Boinstitutioner eller langtidsafdelinger?

I Ugeskriftet (2010;172:351) meddeler Poul Videbech et al resultatet af en undersøgelse, der var foretaget på den psykiatriske boinstitution Tangkærcentret med henblik på at belyse, om anbringelse af svært psykiatriske patienter på en socialpsykiatrisk institution frem for på en psykiatrisk langtidsafdeling medfører sundhedsmæssige problemer. Arbejdet kommenteres i en leder forfattet af Poul Munk-Jørgensen. I arbejdet vurderes psykiatrisk og somatisk morbiditet, funktionsniveau og forbrug af psykofarmaka. Og der foretages en sammenligning med de resultater, der er opnået i en københavnsk institution.

Brugen af Tangkærcentret til belysning af de omtalte forhold er ikke velvalgt. På denne institution er der en relativ stor andel af patienter med Huntingtons chorea (HC), som opholder sig i en adskilt og selvstændig enhed på institutionen med egen ledelse og personale. HC-beboerne udgør 20% af de patienter, der indgik i undersøgelsen. HC adskiller sig på mange måder fra andre psykiatriske lidelser, hvilket bl.a. afspejler sig i behandlingen med psykofarmaka, som også anvendes ved behandling af de ufrivillige, koreatiske bevægelser, f.eks. olanzapin, som var langt det hyppigst ordinerede præparat på institutionen.

Da der i den københavnske institution, som der sammenlignes med, ikke findes en tilsvarende stor andel af patienter med HC, vil man kunne få et skævt billede. Yderligere er det karakteristisk for patienter med HC, at de taber betydeligt i vægt, hvilket kan have influeret på det samlede resultat af BMI.

Som nævnt har man på Tangkærcentret en speciel enhed for HC-patienter. Tilsvarende enheder er oprettet i Bystævneparken i København og i Herning. Ved at samle disse HC-patienter med meget afvigende adfærd og symptomer opnår personalet en indsigt og en ekspertise, som er en klar fordel og til gavn for patienterne og for de pårørende, som giver udtryk for tilfredshed med den pleje, beboerne får. Jeg har undersøgt beboere med HC gennem så mange år, at jeg også har oplevet dem på psykiatriske langtidsafdelinger. Jeg vil påstå, at den pasning og pleje, der finder sted på de tre boinstitutioner er langt bedre end den, der blev givet på langtidsafdelingerne.

Men Videbech et al og Munk-Jørgensens konklusion er, at den lægelige behandling på boinstitutionen lader tilbage at ønske. Dette gælder også for beboere med HC. Ikke sjældent er det en kamp med de psykiatriske afdelinger at få en patient indlagt eller få et psykiatrisk tilsyn til beboere med HC.

Den optimale løsning for patienter med HC vil ikke være psykiatriske langtidsafdelinger, men specielle boinstitutioner som de tre nævnte, hvor der er tæt samarbejde med læger, som har specialviden om HC. Om en tilsvarende model vil kunne anvendes ved andre psykiatriske sygdomme må andre vurdere.

> Svar af ♠ Professor Poul Videbech, Center for Psykiatrisk Forskning, Århus Universitetshospital, Risskov , E-mail: videbech@dadlnet.dk

Tak til Sven Asger Sørensen for hans kommentarer til vores artikel [1]. Det er uomtvisteligt sandt, at den relativt høje procentdel af patienter med Huntingtons chorea (HC) forhindrer en direkte head to head-sammenligning med det københavnske plejehjem. De vigtigste konklusioner er imidlertid, at læger skal være mere opmærksomme på alle disse svært somatisk og psykisk syge mennesker, som man har besluttet, at det psykiatriske hospitalsvæsen ikke skal behandle.

En anden konklusion er, at der findes en mindre gruppe mennesker, hvis svære sygelighed bedst tages hånd om på en afdeling, der er gearet til dette. F.eks. vil forsøg på nedtrapning af antipsykotisk medicin til en skizofren patient altid indebære risikoen for, at denne bliver psykotisk igen og helt ophører med sin medicin. Dette kan koste patienten (eller andre) livet, og man vil derfor bedst og mest sikkert kunne gøre noget sådant på en dertil indrettet afdeling, hvor psykiatriloven gælder, og hvor den lægelige ekspertise er ved hånden. Det synes vi, at erfaringerne fra undersøgelsen (og det virkelige liv) tillader os at konkludere. Imidlertid er dette åbenbart ikke indlysende, for flere regionspolitikere har allerede slået syv kors for sig og forsikret, at disse alvorlige problemer bestemt ikke skal løses ved at indrette særlige senge. At problemet er alvorligt og involverer mange flere mennesker end bare de syge, vises i en helt ny analyse af alvorlig kriminalitet begået af psykisk syge. I denne undersøgelse konkluderes det samstemmende med os, at der er behov for afdelinger af den nævnte type [2].

Det, at HC-patienter taber i vægt, har jeg ikke været opmærksom på, men det forstærker jo bare vores konstatering af, at det gennemsnitlige BMI er alt for højt.