Skip to main content

Børn med motorisk udviklingsforstyrrelse

Kommunallæge Eva Due & kommunallæge Anne-Lise Kirk på vegne af kommunalt ansatte børnelæger i Københavns Kommune. E-mail: Lise.Kirk@faf.kk.dk

1. nov. 2005
1 min.

Niels H. Rasmussen skriver i sin oversigtsartikel, Ugeskr Læger 2004;166:2227-30, at den funktionsneurologiske undersøgelse (FNU), som anvendes i forbindelse med den lovpligtige lægeundersøgelse ved skolestart, ikke er undersøgt som et validt eller pålideligt redskab til vurdering af barnets motoriske funktionsniveau.

For os er den funktionsneurologiske undersøgelse en lille del af indskolingsundersøgelsen. På grundlag af forældrenes, lærernes og pædagogernes oplysninger om bl.a. barnets motoriske udvikling, mulige motoriske udviklingsforstyrrelse og faglige/sociale trivsel, foretages objektiv undersøgelse inklusive FNU som en helhedsvurdering af barnets formåen.

Hvis der påvises specifik udviklingsforstyrrelse af motoriske færdigheder, foretages omhyggelig klinisk undersøgelse med henblik på ætiologi, videre udredning og behandling.

Her har vi mulighed for at henvise til kommunens børnefysioterapeuter med henblik på Movement-ABC, motorisk behandling/træning og rådgivning af forældre, lærere og pædagoger.

Det var rart at se understreget, at motorisk behandling - uafhængig af træningsprogram - har effekt på specifikke motoriske områder, hvorimod der for nuværende ikke foreligger randomiserede, kontrollerede undersøgelser, som har vist afsmittende effekt på f.eks. indlæring eller adfærd.

Indlægget har været forelagt Niels H. Rasmussen, der ikke har kommentarer.