Tag en god journalist med et flydende sprog samt en helt usædvanlig lægekarriere, og en spændende biografi er fostret.
Jeg kendte ikke navnet Niels Harboe før jeg stødte på denne biografi. Han er ophavsmanden til elektroforese i Danmark, Proteinlaboratoriet og senere firmaet DAKO. Ud over at være en blændende forsker skriver han sig ind i Danmarks erhvervshistorie på linje med andre store familiefirmaer som Haldor Topsøe, Mærsk, Danfoss mv.
Forfatteren griber denne spændende historie helt klassisk kronologisk an. Opvækst, studietid, ægteskab, etablering, udvikling og slutteligt fokus på alle de humanitære og usædvanlige menneskelige egenskaber hos denne iværksætter.
Bogen er anbefalelsesværdig alene på grund af kombinationen af denne helt usædvanlige forskerkarriere uden disputats, et købmandstalent uden fokus på bundlinjen og et menneske, som både i ungdommen og pensionslivsalderen giver sin indsats til kultur og hjælp til mindre velstillede.
Men som læseoplevelse havde jeg foretrukket, at Alex Frank Larsen havde været en mindre ordentlig journalist og en mere subjektiv forfatter og havde droppet den sædvanlige biografistil og var hoppet ud i at skrive en mennesketrilogi. Der er både skrivetalent og emne nok. Første bind handler om Niels Harboes families utallige meritter og omgang med alle Danmarks spidser. Andet bind handler om den blændende forsker og købmand, som fandt selve disputatsskriveriet som spild af god forskningstid. Sidste bind handler om mennesket med de mange humanistiske talenter, naturligt ledertalent og nærmest obligatorisk fraværende familiefaderskab.