Skip to main content

Boganmeldelse: Der er flere bakterier i et gram lort, end der er mennesker i hele verden

Professor Hans Jørn J. Kolmos

26. feb. 2015
2 min.

Peder Worning er bioinformatiker på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Hvidovre Hospital. Han har skrevet en fin bog om bakterier, som ikke bare er for mikrobiologer, men som henvender sig bredt til alle, der er interesseret i at få indblik i bakteriernes forunderlige verden.

Peder Worning. Der er flere bakterier i et gram lort, end der er mennesker i hele verden. Fadls Forlag, 2014. 255 sider. Pris: 299,99 kr.

Og indblik giver den, både i bakteriernes naturhistorie og i, hvordan de interagerer med mennesker – på godt og ondt. Mikrobiologer koncentrerer sig traditionelt om sygdomsfremkaldende bakterier. De er naturligvis vigtige, og dem får vi også meget at vide om. Men bogen går et stort skridt videre og fortæller historien om de gode bakterier, som indgår i vores normale mikrobiota, og som spiller en rolle i, at vi holder os sunde. Vi hører også om de mange sygdomme, der kan opstå, hvis mikrobiotaen nedbrydes med antibiotika, og hvordan balancen kan genoprettes med probiotika. Endelig er der afsnit om de mange nyttige miljøbakterier, som bruges til forædling af fødevarer, til fremstilling af enzymer og lægemidler samt til spildevandsrensning og forureningsbekæmpelse.

Som læser er man i gode hænder hos Peder Worning, der både har overblik og detailkendskab. Jeg har sjældent læst en bog, der på så få sider leverer så meget viden på en så letforståelig måde. Det er formidling på højt niveau, fremstillet i et fint og letforståeligt billedsprog og krydret med gode historier, som stimulerer fantasien og skærper lysten til at læse videre. Bogen er populærvidenskabelig på den gode måde og tåler sammenligning med Paul de Kruifs berømte bog Mikrobejægere. Vi har længe savnet en opdatering, og her leverer Worning et fint bidrag. Hist og her kniber det lidt med stavningen af bakterienavne, og enkelte afsnit kunne godt strammes op. Men det er småting, der kan rettes til i kommende udgaver. Bogen kan læses med udbytte af alle, som ønsker en lettilgængelig indføring i mikrobiologien: læger, biomedicinere, medicinstuderende, bioanalytikere, sygeplejersker m.fl. Køb den, den er rigeligt pengene værd.

Professor Hans Jørn J. Kolmos

E-mail: hans.joern.kolmos@rsyd.dk

Interessekonflikter: ingen