Skip to main content

Boganmeldelse: Lungesygdomme – i klinisk praksis

Overlæge Ole Hilberg

28. apr. 2016
1 min.

Der er kommet ny »håndbog i lungesygdomme i klinisk praksis«.

Det er en kærkommen afløser for Lungesygdomme af J. Thuesen Pedersen fra 1980, opdateret i 1999 som lungesygdommebasisbog.

Forfatter: Nina S. Godtfredsen & Annette Nørgaard. Forlag: Munksgaard, 2016. Sider: 350. Pris: 425 kr.

Den nye bog henvender sig til, som forfatterne skriver, yngre lungemedicinsk interesserede læger, f.eks. introduktionslæger, medicinstuderende og lungesygeplejersker.

Bogen omfatter 350 sider fordelt på 20 kapitler. Bogen er systematisk og klassisk opbygget omkring lungernes opbygning og funktion, symptomer, undersøgelser og diagnostiske procedurer m.v.

Derefter er der en systematisk gennemgang af de hyppigste lungesygdomme. Der er også fundet plads til et kapitel om palliation af lungekræft og KOL.

I indledningen af hvert kapitel er der en overskuelig faktaboks, ligesom bogen er rigt illustreret og ganske overskuelig.

Der er fine sygehistorier, som illustrerer de problematikker, man i klinisk praksis står over for ved de enkelte sygdomme.

Afsnittet om inhalationssmedicin (tre sider) kunne godt have været udbygget lidt, hvor der savnes lidt mere dybdegående behandling af tekniske og praktiske aspekter omkring dette vigtige emne.

Med bogen følger også en E-nøgle, der giver mulighed for adgang på pc, tablet og smartphone.

Bogen kan anbefales til anvendelse i klinisk praksis og er en god indføring til faget for medicinstuderende og sygeplejersker samt som opslagsværk på enhver medicinsk afdeling eller i lægepraksis.

Overlæge Ole Hilberg

E-mail: ole.hilberg@aarhus.rm.dk

Interessekonflikter: ingen