Børnepsykiatrisk undersøgelse af irakiske asylsøgende børn

I forbindelse med at voksenpsykiater Henrik Day Poulsen har skrevet en kronik i Berlingske Tidende, optrådt i DR2 Deadline og svaret på to debatindlæg i Ugeskriftet [1], føler jeg mig stærkt provokeret til at knytte nogle oplysninger hertil.

Vi har som læger aflagt et lægeløfte. Endvidere bør vi, ifølge de etiske regler, tilkendegive vores mening om sundhedsfaglig uforsvarlighed, når vi bliver opmærksomme på sådanne forhold.

Sådanne intentioner fra lægerne, der har undersøgt 21 børn i afviste irakiske familier [2], er af Henrik Day Poulsen blevet tolket som partiskhed.

Vi er læger og bliver betragtet som eksperter, hvis vi udtaler os i medierne. Jeg vil gerne informere Henrik Day Poulsen og andre om nogle fakta inden for børnepsykiatrien.

Når et barn med psykisk lidelse skal behandles, ligger den primære behandling i at tilpasse barnets miljø til barnets behov. Stressende faktorer skal minimeres, for at en behandling skal kunne lykkes. Dernæst kan barn og forældre modtage terapi, og først derefter kan medicinsk behandling komme på tale. At medicinsk behandling kommer ind på en tredjeplads skyldes: 1) at medicinsk behandling ofte har ringe eller slet ingen effekt. Sidstnævnte er som regel tilfældet, hvis miljøet er for stressende, og 2) at børn får oftere og sværere bivirkninger. Henrik Day Poulsen oplyser, at haloperidol, imipramin og fluoxetin kan fås for en billig penge overalt. Selv som voksenpsykiater er man klar over, at haloperidol har stærkt øget frekvens af alvorlige bivirkninger, jo yngre patienten er. Imipramin og andre tricykliske antidepresiva har ingen effekt på depression hos børn. Fluoxetin og andre SSRI-præparater har ringe til ingen effekt på depression hos børn og kan føre til øgede selvmordstanker hos unge, hvorfor behandlingen skal følges nøje.

Børn er meget afhængige af deres forældres velbefindende. Derfor bliver man som børnepsykiater nødt til at hjælpe forældrene til at få det bedre. De omtalte familier er flygtet fra nogle rædselsoplevelser, som de har opfattet som livstruende. Deres familie og venner er måske dræbt. Deres angst hviler på et helt anderledes objektivt grundlag end den angst, mange danskere lider alvorligt af. Disse forældre er overbeviste om, at de selv og børnene bliver dræbt, hvis de vender tilbage. Ville det ikke være naturstridigt og uansvarligt, hvis forældre tager deres børn med hen til det sted, de mener, er dødsensfarligt?

Henrik Day Poulsens udsagn om, at Danmark er et af verdens bedste retssamfund, at det også skulle komme asylansøgere til gode, og at asylansøgere har haft mulighed for at klage, vil jeg ikke kommentere, men henviser til advokater med erfaring på området.

Interessekonflikter: Medforfatter til rapporten »Børnepsykiatrisk-børnepsykologisk undersøgelse af 6 asylbørn«, 2007.