Skip to main content

The Checklist Manifesto: How to Get Things Right

Overlæge Franz von Jessen E-mail: fvj@dadlnet.dk Interessekonflikter: Ingen

14. jan. 2011
2 min.

Forfatter:Gawanda AForlag: Profile Books LTD, 3A Exmouth House, Pine Street, London EC1R0 JH, 2010

SIDER: 256

Pris: 12.99 GBP p_ Amazom.com

ISBN:

978 1 84668 313 8

BOGANMELDELSE

Atul Gawande er uddannet endokrin kirurg og arbejder på Bringham and Woman's Hospital i Boston. Han er desuden associated professor på Havard Medical Scool og Havard Scool of Public Health.

At der er risici og komplikationer ved enhver kirurgisk behandling er velkendt. Det skønnes, at der på verdensplan udføres 230 millioner kirurgiske indgreb. Komplikationsraten skønnes at være på 3-17%, og den samlede mortalitet efter kirurgi skønnes at være en million dødsfald. I et forsøg på at takle denne udfordring skelner Atul Gawande i sin seneste bog »The Checklist Manifesto« mellem fejl og komplikationer, der opstår, fordi vi ikke har viden, og fejl, der opstår, fordi behandlingerne er blevet så komplekse, at vi ikke længere kan overskue dem, og derfor ikke anvender den tilgængelige viden.

Hidtil har svaret på den øgede kompleksitet i behandlingerne været øget specialisering og forlængede speciallægeuddannelser. Men måske har vi nået disse muligheders grænse: "...the volume and complexity of what we know has exceeded our individual ability to deliver its benefits correctly, safely or reliably. Knowledge has both saved us and burdened us".

Bogens titel beskriver forfatterens ærinde: at advokere for udarbejdelse af tjeklister for komplekse procedurer for at undgå alle forudsigelige faldgruber.

Atul Gawande har med en gruppe kollegaer søgt at overføre metoderne fra luftfarten til kirurgiske behandlinger. På trods af modstand er det med simple kirurgiske tjeklister både lokalt og internationalt på hospitaler i den industrialiserede verden og i tredjeverdenslande lykkedes at reducere såvel komplikationsrate og mortalitet (A surgical safety checklist to reduce morbidity and mortality in a global population. N Engl J Med 2009;360:491-9).

I lighed med hans tidligere bog »Complication« bygger Atul Gawande bogen op om personligt oplevede enkelthistorier, som han efterfølgende perspektiverer. Da han undgår at fremstå som en moraliserende frelser, gør det bogen både fængslende og meget let læst.

Med den kommende indførelse af den danske kvalitetsmodel ligger det lige for, at WHO's tanker om tjeklister i højere grad bliver indarbejdet. Bogen kan derfor varmt anbefales til alle, som arbejder med kvalitet i sundhedsvæsnet.