Skip to main content

Boganmeldelse: Kognitiv adfærdsterapeutisk supervision

Konsulent speciallæge i psykiatri, specialist, supervisor i KAT Jørn Lykke

30. aug. 2016
2 min.

Bogen er skrevet af erfarne psykologer, der er specialister og supervisorer i kognitiv adfærdsterapi. Igennem 11 af bogens 13 kapitler beskrives overvejende gruppesupervision på en velskrevet, detaljeret måde, og stort set alle aspekter af andengenerations kognitiv adfærdsterapeutisk supervision bliver belyst. I to kapitler beskrives supervision af tredje bølge af kognitiv adfærdsterapi, og disse adskiller sig stilmæssigt fra de øvrige kapitler. Her er ACT-supervisionen overvejende teoretisk beskrevet, og kapitlet om kognitiv coaching-supervision er noget smal. Måske skulle der være givet mere plads til en mere nuanceret beskrivelse af tredje bølge kognitiv adfærdsterapeutisk supervision f.eks med inddragelse af supervision af mindfulness.

Redaktører: Stine Bjerrum Møller og Nicole G.K. Rosenberg Forlag: Hans Reitzels Forlag, 2016. Sider: 325. Pris: 350 kr.

I de forskellige kapitler i bogen er der lagt stor vægt på at motivere supervisanden igennem læring og refleksion, og samtidig er kravene til supervisanden detaljeret beskrevet. Bogen indeholder mange figurer og eksempler på en lettilgængelig og inspirerende måde, specielt er kapitalerne 4 og 5 centrale i udøvelse af KAT-supervision. Dertil kommer rigtigt gode evalueringsbilag, flere er kendte og brugbare i supervisionen.

En stram redigering af bogen gør, at den også kan bruges som opslagsbog, dog er henvisninger til de mange sidetal besværliggjort i registret.

Bogen er velskrevet og giver en høj grad af validitet igennem omfattende litteraturhenvisninger. Bogen kan klart anbefales til at udvikle professionelle, færdighedsmæssige kvalifikationer i supervisorudannelsen. Kan anbefales til mere uøvede supervisorer for at sikre, at den givne KAT har den fornødne kvalitet. Meget vil være kendt stof for erfarne supervisorer, men det er muligt at blive inspireret af beskrivelsen af feedback på supervisionen, og mixerpultideen er en brugbar nyhed, som bør valideres sammen med andre mere valide evalueringsskalaer.

Bogen er vellykket og udfylder et stort behov for en samlet beskrivelse af kognitiv adfærdsterapeutisk supervision.

Konsulent speciallæge i psykiatri, specialist, supervisor i KAT Jørn Lykke

E-mail: joern.lykke@dadlnet.dk

Interessekonflikter: ingen