Centralisering versus decentralisering, hæmatologi

Sygehusvæsenet i Danmark står over for omfattende omstrukturering ved regionsdannelsen. Processen synes understøttet af en kampagne for at centralisering til højnelse af kvaliteten i sundhedsvæsenet. Det forsimpler sagen langt mere, end den kan bære. Hvis man som overordnet mål ønsker sundhedsfaglig service på højt niveau til alle, kræves ud over høj specialisering en struktur, der gør ekspertisen tilgængelig for alle.

Ugeskrift for Læger nr. 15-16 (2006;168) har som tema centralisering i sundhedsvæsenet og lader højt kvalificerede faglige specialister fra centerafdelinger komme til orde. Som man råber i skoven, får man svar, og anbefalingerne er forudsigelige.

Professor Niels Borregaard, Hæmatologisk Klinik, H:S Rigshospitalet, drager atter i korstog for en kraftig centralisering af hæmatologien, åbenbart uden nøjere kendskab til eller interesse for specialets forvaltning uden for egen afdeling og uden overvejelser over afledte konsekvenser af stærk centralisering. Synspunkterne fremføres med en arrogant kollegial respektløshed, som ikke bør være ukommenteret.

Borregaard foreslår tre hæmatologiske centre, som tilsyneladende skal varetage langt størstedelen af de kliniske opgaver, idet decentralt placerede hæmatologer ikke tillægges evner til at varetage patienter med f.eks. kronisk lymfatisk leukæmi. Den nødvendige ekspansion på centrene vil med den forudsigelige specialistmangel betyde nedlæggelse af de decentrale hæmatologiske funktioner.

På centrene vil de højt specialiserede funktioner være i fokus, og specialets mere »banale«, men kvantitativt store områder vil atrofiere.

Rammer centraliseringen også andre medicinske specialer, forsvinder grundlaget for den netop indførte speciallægeuddannelsesreform.

Fratages centralsygehusene væsentlige opgaver, medfører det rekrutteringsproblemer, og kvaliteten på og ultimativt eksistensen af disse sygehuse trues.

Hæmatologiske patienter har ofte kroniske forløb, og med kun tre hæmatologiske afdelinger vil mange med bopæl fjernt fra centrene få en dårligere betjening end nu enten som følge af lange transporter eller behandling på ikkespecialistniveau. Flest mulige patienter bør som anført tilbydes deltagelse i relevante protokollerede undersøgelser, men en optimal rekruttering til protokoller sikres måske bedre ved en styrkelse af den decentrale struktur bl.a. i den »regionale infrastruktur for klinisk kræftforskning«, som er under etablering end ved en stærk centralisering.

I regionerne Nord og Midtjylland har der længe eksisteret et regionalt specialeråd, hvor vi enes om opgavefordeling og ensartede principper for diagnostik og behandling. Det giver en stor sikkerhed for hæmatologisk service på specialistniveau og ingen foreholdes indicerede højt specialiserede behandlinger - heller ikke på Rigshospitalet.

En sådan struktur kan etableres hvor vilje, tillid og gensidig respekt er til stede. Mantraet i omstruktureringen bør således ikke være centralisering af specialer, men en hensigtsmæssig organisering af sygehusvæsenet med en bredde og fleksibilitet, der sikrer, at forskelligartede opgaver i store som små specialer kan løses fagligt tilfredsstillende, bekvemt og ressourceeffektivt. Det kræver rådgivning fra organer og personer med et større helhedssyn end specialister med fokus på løsning af højt specialiserede opgaver.

Indlægget har været forelagt Niels Borregaard, der ikke har yderligere kommentarer.