Skip to main content

Boganmeldelse: Anne-Marie Mai, Peter Simonsen, Camilla Schwartz, Iben Engelhardt Andersen, red. Syg litteratur

Professor emeritus Per Vestergaard

9. mar. 2016
2 min.

Teksterne i denne antologi er ikke syge. Tværtimod. Samlingen præsenterer ypperlige prøver på litteraturens formåen inden for de begrænsninger, redaktørerne har valgt. Begrænsningerne er markante: De 27 tekststykker har alle en relation til sygdom og sundhedsvæsen, de er alle danske, de er korte uddrag fra romaner, noveller eller digtsamlinger, og endelig er de fleste nutidige, udgivet efter år 2000. Litteraturprofessoren Anne-Marie Mai indleder bogen med en kyndig introduktion til litteraturens rolle i samfundet generelt og i sundhedsvæsenet specielt. Bogen henvender sig til »de mange professionelle, som har direkte kontakt med patienter og pårørende inden for sundhedsvæsenet«.

Forfattere: Anne-Marie Mai, Peter Simonsen, Camilla Schwartz, Iben Engelhardt Andersen, red. Forlag: Munksgaard, 2016 Sider: 192 Pris: 275 kr.

Forordet fortæller, at bogen kan benyttes til generel inspiration eller til undervisningsbrug.

Uanset teksternes lødighed er det ikke indlysende, hvordan de skal bringes til at virke over for sundhedsprofessionelle som læger og lægestuderende. Det kræver et betydeligt formidlingstalent hos ildsjæle i sundhedsprofessionerne selv eller i gruppen af faglitterater at nå ud til de mange sundhedsarbejdere med litteraturens gode budskaber. Disse budskaber kan, ifølge bogen, hjælpe sundhedspersonale, patienter og pårørende med »det menneskelige« og »eftertanker over tilværelsen«. Man kunne ønske sig, at man i bogen havde ofret formidlingsaspektet en større opmærksomhed. For den allerede beredte læser åbner tekstudvalget op for værdifulde oplevelser og god inspiration, især hvis de fulde litterære tekster hjemtages. Denne anmelders favorittekst er det relativt lange uddrag fra Jens Blendstrups mandehørmende beskrivelse af fire brødres afsked med deres forsumpede far. Det befriende, usentimentale uddrag stammer fra bogen »Gud taler ud«. Lån den, læs den og le højt – trods alvoren.

Professor emeritus Per Vestergaard

E-mail: per.a.vestergaard@gmail.com

Interessekonflikter:Ingen