BLOG - Sandra Meinich Petersen: Hvor kunne det dog være fantastisk at være forsker

Det er vist alment kendt, at man skal blive lidt (læs: meget) ph.d.-deprimeret undervejs, men det er ikke den slags almindelige forsker-blues, der får mig til at miste lysten til at forske. Det er bureaukratiet!

Fuldstændigt som i andre dele af vores væsen, er forskningen blevet pålagt bureaukrati til op over begge ører. Jeg er sikker på, at hver enkelt del er blevet oprettet i den bedste mening. Vi skal jo beskytte patienterne mod gale forskere, der vil lave forsøg på dem uden samtykke - der skal ikke herske tvivl om, at jeg er fan af Helsinki-deklarationen.

Vi skal også beskytte patienterne mod, at deres personfølsomme data bliver misbrugt. Helt sikkert.

Men jeg oplever, at bureaukratiet har ædt forskningen fuldstændigt uden at holde formålet for øje. For eksempel når jeg skal udfylde skema op og skema ned til Datatilsynet om, hvordan jeg vil beskytte mine data, der beskriver hvilke bakterier, jeg fandt i brugte sonder. Det er jo personhenførbare data, skal jeg huske på.

Tænk hvis nogen kunne finde frem til, at det faktisk var lille Karl-Otto, der havde Staphylococcus Epidermidis i sin brugte sonde? Sprængfarlig viden! Godt at jeg bruger tid på at udfylde skemaet. Og endnu vigtigere: Godt at der sidder en jurist og tjekker, at jeg har udfyldt det rigtigt. For det har jeg selvfølgelig ikke! Der er kommentarer til punkterne x, y og z.

Desuden har jeg jo slet ikke lavet en databehandleraftale med den afdeling, hvor disse prøver opbevares i en fryser. Vores institutioner har trods alt kun haft samarbejde i årevis (uden større problemer), så det er godt, at vi med denne spritnye aftale kan holde vores samarbejdspartner i kort snor.

Juristen lavet et femsiders udkast, som bare lige skal underskrives. Men juristen på den anden afdeling kan ikke lide ordlyden af aftalen og vil ikke skrive under.

Heldig som jeg er, kan jeg jo kontakte Datatilsynets jurist og få at vide, at man altid plejer at få kontrakten skrevet under, som den er. Derefter kan jeg skrive tilbage til den anden afdeling, som så må tage til møde med sine jurister og…

Min oplevelse er, at det sagtens kan tage 3-6 måneder, fra en protokol ligger klar, til godkendelserne er på plads. Det er i sådanne situationer, at jeg mister lysten til at forske.

Det virker som om, man har glemt, at det oprindelige formål var at beskytte patienter, ikke embedsmænds stillinger. Jeg synes, at det er vores pligt som læger at prøve at gøre op med denne overbureaukratisering, som spænder ben for god forskning, fordi sagsbehandlingen er så lang, at forskerens løn og tid slipper op, mens man venter på godkendelser. Men hvordan?