»Medicinalvirksomhederne kombinerer deres kreative valg af undersøgelser med yderst kvalificerede pressestrategier og marketing«. Den tyske toppolitiker Karl Lauterbach kræver i sin bog "Kræftindustrien", at forskningen stilles i patientens og ikke i profittens tjeneste.
Kræftindustrien æder vores sundhedssystem op
Tysk debatbog skitserer kræftens fremmarch og retter rasende anklage mod den profitorienterede medicinalindustri.
Han er gruppeformand for regeringspartiet SPD i den tyske Forbundsdag, hvor han sidder i en række sundhedsfaglige udvalg, og så er han såmænd også dr.med. og professor ved Harvard og Köln Universiteter inden for det sundhedsøkonomiske område.
Karl Lauterbach ved altså godt, hvad han snakker om. I sin ny bog "Kræftindustrien – hvordan en sygdom erobrer Tyskland" leverer han både en introduktion til forskellige kræft- og behandlingsformers udbredelse samt et advarselsskud mod den profitorienterede kræftindustri, der truer med at skabe massive prioriteringskonflikter og slå bunden ud af vores sundhedssystemer.
Profitabel folkesygdom
Katastrofen ligger lige for. Halvdelen af alle mennesker i de store årgange mellem 1950 og 1970 vil i kraft af længere levetid få konstateret kræft. Der vil altså ske en eksplosion i antallet af desperate patienter, der hellere klamrer sig til et ubegrundet håb end accepterer en begrundet håbløshed. Markedspotentialet selv for tvivlsomt dokumenterede kræftbehandlinger er dermed nærmest uendeligt.
Lauterbach går her i dybden med både medicinske, økonomiske og politiske aspekter af kræftindustrien, som især indbefatter den internationale – hovedsageligt amerikanske – medicinalindustri, men også tyske forskningsinstitutioner, sygehuse og læger.
Det skitseres, hvordan kræftbehandlinger siden de første gennembrud i 1980'erne konstant har vist sig mere komplekse end antaget. Optimisters paradeeksempel med imatinibs succes mod kronisk myeloid leukæmi beskrives pga. denne kræftforms begrænsede genetiske kompleksitet som undtagelsen – Novartis/Roches "milliardtunge og uetiske profitmageri" på dette forholdsvist simple virkemiddel er derimod nærmere reglen, mener Lauterbach.
Generelt betvivler han standarderne i de monopolistiske medicinalfirmaers studier, der svømmer i "forskønnede forskningsresultater" i kraft af udvalgte forsøgspersoner, uskarpe succeskriterier, kortsigtede virkningsbilleder osv.
Med overgangen til personaliserede kræftbehandlinger vil den enkelte patient desuden sjældent have adgang til konkurrerende typer medicin, hvormed firmaerne fortsat kan sætte priserne mere eller mindre egenhændigt, frygter Lauterbach. Derfor kræver han en politisk debat nu – før de er bredt tilgængelige og dermed lægger et etisk pres på sundhedssystemerne.
En bedre kræftindustri
Den enorme globale aktivitet på forskningsområdet mildner ikke den tyske politikers syn på medicinalindustrien. De egentlige gennembrud sker næsten kun i kraft af "passionerede enmandshære på universiteterne", mens medicinalindustriens bidrag er "meget beskedent".
At de enorme indtægter reinvesteres i forskning er en sejlivet myte: Kun et par procent af medicinalfirmaernes omsætning bruges if. Lauterbach til grundforskning, mens 85% af al grundforskning inden for medicin er skattefinansieret. I stedet bruger firmaerne "vanvittige summer på marketing og pseudoinnovationer" – marginalt ændrede produkter, der bl.a. skal være med til at holde patenterne aktive.
De fleste store tyske medier har taget fat i Lauterbachs opråb. Men det er stadig åbent, om det vil række til hans formål: en bred samfundsdebat om, hvilken pris vi vil betale for det stigende antal kræftbehandlinger – og om prisen er retfærdig.
Selv understreger Lauterbach flittigt, at hans mål med bogen ikke er at nedkæmpe kræftindustrien, men at give en bedre forståelse af den, så den kan reguleres og atter stilles i patientens frem for profittens tjeneste.
Journalist Mathias Irminger Sonne
E-mail: mathias.sonne@gmail.com
Interessekonflikter: ingen
