Bør bekendtgørelsen om videnskabelig uredelighed revideres endnu en gang?

Det går rigtig skidt i lande, der ikke har en national myndighed til at behandle sager om mistænkt videnskabelig uredelighed. Det skyldes især, at magtfulde personer foretrækker at feje sagerne ind under gulvtæppet for ikke at skade institutionens ry. Jeg har derfor altid støttet op om

Udvalgene for Videnskabelig Uredelighed (UVVU) og har deltaget i behandlingen af tre sager for 10-15 år siden under afdøde professor Daniel Andersens glimrende ledelse. Ingen fik en påtale om videnskabelig uredelighed, men derimod om andre forhold, som i to tilfælde var »stridende mod god videnskabelig praksis«.

Professor Bente Klarlund står til at få en påtale om videnskabelig uredelighed, hvilket har rejst kraftige protester fra en række professorer mod UVVU [1]. Jeg har ikke sat mig ind i sagen, men finder det interessant, at Klarlund påpeger, at klageren selv og nogle af medlemmerne i UVVU også har undladt krydsreferencer, hvilket er en af de ting, Klarlund klandres for [1]. Det rejser det spørgsmål, om det ikke ville være mest retfærdigt, hvis alle sagsakter blev lagt åbent frem, når en sag er færdigbehandlet. Videnskabens væsen er åbenhed, som tillader andre at danne sig deres egen opfattelse af substansen. Åbenhed ville også give andre forskere mulighed for at se, når en anklage om videnskabelig uredelighed er uden reelt indhold, men blot er udtryk for chikane. Klarlund har f.eks. været forfulgt af en skotsk charlatan i årevis, også efter hendes frifindelse [1].

Personforfølgelse

Min internationale forskergruppe har også været udsat for personforfølgelse, idet Lægemiddelindustriforeningen (Lif) misbrugte UVVU til chikane. Jeg havde fået adgang til forsøgsprotokoller over industriinitierede, randomiserede forsøg anmeldt til de videnskabsetiske komiteer, og vi fandt, at det i halvdelen af protokollerne var anført, at sponsoren enten ejer data eller skal godkende manuskriptet eller begge dele [2]. Ingen af disse uacceptable begrænsninger i den akademiske frihed var nævnt i nogen af de efterfølgende publikationer. Vore resultater var ikke spor overraskende, men de bidrog til at forklare, hvorfor industrisponsorerede forskningsresultater ofte er misvisende [3]. Direktør Ida Sofie Jensen og vicedirektør Jan Hylleberg fra Lif blev fortørnede over, at vi havde beskrevet firmaernes lyssky metoder, og de anklagede os for videnskabelig uredelighed. Anklagen var åbenlyst grundløs. Selvom Lif havde fået kopier af de samme sider i protokollerne, som vi havde brugt, fremkom Lif ikke med et eneste konkret anklagepunkt, man kunne tage stilling til [4].

Sagsbehandlingen kunne have været yderst kortvarig. Jeg tilbød UVVU at vise, forsøg for forsøg, hvor vi havde vore data fra, hvilket kunne gøres på under en time. Jeg opfordrede også UVVU til enten at afvise at behandle sagen, idet loven giver mulighed for at afvise en sag, som »må anses for åbenbart grundløs«, eller i det mindste forlange, at Lif fremkom med mere end vage antydninger a la »vi kan ikke lide jeres afsløringer« [4].

UVVU afviste mine forslag, selvom Lifs opførsel var grotesk, og selvom jeg argumenterede for, at en realitetsbehandling af vores sag – hvor der ikke var nogen evidens til støtte for anklagen, og hvor vore data let kunne være blevet tjekket og anklagen afvist – skabte en uheldig præcedens [4]. Charlataner kunne jo se, at det er risikofrit at misbruge UVVU til at chikanere sine modstandere. Jeg fandt det særligt uheldigt, at UVVU accepterede, at medicinalindustrien misbrugte systemet, fordi industrien kan skræmme forskere til at undlade at publicere resultater, det ikke er i industriens interesse kommer frem, ved at true dem med ubegrundede anklager om uredelighed [3, 4].

Daniel Andersen havde en anden opfattelse. Han deltog ikke i sagsbehandlingen, men skrev til mig: »At UVVU støtter dig efter en egentlig behandling, er langt vægtigere for dig, end en afvisning ville have været. En sådan ville lettere kunne have været kaldt urimelig eller partisk – eller hvad andet opfindsomme folk i Lif nu måtte kunne finde på. Selv tog jeg ved flere lejligheder sager – som kunne have været afvist – af ovennævnte grund – og det har jeg aldrig fortrudt. Klagerne kunne så klart se, at de ikke havde ,noget at komme efter’, og at der ikke blot var tale om et overfladisk skøn fra udvalgets side«.

Lifs anklage

Andersens opfattelse forudsætter, at klagerne er hæderlige personer. Lifs anklage var netop ikke baseret på en ærlig mistanke om videnskabelig uredelighed [4, 5]. Den var et forsøg på intimidering og chikane, hvilket industrien ofte benytter sig af, når nogen vover at gå imod dens interesser [3]. Det fremgik også af, at Lif løj om vores forskning på deres hjemmeside og i en pressemeddelse [4] og ikke foretog sig noget, selvom vi dokumenterede løgnene over for Lif og bad om, at de blev fjernet. Endvidere sendte Lif sine anklager om vores forskning vidt omkring: til direktionen på Rigshospitalet og i H:S, De Videnskabsetiske Komitéer for København og Frederiksberg Kommuner, Den Centrale Videnskabsetiske Komité, Lægemiddelstyrelsen, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Videnskabsministeriet, Lægeforeningen, JAMA (hvor vi havde publiceret forskningen) og Ugeskrift for Læger.

Selv efter vores frifindelse fortsatte Lif med at hævde, at vi var uredelige.

En af redaktørerne på BMJ kunne ikke forstå, at den danske medicinalindustri havde anklaget vores velanskrevne forskergruppe for uredelighed, og hun sørgede for, at en journalist omtalte sagen i BMJ, da den var afsluttet [5]. Denne journalist spurgte Lifs pressechef Lars Bech Pedersen i e-mails om, hvorfor Lif havde fravalgt at debattere emnet på den sædvanlige måde (f.eks. i JAMA, hvilket vi havde opfordret Lif til at gøre), om Lif accepterede UVVU's afgørelse, og hvorfor de forskellige offentlige udtalelser Lif var kommet med om os, og som nu var blevet miskrediteret af UVVU, ikke var blevet trukket tilbage. Lif svarede ikke på spørgsmålene, men gentog deres anklager om videnskabelig uredelighed i en e-mail [5].

At medicinalindustrien lyver, er ikke noget nyt [3]. Men vi skal ikke acceptere, at industrien misbruger UVVU i sin klapjagt på dem, der påpeger uacceptable forhold i forskningen.

Vi trænger til en debat om UVVU. Vi havde et af de ældste og bedste systemer i verden, men det ødelagde videnskabsminister Helge Sander, da han i 2005 dikterede, at UVVU fra nu af kun kunne behandle formodede tilfælde af uredelighed, der involverede private forskere og firmaer, hvis de selv accepterede at blive undersøgt [3]. Det udløste en storm af protester fra alle hjørner af samfundet, inklusive fra Novo Nordisk. Sanders kommentar, at forskningen i den danske medicinalindustri ikke skal kontrolleres af det offentlige, udløste en ny proteststorm, og efter en revision af bekendtgørelsen i 2008 blev alle igen lige for loven. Mine forslag til en ny revision er:

1) Der skal være straffebestemmelser for unødig trætte for at reducere risikoen for, at systemet misbruges til en gratis omgang chikane.

2) UVVU bør afvise sager, hvor der ikke er konkret støtte til anklagen i det fremsendte materiale.

3) UVVU bør offentliggøre samtlige sagsakter, hvilket kan forebygge mytedannelser og uretmæsssig stempling af hæderlige forskere, selv efter a de er blevet frikendt.

Jeg har nu lagt akterne i vores egen sag frem på: www.cochrane.dk/research/harassment_by_Lif

Læs svar fra hhv. Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed & Lægemiddelindustriforeningens side 2511