Skip to main content

Dansk Register for Vanskelig Luftvej og præoperativ luftvejsvurdering

Speciallæge Charlotte Rosenstock. E-mail: charlotte.sosenstock@rh.hosp.dk. Speciallæge Lars S. Rasmussen. Anæstesi- og operationsklinikken, HovedOrtoCentret, H:S Rigshospitalet

31. okt. 2005
3 min.

Mange tak til Arash Afshari et al for initiativet til etablering af et Dansk Register for Vanskelig Luftvej (DRVL), beskrevet i Ugeskriftet [1]. Der er imidlertid i denne i øvrigt meget interessante artikel nogle unøjagtigheder, som måske utilsigtet får præoperativ luftvejsvurdering til at fremstå i et noget uheldigt lys. Således anføres, at vanskelig luftvej (VLV) opstår uventet, fordi der er en lav positiv prædiktiv værdi for de undersøgelser, der bruges ved den præoperative vurdering af luftvejen. Det er korrekt, at disse undersøgelser ved anvendelse enkeltvist har lav sensitivitet, høj specificitet og lav positiv prædiktiv værdi. Det gælder generelt for sjældne sygdomme eller tilstande, at diagnostiske test udviser en lav positiv prædiktiv værdi, dvs. der er en lav sandsynlighed for sygdom, hvis testen er positiv.

Den lave positive prædiktive værdi vil dog ikke, som forfatterne hævder, medføre flere tilfælde at uventet VLV. Derimod vil flere patienter blive betragtet som havende vanskelig luftvej og blive behandlet i overensstemmelse hermed. Det må anses for langt mere uheldigt, at vi har patienter med falsk negative testresultater. I sådanne tilfælde vil man ikke erkende en vanskelig luftvej præoperativt, og dette kan i værste fald i forbindelse med universel anæstesi medføre svær hypoksi med hjerneskade eller død [2].

Forfatterne nævner, at den bedste undersøgelse anæstesilægen kan foretage, er at indhente information om, hvorvidt der tidligere har været VLV. Vi er enige i, at dette er en meget vigtig oplysning. Det efterlader dog læseren med det indtryk, at præoperativ luftvejsvurdering er overflødig. Ikke alle patienter har været i universel anæstesi tidligere, og det optimale må være at diagnosticere problemet, inden man observerer vanskeligheder med maskeventilation og/eller trakeal intubation.

Ved at anvende en enkelt undersøgelse i den præoperative vurdering opnås ikke så meget information, som hvis man kombinerer flere undersøgelsesmetoder [3-5]. Man øger altså sandsynligheden for at erkende en vanskelig luftvej, dvs. opnår en højere sensitivitet (færre falske negative), men til gengæld en lavere specificitet. Endeligt bør det nævnes, at en præoperativ luftvejsvurdering af en patient med anvendelse af fem diagnostiske kriterier kan udføres på mindre end fem minutter.

Referencer

  1. Afshari A, Khridin V, Knudsen J et al. Dansk Register for Vanskelig Luftvej (DRVL). Ugeskr Læger 2005;167:2054-6.
  2. Rosenstock C, Møller J, Hauberg A. Complaints related to respiratory events in anaesthesia and intensive care medicine from 1994 to 1998 in Denmark. Acta Anaesthesiol Scand 2001;45:53-8.
  3. El-Ganzouri AR, McCarthy RJ, Tuman KJ et al. Preoperative airway assessment: predictive value of a multivariate risk index. Anesth Analg 1996;82:1197-204.
  4. Karkouti K, Rose DK, Wigglesworth D, Cohen MM. Predicting difficult intubation: a multivariable analysis. Can J Anaesth 2000;47:730-9.
  5. Rose DK, Cohen MM. The airway:problems and predictions in 18,500 patients. Canadian Journal of Anaesthesia 1994;41:372-83.