Skip to main content

Boganmeldelse: Obstetrik – en grundbog

Professor, overlæge dr.med. Anja Pinborg

28. jan. 2015
2 min.

En særdeles tiltrængt og længe ventet udgave af bogen ”Obstetrik” er på gaden. Den sidste udgave med Jørgen Falck Larsen som hovedredaktør udkom i 2001 og har gennem de seneste år haft en del mangler i forhold til de områder, som faget obstetrik dækker i dag. Den nye bog: ”Obstetrik – en grundbog” indeholder i forhold til den tidligere lærebog en lang række meget relevante kapitler som ”Immunologi og graviditet”, ”Smertelindring under fødslen”, Psykologiske aspekter ved graviditet, fødsel og barsel, ”Alloimmunisering”, ”Prænatal diagnostik”, ”Lægemidler og graviditet”, ”Rygning, alkohol og illegale rusmidler”, ”Reproduktions- og perinatal epidemiologi” m.fl.

Redaktørerne på bogen: Niels Uldbjerg, Peter Damm og Jan Stener Jørgensen, har hermed fornyet og tilpasset bogen de nye krav i faget obstetrik, som omfatter langt flere aspekter end graviditet og fødsel.

Niels Uldbjerg, Jan Stener Jørgensen, Peter Damm (red). Nyt fra Munksgaard. 2014. 400 sider. Pris 575kr.

Disse emner er inkluderet, uden at bogens samlede omfang er øget, hvilket i sig selv er en kunst, som forfatterne er lykkedes med uden at skære relevante dele af bogen fra. I betragtning af, at fødsler nu primært håndteres på fødegange, har forfatterne valgt at skære betragteligt ned i kapitler som fosterovervågning under fødslen og instrumentel forløsning – et rigtigt fornuftigt valg.

Jeg kunne godt have ønsket mig et kapitel om graviditeter efter assisteret befrugtning, da 8-10% af alle børn i Danmark fødes efter fertilitetsbehandling. Her ville det have været relevant at inkludere de specielle risici, som knytter sig til graviditeter efter ægdonation, samt den højere risiko for kromosomfejl hos børn født efter mikroinsemination. Dette er en personlig kæphest, og desværre kan man jo som bekendt ikke få alt.

Bogen er læsevenlig, de enkelte kapitler hænger godt sammen med bogen som helhed, sproget er flydende, og bogen er rigt illustreret med fine og enkle tegninger. Alt i alt en meget kærkommen og tiltrængt fornyelse af den gamle lærebog i obstetrik, som helt sikkert vil komme både læge- og jordemoderstuderende samt læger i almen praksis til stor gavn. Ikke mindst er den værd at fordybe sig i for læger inden for andre dele af gyn./obs.-specialet. Helt sikkert er det, at den ofte vil blive taget ned fra min hylde.

Professor, overlæge, dr.med. Anja Pinborg

E-mail: anja.bisgaard.pinborg.01@regionh.dk

Interessekonflikter: ingen