"Søvn" er langtfra søvndyssende, men derimod en spændende rundtur i søvnens mange kliniske aspekter. Bogen er skrevet for sundhedspersoner uden specialviden om emnerne, men det skal de nok få. Emnerne strækker sig fra fysiologi og klassifikation til folk, der sover for meget, folk, der sover for lidt, og folk, der næsten ikke sover.
Bogen beskriver den normale søvn og betydningen af køn og alder for et normalt søvnmønster. De mest almindelige årsager til søvnproblemer som insomni, parasomni, respirationssygdomme og døgnrytmeforstyrrelser gennemgås. Bogen indeholder desuden kapitler om lægemidlers indflydelse på søvnen samt om brug af sovemedicin.
En række eksperter har hver bidraget med deres vinkel på søvnens mysterier. Der er altid en risiko for, at den type bøger mister fokus, men det er ikke tilfældet med "Søvn", som er systematisk opbygget, godt gennemarbejdet og har en klar sproglig linje. Man har valgt at bygge på aktuel dansk diagnoseregistrering, som ikke følger ICD-10. Dette er en fordel for den kliniske læser, men næppe når man har de forskningsmæssige briller på. Alt i alt giver bogen en fremragende klinisk oversigt over emnet.
Bogen indeholder masser af god viden, som kan holde læserne vågne og patienterne sovende.
Troels Wessenberg Kjær
E-mail: neurology@dadlnet.dk
Interessekonflikter: ingen