Sommerferien (en dejlig solrig og varm én af slagsen) er slut, og foran os ligger efteråret, hvor de praktiserende læger har sat sig for at skabe en vision om almen praksis. Jeg glæder mig meget til dette arbejde, som jeg tror og håber vil vise vejen frem mod en styrkelse af faget og fastslå almen praksis' centrale placering i det danske sundhedsvæsen.
Sommerferien (en dejlig solrig og varm én af slagsen) er slut, og foran os ligger efteråret, hvor de praktiserende læger har sat sig for at skabe en vision om almen praksis. Jeg glæder mig meget til dette arbejde, som jeg tror og håber vil vise vejen frem mod en styrkelse af faget og fastslå almen praksis' centrale placering i det danske sundhedsvæsen.
Ældre kolleger har flere gange har rystet på hovedet ad planerne om at skabe en fælles vision for almen praksis: ” Det er prøvet før, og vi har aldrig kunnet blive enige”, siger de. Måske har de ret, men jeg forbeholder mig retten til at være optimist på mit fags og mine kollegers vegne.
Hvem vil ikke gerne arbejde for, at vi vedblivende arbejder for at højne det faglige niveau?
Hvem vil ikke insistere på, at vi skal fastholde og udvikle læge-patient relationen?
Hvem kan ikke se fordelene i et mere velfungerende samarbejde med sundhedsvæsenets øvrige aktører?
Spørgsmålene og uenigheden melder sig, når vi spørger hinanden: Hvordan? Ad hvilken vej skal vi gå?
Flere har givet udtryk for, at der er en modsætning mellem indsamling af kvalitetsdata og bevarelse af den nære patientrelation.
At krav om tilgængelighed og flere bundne opgaver ødelægger lægers mulighed for at prioritere i en presset hverdag.
De har jo ret. Vi bliver presset. Men udvikling opstår ofte først, når man bliver presset. Det er dybt menneskeligt at holde fast i det velkendte. Selvom de fleste kan blive enige om, at der ikke forskes nok i de problemstillinger, vi ser i almen praksis. Om at samarbejdet på tværs af sektorerne ikke altid fungerer optimalt. Om at mange læger er alt for pressede på tiden og derfor ikke kan tilbyde den tilgængelighed, som de i virkeligheden selv synes er passende.
En kollega skrev for nylig til mig, at han frygtede, at al denne diagnosekodning og dataregistrering ville medføre, at han fik flyttet sit fokus fra patienten til sin computerskærm. Jeg forstår ham godt. At tabe fokus på patienterne vil være katastrofalt for almen praksis. Relationen og kommunikationen med vores patienter er en af vores kernekompetencer, som vi skal værne om. Men dette værn skal ikke udelukke, at vi som fag følger med tiden og udvikler vores fag. Det skal ikke stå i vejen for, at vi bidrager til forskning og optimerer vores arbejdsgange og vores samarbejde med andre sektorer i både sundhedsvæsenet og på beskæftigelsesområdet.
Udfordringen bliver at få alt dette til at gå hånd i hånd med den gode læge-patientrelation.
Efterårets visionsarbejde kan forhåbentlig bidrage med input til, hvordan vi løfter denne opgave.
Muligheder for at løse opgaven kan måske findes i form af udvikling af it, som faciliterer flowet i opgaver. Patienternes aktive medansvar for konsultationens forløb, ikke mindst kontroller af kronisk sygdom, kan inddrages. Organiseringen af praksis kan udvikles med henblik på at bedre tilgængeligheden. Der kommer sikkert endnu flere input, når samtlige 3500 praktiserende læger i Danmark får muligheden for at deltage i visionsprocessen.
At vi som stand alle får muligheden for at bidrage til visionsprocessen anser jeg for noget unikt inden for sundhedsvæsenet. Hvilken anden faggruppe har haft denne mulighed?
Til pessimisterne, som ikke tror på, at der findes en vej, som tillader os at bevare den gode patientrelation samtidig med, at vi indgår som en del af et sammenhængende sundhedsvæsen, med alt hvad dette indebærer af systematik, registrering og vedvarende forandringsprocesser, vil jeg sige: Yes we can!
Jeg husker stadig, da jeg i nyhederne engang i starten af 90’erne hørte, at freon, som man dengang brugte i køleskabe, ville blive forbudt til dette brug efter 10 år. Køleskabsproducenterne hylede og peb: ”Uden freon ingen køleskabe”. Da så jeg et indslag med en ”ekspert”, jeg husker ikke i hvad. Han så helt rolig ud og sagde, at han var sikker på at der ville blive fundet en løsning. Jeg var nu alligevel lidt bekymret; skulle mine børn fødes til en verden uden køleskabe??! Men han havde ret. Presset fik køleskabsproducenterne til at udvikle alternativer, verden har stadig køleskabe.
Således vil også vi kunne finde løsninger, der forener den gode læge-patientrelation og det gode lægeliv med de udfordringer, vi stilles overfor. Det kan synes svært og farligt at begive sig ud på denne færd, men jeg er sikker på, at det er vejen frem, og jeg tror på, at vi kan lykkes med denne proces
