, der har haft særlig meget lyst til at fortælle ham – igen fordi hjernekirurgen måske ikke lige indbyder til det.

Endelig giver hjernekirurgen det tydelige indtryk, at 30 år med død, ødelæggelse, kriser og katastrofer helt af sig selv hærder på en måde, som hæver sig højt op over catering kompetencer og sætter lægen i stand til en slags auto-feedback (når nu man er bedre til det selv).

Først afskærer man patienter og kolleger fra at komme med kritik, og så opfinder man sit eget interne positive feedback system, hvor man automatisk bliver en klogere, dygtigere og mere indfølende læge. Og så kan man ovenikøbet spille helterollen som enmandshæren på operationsgangen – jeg er tvunget af omstændighederne til at rose mig selv. Og den eneste støtte, sygehuset tilbyder mig efter 30 år som den allerfineste løve på operationsgangen, er en 27-årig mellemleder fra cafeteriebranchen, der vil indføre varm luft omkring det kirurgiske lejrbål, mens kollegerne synger med. Man ser næsten kirurgen stå som ensom svensk ulv på toppen af Riget og hyle mod de gamle dage i horisonten: ’danskjävlar’.

Patienter stiller lynhurtigt sig selv to spørgsmål når de møder lægen:

1. Kan jeg stole på denne person (varme-empati)? Og:

2. Kan jeg få respekt for denne person? (kompetencer).

Det er ikke et offentligt regnestykke, og lægen involveres sjældent i resultatet, hvis man ikke direkte inviterer til dialog om det. Læger går relativt uforandrede ud af patientsamtaler, og der er intet, der tvinger dem til åbent at reflektere over patientsamtalers forløb.

Selv efter 30 år kan man som læge ufortrødent traske rundt i sit selvskabte ekko-rum og nyde rollen som patientens bedste ven – mens publikum tænker noget helt andet. Afstanden mellem, hvad læger tror, patienten siger og mener, og så hvad der er deres faktiske hensigt at sige, er enorm. Og den afstand stiger med lægens alder i takt med at lægens auto-feedback mekanisme bliver selvkørende. Birthe Rønn Hornbech sagde engang: ”Når man har læst biblen og H.C. Andersen er der er ikke mere man kan lære om mennesker”. Så det er ikke kun læger men også jurister og økonomer der har auto-feedback når de føler sig ophøjet over catering kompetencer.

Hvis vi som læger vil tages alvorligt som andet end dygtige hjernekirurger (som Henry Marsh helt sikkert er) og vil ses som empatiske, professionelle samtalepartnere, skal vi invitere til dialog om patientens behov og bekymringer, og vi skal turde spørge til, om patienterne føler, de kan stole på os som personer og har tillid til vores håndværkskunnen. Dét kræver et fælles sprog med patienten, og her kan det godt være,at den unge mand fra cateringbranchen er et bedre bud end hjernekirurgen. Henry Marsh’ oplevelse kunne tyde på det.

Praktisk klinisk empati er ikke noget, alle læger er født med. Mennesker, der har fået konstant positive tilbagemeldinger omkring deres lægelige håndværk, kan have svært ved at lære at være nysgerrige omkring andre mennesker. Desuden vil mennesker, der er vant til at løse andres problemer (læger), have vanskeligheder ved at slukke for deres selvkørende deduktive tankegang for at absorbere (endnu) flere detaljer ved at lytte til patienten. De har simpelthen svært ved at slukke for den indre stemme, der med auto-feedback kommer fra symptomer til diagnose og ender med behandling, som så meddeles patienten.

Nelson Mandela sagde at “Uden sprog kan vi ikke tale med mennesker og forstå dem". Vi kan ikke dele empati for deres håb, drømme og bekymringer uden et fælles sprog. Lægers manglende feedback fra patienter er ikke udtryk for patienters accept, eller at læger gør det godt – det er udtryk for, at vi ikke inviterer til dialog gennem et fælles sprog, og at patienterne er bange for at få skældud. Dygtige kirurger, som ingen tør sige noget til, kan være dødsensfarlige. Hverken skalpel eller scanner løser dét problem.